Cheftræner Peter Arvedsen instruerer før dagens træning.

Cheftræner Peter Arvedsen instruerer før dagens træning.

Badmintonklub er ved at drukne i succes

Antallet af ungdomsmedlemmer i Lyngby Badminton Klub er eksploderet de seneste seks år. Den store medlemsfremgang betyder, at klubben desperat mangler baner

Af
Mikael Østergaard

BADMINTON Som en af de få klubber i landet er antallet af ungdomsmedlemmer i Lyngby Badmintonklub, LBK, nærmest eksploderet de seneste seks år.

I 2012 havde LBK 267 medlemmer under 18 år. I dag er antallet af ungdomsmedlemmer 361, en stigning på 35 procent. Samtidig har klubben fået langt flere unge seniorspillere, som er kommet op fra ungdomsafdelingen de seneste år.

Stærk på både bredde og elite

Formand Toke Hougaard er ikke i tvivl om, at det er klubbens målrettede satsning på både bredde og elite samt tydelige værdier, der har fået de unge og deres forældre til at stå i kø ved indgangsdøren:

”Vi har skabt en klub, hvor vi vægter sammenhold og udvikling højt. I LBK er der plads til alle børn og unge, der har lyst til at spille badminton uden at skulle være lige så gode som Viktor Axelsen. Vi har skabt et fantastisk motionist-miljø for de ældre mellem 50 og 80, og vi har samtidig succes med vores elitearbejde for de bedste seniorhold, der alle ligger til oprykning i deres rækker, samt for vores ungdomsspillere, der er blandt de bedste i Danmark,” siger Toke Hougaard.

”Vores succes på ungdomsfronten skyldes i høj grad vores ungdoms-cheftræner Peter Arvedsen, der de seneste to år er blevet nomineret til Badminton Danmarks Talentpris for trænere. Arvedsen har formået at samle et engageret trænerteam, der fokuserer lige så meget på børnenes personlige udvikling som på de badmintonfaglige kvaliteter”, siger Toke Hougaard, der dog understreger, at klubben også har ambitioner på eliteplan:

”Vi ser ikke en fremtid i ligaen lige rundt om hjørnet. Men alle vores seniorhold ligger til oprykning netop nu, og næste år peger alt på, at vi skal spille i 2. division med førsteholdet og i 3. division med 2. holdet. På lidt længere sigt er ambitionen 1. division, men det medfører nogle økonomiske udfordringer, som vi vil arbejde med de kommende år”.

Cheftræner Peter Arvedsen styrer dagens træning.

Cheftræner Peter Arvedsen styrer dagens træning.

Desperat mangel på baner

Den største udfordring for LBK er imidlertid ikke økonomien. Det er manglen på baner, der truer med at kvæle den store succes, som klubben har opnået de senere år.

Lyngby Badminton Klub råder i dag over fem baner i den gamle badmintonhal ved Engelsborgskolen. Klubben kan af og til også bruge banerne i den nye Engelsborghal, når det kan passes sammen med skolen, fritidsklubben og de øvrige sportsforeninger i Lyngby Vest.

Men det er slet ikke nok til at dække det store behov. Derfor har en forældrekreds og en række frivillige fra klubben lavet udførlige planer for, hvordan man kan udvide faciliteterne ved badmintonhallen, uden at det betyder større udgifter for kommunen.

”Vi har desperat brug for mere halplads. Lige nu er vores spillere meget begrænsede i forhold til at træne single, fordi der er så mange spillere på hvert hold, og vi har ikke plads til hverken flere ungdomsmedlemmer, seniorspillere eller veteraner, selv om interessen fortsat stiger voldsomt”, siger Toke Hougaard, der peger på, at naboklubberne har flere baner til rådighed, selv om LBK er den klub i lokalområdet, der i dag har suverænt flest medlemmer.

LBK er gået i dialog med kommunen om en eventuel udvidelse af den gamle badmintonhal eller måske etablering af en ny træningshal, som også Engelsborgsskolen og fritidsklubben kan bruge.

”Jeg håber virkelig, at politikerne lytter til vores nødråb. Vi har desperat brug for mere halplads for at fastholde den store succes i de kommende år. Lyngby Vest ligger langt fra Idrætsbyen ude ved stadion, og det kan være fornuftigt at investere i idrætsfaciliteter i denne del af kommunen, så Lyngby-Taarbæk Kommune bliver en hel og ikke delt kommune set med idrætsbriller,” siger Toke Hougaard.

Publiceret 21 January 2019 18:00