19-årige Kathrine Thomsen blev topscorer med 5 mål. Foto: Henrik Fritt-Rasmussen

19-årige Kathrine Thomsen blev topscorer med 5 mål. Foto: Henrik Fritt-Rasmussen

Håndbolddamer på juleferie med god samvittighed

Lyngby HK’s damer topper 2. division

Af
Mikael Østergaard

HÅNDBOLD Med en sejr på 30-25 over Ajax 2 cementerede Lyngby sin position som tophold i damernes 2. division.

Selv om modstanderne var københavnernes andethold, blev det ikke en let dag på kontoret. Ajax stillede med et meget ungt, talentfuldt hold, blandt andet med 4 U18-spillere, og det gav hjemmeholdet visse problemer efter pausen.

Lyngby var klart bedst i 1. halvleg, der blev vundet 15-10, men efter pausen udnyttede de unge Ajax-spillere deres hurtighed til at bryde gennem Lyngbys forsvar, der nok tog for let på opgaven.

Heldigvis fik Kathrine Thomsen gang i skudarmen. Den lille back fik ellers en skidt start i 1. halvleg, hvor hun efter 3 mislykkede afslutninger blev sendt på bænken, men i 2. halvleg bragede hun det ene langskud i nettet efter det andet, så Ajax aldrig nåede helt tæt på. Også Mia Egede Rasmussen havde indstillet sigtekornet rigtigt, ligesom tilbagevendte Kamilla Brønnum leverede en fin indsats. Kamilla Brønnum har været ude med en korsbåndsskade og blev i stedet ansat som fysioterapeut for holdet, men da skaden blev kureret, meldte hun sig under fanerne igen.

Kampen sluttede med sejr til Lyngby på 30-25.

Lyngby: Kathrine Thomsen 5, Mia Egede Rasmussen 4, Nicole Leonhardt 4, Cecilie Hartzberg 4, Ea Sonnenborg 4, Kamilla Brønnum 3, Alberte Willumsen 3 (alle på straffekast), Pernille Rähr Sørensen 2 og Anne Sofie Kleemann 1 mål.

Lyngby spiller årets sidste kamp på fredag kl. 19 i Lyngbyhallen mod oprykkerne fra Brøndby.

Publiceret 10 December 2018 11:38