Mathias Stausbøl, som her ses headende til bolden, ledte an, da Lundtofte Boldklub lavede et flot comeback. Foto: Lundtofte Boldklub

Mathias Stausbøl, som her ses headende til bolden, ledte an, da Lundtofte Boldklub lavede et flot comeback. Foto: Lundtofte Boldklub

Sent Lundtofte-comeback sikrer oprykning til Sjællandsserien

I 75 minutter var Lundtofte Boldklub spillet ud af banen, inden man med en stærk slutspurt sikrede oprykning

Af
Mikkel Brøgger Petersen

FODBOLD Efter 75 minutter, hvor spillet slet ikke artede sig, tog fanden ved Lundtofte Boldklub, der i kampen mod Hørsholm-Usserød IK fik vendt 0-3 til 3-3. Dermed er holdet sikret oprykning fra Serie 1 til Sjællandsserien - med to kampe tilbage af sæsonen.

Om kampen siger træner Henrik Nielsen:

"Vi spillede mod et godt hold, og vi var selv ikke særlig gode, for vi har del skader og afbud. De spillede os ud af banen. Men et kvarter før tid har vi det første gode angreb, hvor vi scorede. Så vendte momentum i det sidste kvarter. Der kom tro på tingene. Indtil da havde Hørsholm bedre end os, og det kunne være blevet 4-0 eller 5-0."

Ingen af holdene satsede for alvor på at score det afgørende mål, fortæller Henrik Nielsen. Hørsholm-Usserød lod til at være ramt på selvtilliden efter at have sat den store føring over styr, mens Lundtofte blot skulle bruge ét point for at sikre sig oprykning.

"Oprykning har været vores målsætning, og vi har kun tabt to kampe, så vi synes, at det er fortjent, at vi rykker op," siger Henrik Nielsen. Det var Mathias Stausbøl, der scorede Lundtoftes første mål. Han lagde desuden op til målet til 2-3 og blev efter kampen kåret til Man of the Match.

Publiceret 04 June 2019 08:00

SENESTE TV