Mette Rytsel med blomster flankeret af Anita Moen fra Virum-Sorgenfri Tennisklub til venstre og formand Henrik Thorsøe Pedersen og bestyrelsesmedlem Janne Theilgaard fra Dansk Tennis Forbund. Forrest prismodtagerens døtre, Frida og Ellen.

Mette Rytsel med blomster flankeret af Anita Moen fra Virum-Sorgenfri Tennisklub til venstre og formand Henrik Thorsøe Pedersen og bestyrelsesmedlem Janne Theilgaard fra Dansk Tennis Forbund. Forrest prismodtagerens døtre, Frida og Ellen.

Mette fra Virum er årets ildsjæl i dansk tennis

Mette Rytsel fra Virum-Sorgenfri Tennisklub får den nystiftede pris på grund af sit store engagement med at åbne tennisklubben op for børn med særlige udfordringer

Af
Mikael Østergaard

Tennis For to år siden startede Mette Rytsel familietennis i Virum-Sorgenfri. Det første hold blev hurtigt overtegnet, og i dag vrimler det med børn og forældre til træningen.

Sidste sommer søsatte hun TEAM FRED, som er et tennisprojekt for børn med særlige udfordringer som eksempelvis autisme.

Tirsdag aften i sidste uge stod Mette Rytsel som sædvanlig klar på banen, men træningen forløb ikke som normalt. Pludselig dukkede formanden for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen, op med den glade besked, at Mette Rytsel var blevet valgt til Årets ildsjæl 2019 i dansk tennis.

”Mette er en ildsjæl ud over det sædvanlige. Hun har åbnet vores sport op for en gruppe børn, som traditionelt ikke har den store berøring med foreningsidrætten. Det aftvinger den dybeste respekt, og det var derfor også en fornøjelse at kunne overrække hende prisen,” sagde Henrik Thorsøe Pedersen efterfølgende.

”Det kom helt bag på mig, men jeg er rigtig glad og stolt. Jeg brænder for tennis og har spillet hele mit liv, så det betyder meget, at der er nogen, som anerkender mit arbejde. Ikke mindst mit arbejde med børn, der har nogle særlige udfordringer,” siger den 42-årige prismodtager.

Frederik blev til FRED

TEAM FRED startede blev en tilfældighed. Blandt deltagerne i familietennis var en dreng med autisme. Han havde behov for nogle andre rammer, og da tennisklubbens nabo, Hummeltofteskolen, har samlet de fleste af kommunens børn med autisme, var der ikke langt fra tanke til handling.

Drengen hed Frederik, så projektet blev døbt TEAM FRED og har undervejs fået støtte af Fog Fonden, Smuk Fonden, Danske Bank Lyngbys Fond, Dansk Tennis Forbund, DGI, Cool Sport og Lyngby-Taarbæk Kommune.

TEAM FRED er blevet en sådan succes, at det er klar til at blive bredt ud til flere klubber. Målet er, at over 100 børn skal deltage i løbet af 2019/2020.

Siger ja til det hele

Mette Rytsel startede som 7-årig i Hjortekær Tennisklub, men skiftede til Kløvermarkens Tennisklub på Amager, da hun flyttede hjemmefra. Her fik hun plads på klubbens elitedivisionshold.

I 2014 flyttede hun med mand og døtrene Frida og Ellen til Virum, hvor hun meldte sig ind i den lokale klub. Her spiller hun på klubbens veteranhold og blev i 2017 dansk mester i single for veteraner 40+ og året efter dansk mester i damedouble for veteraner. Siden har hun døjet med en tennisalbue, men er omsider blevet skaden kvit.

Ud over indsatsen med TEAM FRED og familietennis varetager Mette Rytsel mange andre opgaver i klubben. Hun blev på generalforsamlingen i marts valgt ind i bestyrelsen, administrerer klubbens Facebook-side, er klubbens utrættelige hoffotograf og står i spidsen for sociale events for børn og motionister.

”Så jeg har hænderne fulde, men har svært ved at sige nej. Jeg skal nok blive lidt bedre til at sige fra og navigere bedre rundt i udfordringerne”, siger Mette Rytsel, der i det civile liv er advokat på fuld tid.

Krise i familien

Med prisen Årets ildsjæl 2019 følger foruden æren to billetter til sommerens Wimbledon.

”Begge mine døtre vil frygtelig gerne med til Wimbledon. Men det vil min mand også. Han har arbejdet i Dansk Tennis Forbund og været sportschef i både Farum og Helsingør, så han interesserer sig meget for tennis. Og da jeg får svært ved at vælge mellem mine piger, bliver det nok ham, jeg tager med til London”, siger Mette Rytsel.

Det er første gang, Årets ildsjæl blev uddelt. I alt blev der foreslået 26 kandidater fra alle kroge af landet.

Publiceret 23 May 2019 10:00