Rasende Fredericia-spillere angriber Lasse Petry efter episoden, der gav rødt kort til Lyngby-spilleren. Daniel Stückler forsøger at komme sin holdkammerat til undsætning. Foto: Fodboldbilleder.dk

Rasende Fredericia-spillere angriber Lasse Petry efter episoden, der gav rødt kort til Lyngby-spilleren. Daniel Stückler forsøger at komme sin holdkammerat til undsætning. Foto: Fodboldbilleder.dk ©Per Kjærbye

Nedtur for Lyngby: Fra euforisk jubel til dyb skuffelse

Efter sejren over Viborg kom Lyngby Boldklub ned på jorden mod FC Fredericia, som vandt 3-1

Af
Mikael Østergaard

FODBOLD ”Det var som at få en spand koldt vand i ansigtet. Præstationen var skrækkelig hele vejen rundt. Ingen energi og intet pres, og vi forærer 3 mål væk. Det er til at grine ad”.

Cheftræner Mark Strudal var befriende ærlig, da han efter kampen kommenterede sine spilleres indsats mod FC Fredericia.

Det startede ellers lovende, da Gustav Marcussen i det 8. minut fandt Lasse Fosgaard, som spillede videre til Adnan Mohammad i dybden, og hans aflevering bragede Emilio Simonsen på indersiden af stolpen. Sort uheld, og det blev endnu værre, da Fredericia 5 minutter senere kom foran 1-0 efter en hurtig omstilling, hvor tre mand havde en fod på bolden, inden Dennis Høegh sendte kuglen i mål til 1-0.

Men håbet vendte tilbage. I det 17. minut fandt Mathias Hebo med en indenomsaflevering Lasse Fosgaard, og han spillede skråt bagud til en umarkeret Adnan Mohammad, der hamrede bolden i nettaget til 1-1.

Midt i halvlegen blev Emilio Simonsen skadet og måtte hjælpes fra banen. Savnet af den lille dribler blev tydeligt, selv om Gustav Marcussen, Adnan Mohammad og Lasse Fosgaard fortsat udgjorde en bevægelig og udfordrende trio.

Kort efter følte publikum sig snydt for et straffespark, da Gustav Marcussen blev løbet ned bagfra, og utilfredsheden med kampens dommer steg til uanede højder, da han dømte frispark til Fredericia lige uden for feltet, efter at Marcus Backmann havde sendt en aflevering lige i fødderne på en modstander. For at gnide salt i såret sparkede Christian Ege smukt bolden i nettet uden for Thomas Mikkelsens rækkevidde.

Manglede vildskab

Bagud 1-2 ved pausen måtte man forvente en tændt Lyngby-mandskab gå på banen for at ændre den stilling. Men det skete ikke. Der var ingen energi, og Mark Studals annoncerede presspil så man intet til. Bortset fra et kvalificeret skud af Gustav Marcussen var de sidste 45 minutter en ren ørkenvandring, bortset fra at indskiftede Adam Sørensen forsøgte at sætte tempoet i vejret på venstrekanten.

Passiviteten kulminerede, da en Fredericia-spiller tæt på baglinjen fik oceaner af tid til at afdrible sine modstandere og servere bolden for fødderne af Andreas Oggesen, der i to forsøg sendte bolden fladt i nettet til 3-1. Det fik Fredericias karantæneramte cheftræner Jonas Dal til at bryde ud i høje jubelskrig og opføre sin helt egen stammedans i sit ufrivillige eksil på tilskuertribunen.

Rødt kort til Petry

Kampen sluttede højdramatisk, da Lasse Petry blev udvist for at gå for hårdt til Fredericia-målmanden Alexander Nybo. Med ham i karantæne og Emilio Simonsen skadet er det ved at tynde bekymrende ud i truppen, der i forvejen er ramt af mange skader. Det kan blive et problem i årets to sidste kampe mod HB Køge og bundholdet Roskilde, der forrige weekend besejrede FC Fredericia 7-1!

Heldigvis er Kevin Tshiembe blevet kampklar. Han sad på bænken mod Fredericia, men blev lidt uforståeligt ikke sendt på banen, selv om både Marcus Backmann og Martin Ørnskov viste svaghedstegn. Og så må det være et krav, at Adam Sørensen starter inde mod HB Køge på søndag i stedet for Nicklas Mouritsen.

Publiceret 12 November 2018 10:30

SENESTE TV