Mathias Olsen var manden bag Virum-Sorgenfris 2 sejre mod Hørsholm/Rungsted.

Mathias Olsen var manden bag Virum-Sorgenfris 2 sejre mod Hørsholm/Rungsted.

Tennis-kvartet fra Lyngby fejer al modstand til side i Elitedivisionen

Lyngby er sikker på en plads i DM-slutspillet, mens Virum-Sorgenfri mistede chancen

Af
Mikael Østergaard

TENNIS Med en sikker sejr på 5-1 over HIK er Lyngby efter 5 kampe fortsat ubesejret i indendørs Elitedivisionen.

Andreas Bjerrehus, Nicolai Ferrigno og Kristian Pless sørgede for sejre i singlerne, hvor Esben Hess-Olsen måtte indkassere det eneste nederlag til HIK's stortalent Holger Rune. Andreas Bjerrehus og Kristian Pless vandt 1. herredouble, mens Nicolai Ferrigno og Esben Hess-Olsen i 2. herredouble sørgede for holdsejr på 5-1.

Til gengæld var der triste miner i Virum-Sorgenfri, der mistede håbet om en plads i DM-slutspillet med nederlag på 2-4 til Hørsholm/Rungsted. Mathias Olsen vandt sin 4. herresingle i match tiebreak og holdt liv i håbet ved at vinde 1. herredouble sammen med Hans Stentoft. Desværre tabte Magnus Ibh sin single 6-10 i match tiebreak, og samme skæbne overgik Frederik Nymann og Magnus Ibh i den ene herredouble, hvor Virum-konstellationen tabte 10-12 i match tiebreak.

Med nederlaget ligger Virum-Sorgenfri nummer 6 blandt de 8 hold, og da de næste modstandere er KB og Gentofte, må chancen for en slutspilsplads siges at være forduftet. Eneste opmuntring er, at holdets førstesingle, Mohamed Shabib, forventes klar efter sin alvorlige trafikulykke i efteråret.

Damer i farce

I damernes Elitedivision har Lyngby det mere end svært. Senest blev det 0-6 mod Gentofte, og holdet er fortsat uden sejr i 5 kampe - og har kun én individuel sejr i de 5 opgør.

I 1. division ligger Virum-Sorgenfri på andenpladsen efter 4 sejre og kun et enkelt nederlag til Holte, der stillede med to stærke udlændinge.

Senest blev det til sejr over bundproppen Kløvermarken i en mærkværdig kamp. Kløvermarken kunne på grund af skader og andre afbud kun stille med en enkelt spiller, og den kamp vandt Anna Marie Møller. Så den farceagtige kamp endte 6-0 til Virum-Sorgenfri, der stadig har chancen for at vinde rækken, hvis holdet i den sidste kamp besejrer ATK, der p.t. indtager førstepladsen.

Publiceret 12 February 2019 15:00

SENESTE TV