Anne Fahrendorff blev topscorer med 9 mål mod KSI.

Anne Fahrendorff blev topscorer med 9 mål mod KSI.

Lyngbys damer var ikke mentalt klar: Skal vinde alt fra nu af

Kampen mod upåagtede Furesø blev tabt, og nu skal Lyngby vinde resten af kampene, hvis holdet vil i 1. division

Af
Mikael Østergaard

HÅNDBOLD ”Vi taber på grund af indstillingen. Pigerne troede, at det ville blive en walk-over, og var ikke klar, da dommeren fløjtede kampen i gang”.

Sportschef Stig Oest var klar i mælet, da han skulle forklare Lyngbys overraskende nederlag til midterholdet Furesø torsdag aften i Lyngbyhallen.

Hjemmeholdet haltede efter i hele kampen, men fik kontakt, da holdet i slutfasen scorede 4 mål i træk til 21-21. Men så sluttede festen, og Furesø vandt 23-22. Eneste opmuntring var Louise Pettersson i målet og fløjspilleren Cecilie Pedersen, der spillede sin første hele kamp efter en langvarig korsbåndsskade.

”Det kan blive et dyrt nederlag, for nu skal vi vinde samtlige resterende kampe, herunder over Rødovre, og samtidig skal Rødovre smide en kamp væk, hvis vi skal slutte på førstepladsen”, vurderede Stig Oest.

Den første sejr kom i søndags, hvor Lyngby slog bundholdet KSI 36-16. Anne Fahrendorff, der har været ude et par måneder med en hjernerystelse, scorede 9 mål, mens Camilla Brønnum blev noteret for 8 fuldtræffere.

Lyngby har også været i ilden i pokalturneringen, hvor Herlev/Hjorten blev besejret 28-20.

Næste kamp i 2. division er torsdag den 24. januar kl. 19.15, hvor AB kommer på besøg i Lyngbyhallen.

Publiceret 21 January 2019 10:00