Matti Breschel har mange etapesejre på sit cv.(Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)

Matti Breschel har mange etapesejre på sit cv.(Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Scanpix Denmark

Lyngby CC 100 år: Stjernespækket felt med mange favoritter

Matti Breschel og Michael Mørkøv er topnavnene, men unge talenter presser sig på til at vinde Lyngby CC's jubilæumsløb

fart på Det bliver et stærkt felt med mange professionelle ryttere, der stiller til start i det stort anlagte gadeløb i centrum af Kongens Lyngby lørdag 1. juni. Senest har Matti Breschel og Michael Mørkøv meldt deres ankomst.

Matti Breschel blev professionel på det daværende Team CSC helt tilbage i 2005. Siden er karrieren gået over Rabobank, Cannondale, Astana og fra 2018 EF Education - First.

I sine 16 år som professionel er Matti Breschel noteret for to VM-medaljer, har rekorden med ni etapesejre i PostNord Danmark Rundt, har vundet en etape i Vuelta a Espana, vundet Luxemburg Rundt, den belgiske semiklassiker Dwars door Vlaanderen, er blevet dansk mester og har vundet etaper i Schweiz Rundt og Katalonien Rundt. Desuden kørte han sig i top-10 i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Igen i år leverede Matti Breschel, trods noget sygdom, en pæn indsats i brostensklassikerne og stillede efterfølgende til start i Giro d’Italia med selvtilliden i orden. Desværre måtte den 34-årige dansker forlade løbet på 4. etape med ankelproblemer. Nu er han heldigvis tilbage.

“Jeg er ved at være klar igen og glæder mig helt vildt til at køre i Lyngby”, lyder det fra Matti Breschel.

Hjem til barndomsklubben

Feltet tæller også en anden institution i dansk cykelsport, Michael Mørkøv, der som landevejsrytter er blevet dansk mester to gange, har vundet en etape i Vuelta a Espana og i 2013 blev nr. to i Paris-Tours. På banen er han to gange blevet verdensmester og har allerede opnået at blive den rytter, der har kørt flest gange i Par nr. 7 i det københavnske 6-dagesløb.

Løbet i Lyngby bliver en helt speciel oplevelse for Mørkøv:.

“Jeg startede med at cykle i efteråret 1996 netop i Lyngby CC, og både mine forældre og mine brødre har været en aktiv del af klubben i mine ungdomsår. Som min moderklub har Lyngby altid ligget mit hjerte nær, og jeg er utroligt stolt over at kunne være med til at fejre klubbens 100 års jubilæum som regerende dansk landevejsmester”, forklarer Michael Mørkøv.

Andre stærke navne

Danmarks største cykelteam, Riwal Readynez Cycling team, stiller med Jonas Aaen, Rasmus Bøgh Wallin og Tobias Mørch Kongstad.

“Da Lars Michaelsen (sportsdirektør for Astana og ansvarlig for løbet i Lyngby, red.) tog fat i mig vedrørende jubilæumsløbet, var vi hos Riwal Readynz Cycling Team naturligvis klar til at bakke op. Vi kommer med tre super stærke ryttere og kører naturligvis for at vinde. Faktisk ville vi gerne være kommet med flere ryttere og vise vores trøjer frem, men vi kører samtidig Tour of Norway”, forklarer manager på Riwal Readynez, Michael Blaudzun.

Specielt Rasmus Bøgh Wallin, der netop har vundet det svenske Scandinavian Race i Uppsala, i øvrigt foran Jonas Aaen, og generelt er en afslutningsstærk rytter, skal regnes blandt favoritterne til at vinde løbet.

Coloquick Cycling team kommer også i stærk opstilling med banelandsholdsrytterne Rasmus Lund, Casper Von Folsach og Frederik Rodenberg, den rutinerede Christian Moberg samt den blot 18-årige Aksel Bech Skot Hansen.

Casper Von Folsach har domineret de hjemlige A-løb i dette forår, mens Frederik Rodenberg bevidste, at han er helt tilbage efter en længere skadespause ved i starten af maj at vinde både U23-udgaven af den tyske semiklasser Eschborn-Frankfurt samt det danske Skive-Løbet.

“Vi har i Frederik Rodenberg en af Danmarks allerhurtigste ryttere, så naturligvis går vi efter at vinde”, siger sportsdirektør på ColoQuick Cycling, Christian Andersen./Mik

Publiceret 31 May 2019 18:00