Virum-Sorgenfris U16-piger, der spiller for en plads i Ligaen efter jul.

Virum-Sorgenfris U16-piger, der spiller for en plads i Ligaen efter jul.

Virum Sorgenfris håndboldpiger vil tilbage på Danmarkskortet

Eliteprojekt for Virum-Sorgenfris U16-håndboldpiger har fået en flyvende start

Af
Mikael Østergaard

HÅNDBOLD Inden konkursen i 2002 var Virum-Sorgenfri Håndboldklubs U16- og U18-hold hyppige deltagere i DM-slutspillet for både piger og drenge. Sådan er det desværre ikke længere. De seneste mange år har klubbens ungdomshold i bedste fald tilhørt den bløde mellemvare.

For et halvt år siden besluttede klubben med ungdomsformand Thomas Joost i spidsen at tage et målrettet skridt tilbage mod eliten for U16-piger. Der blev ansat en kvalificeret træner, og holdet fik tilknyttet en fysisk træner og en målmandstræner i samarbejde med Team Elite, der støtter eliteidræt i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Tiltrak profiler udefra

Rygterne om eliteprojektet nåede hurtigt ud over kommunegrænsen og tiltrak mange ambitiøse talenter fra andre klubber.

”De første måneder af sæsonen var hektiske. Nye spillere skulle integreres, og sideløbende med det blev træningsintensiteten skruet op – de fysiske træningspas blev længere og hal-tiden ligeledes. Det var en ny hverdag for pigerne, men de har været gode og bakket op om projektet. Målsætningen var klar - vi skaber udvikling gennem et godt træningsmiljø - og det er noget, spillerne mærker i deres hverdag. Så resultaterne skal nok komme”, fortæller Thomas Joost.

Resultaterne er allerede kommet. Efter 6 måneder ligger pigerne nummer 1 i Sjællands bedste række, 2. holdet ligger i toppen af deres række og Alberte Daugaard er blevet udtaget til det danske landshold, der skal spille to landskampe i Kolding mod Ungarn og Rumænien.

Ligaen venter forude

Det er ikke kun blandt spillerne, at motivationen og humøret er højt, det ses også på tilskuerpladserne, hvor hallen er godt pakket til pigernes kampe.

”Denne udvikling håber vi fortsætter, da det bidrager til en god motivation og gejst hos pigerne. Vi går nu ind i en afgørende sidste halvdel på første halvsæson, hvor vi skal fortsætte den gode stime, og så håber vi, at vi efter jul har et ligahold i Virum”, siger Thomas Joost.

Publiceret 19 November 2018 10:30

SENESTE TV