Åbenlys ærgrelse at spore hos Mathias Hebo efter, at Næstved løb med sejren. Foto: www.fodboldbilleder.dk

Åbenlys ærgrelse at spore hos Mathias Hebo efter, at Næstved løb med sejren. Foto: www.fodboldbilleder.dk ©Per Kjærbye

Lyngby amok i chancer, men tabte alligevel

Det lykkedes ikke at følge op på det gode resultat mod Silkeborg, selv om Lyngby gjorde mange ting rigtigt. Der manglede bare målene på de mange chancer

Af
Lars Schmidt

SPORT Lyngby sad på det ene point i 1. divisionskampen i Næstved indtil ni minutter, før den ordinære spilletid udløb. Her afgjorde Næstved efter en tilfældighed kampen og vandt noget ufortjent med 1-0.

Og så kunne Lyngby ikke følge op med point efter sejren på 2-1over Silkeborg i runden inden.

Hos De Kongeblå var man ellers for første gang i sæsonen i den priviligerede position, at trænerteamet kunne stille med den samme startopstilling to kampe i streg. Der var således genvalg til de 11 fra 2-1-sejren i Silkeborg, og de bød fra start Næstved op til dans.

Det forblev 0-0 til pausen - med et tydeligt Lyngby-overtag, og de 1.334 tilskuere kunne efter pausen se en halvleg starte i lavt og rodet tempo. Men efter et lille kvarter af anden halvleg gik Lyngby til angreb påny, og fra uret rundede en time og til vi ramte det 80. Minut var der reelt tale om powerplay fra De Kongeblå.

Et kvarter inde i 2. halvleg kunne tilskuerne se Jesper Christjansen få en stor chance efter et fint Lyngby-angreb, hvor bolden lidt tilfældigt havnede hos Jelle, der glidende fik afsluttet på hjemmeholdets Jacob Pryts, der diskede op med en fin redning.

Kort efter byggede Lyngby op igen, og det endte i en høj bold til bagest i feltet – her stod Jelle igen klar og med en flugter fik han passeret Pryts – desværre for Lyngby stod en Næstved-forsvarer i vejen tæt under mål og blokerede.

Lyngby gik chanceamok

Fem minutter senere gik det så helt chanceamok for Lyngby.

Et fint angreb sendte Lasse Fosgaard igennem, og kantspilleren afsluttet hårdt mod mål og tvang Jacob Pryts til en stor fodparade. Og på det efterfølgende hjørnespark var Lyngby tæt på igen – bolden havnede hos Emilio Simonsen, der forsøgte at lægge den over i modsatte målhjørne, men igen havde Næstved en mand tæt under mål, der kunne afvise med hovedet til hjørnespark.

Og på det hjørnespark satte Lyngby en fin indøvet detalje op. Det resulterede i, at Nicolai Geertsen kom foran Pryts med hovedet og fik stanget bolden mod mål – desværre tæt forbi fjerneste stolpe. Og som om det ikke var uheldigt nok for Mark Strudal og co., så faldt forvarsprofilen uheldigt ned og vrikkede om på anklen og måtte lade sig udskifte.

Lyngby fortsatte trykket mod Næstved-målet, så hjemmeholdet havde rigeligt at gøre med at forsvare. Alligevel skete så det, der ikke måtte ske – og akkurat som i første halvleg, var det en tilfældighed, der gav Finnur Justinussen muligheden for at score. En dyb bold bliver noget tilfældigt taget med af en Næstved-angriber, der finder Justinussen under mål – og så var Næstved, stik imod spil og chancer, foran med 1-0.

Lyngby pressede videre, og indskiftede Daniel Stückler fik en god mulighed, men igen var Jacob Pryts redningsmand for Næstved med en superb refleksredning på en ellers god afslutning. Også Adnan Mohammad tegnede sig for et par af de løse forsøg mod slutningen, men ind ville bolden ikke – og i stedet var det, med dommerens hjælp, lige ved at gå galt i modsatte ende.

Kristoffer Munksgaard brugte sine sidste kalorier på at løbe en dyb bold op, men i let duel med Ørnskov gik han pludselig til jorden med krampe. Det takserede dommertrioen til et straffespark, som Næstveds Kasper Mertz i øvrigt misbrugte med en hård afslutning på overliggeren.

Publiceret 22 October 2018 09:25

SENESTE TV