Louise Helt fik et flot comeback, da Lyngby slog HIK 25-15. Foto: Henrik Fritt-Rasmussen

Louise Helt fik et flot comeback, da Lyngby slog HIK 25-15. Foto: Henrik Fritt-Rasmussen

Lyngbys håndbolddamer kom godt fra start

Vandt uden besvær 25-15 over HIK

Af
Mikael Østergaard

HÅNDBOLD HIK, der havde den tidligere Lyngby-spiller Julie Møller i startopstillingen, satsede hele butikken og praktiserede indianerforsvar over hele banen, da nedrykkerne fra Lyngby Håndbold Klub tog hul på sæsonen i damernes 2. division. Det gav Lyngby let spil, og først ved stillingen 0-7 skiftede HIK’s træner taktik og gik tilbage til normal forsvarsopdækning.

Det gjorde heller ikke opgaven lettere, at Lyngby-keeperen Louise Pettersson var fremragende, godt hjulpet af et fint fightende forsvar, der lukkede totalt af.

Ved pausen førte Lyngby 16-3, og i 2. halvleg blev der spilletid til alle og overskud til eksperimenter, så kampen endte 25-15. Hos Lyngby var der comeback til Louise Helt, der efter et par år i USA, en afstikker til HIK og en sæson på andetholdet i Lyngby, var tilbage på højt niveau.

Lyngby spiller næste kamp i aften (tirsdag) kl. 19.15 i Lyngbyhallen mod Helsingør, der møder op med to 1-måls sejre i bagagen.

Publiceret 01 October 2018 20:45

SENESTE TV