HB Køge viste ikke fairplay, og Nicki Bille så rødt

Dramatisk afslutning, da Lyngby Boldklub og HB Køge spillede 2-2

Af
Mikael Østergaard

FODBOLD Gemytterne kom i kog på både banen og tilskuerpladserne et kvarter før tid. Kevin Tshiembe blev sendt til tælling, og Lasse Fosgaard sparkede bolden over sidelinjen, så forsvarsspilleren kunne få behandling.

Da spillet blev sat i gang igen, så HB Køge højt og flot på fairplay og sendte et langt indkast ind i Lyngbys straffesparksfelt, hvor gæsternes Jakob Johansson pludselig stod helt fri og let kunne prikke bolden i mål til udligning 2-2.

Målet affødte voldsomme protester fra Lyngby-spillerne, men dommeren kunne ikke dømme for usportslig opførsel og fløjtede for mål.

Det fik specielt indskiftede Nicki Bille op i det røde felt, og han blev belønnet med et gult kort for brok. Det blev dyrt, for 4 minutter senere indkasserede Nicki Bille endnu et gult kort for en eftertackling, og dermed var det afgang for den kontroversielle spiller efter blot 20 minutter på banen.

Tæt på selvmål

Anderledes udramatisk var 1. halvleg, hvor Gustav Marcussen stod for Lyngbys eneste afslutning, som HB Køge-målmanden, Andreas Hansen, reddede.

HB Køge var lige ved at komme på tavlen, da Lasse Petry med en lang tå i sidste øjeblik kom foran en fri modstander. Det var tæt på selvmål, men bolden strøg centimeter forbi stolpen. På det efterfølgende hjørnespark stod Thomas Mikkelsen i vejen for den første afslutning, men Magnus Häuser sendte returbolden i nettet til 1-0, og mere skete der ikke i de første 45 minutter.

Mål gav selvtillid

Lyngby startede 2. halvleg med en helt anderledes attitude. Nu skulle der fightes. Det gav valuta allerede i det 46. minut, da Lasse Fosgaard headede en aflevering fra Adam Sørensen tilbage til Mathias Hebo, som kanonerede bolden i nettet til 1-1. Et smukt, smukt mål.

Målet gav Lyngby den fornødne selvtillid, og pludselig kunne spillerne det hele. HB Køge blev presset tilbage på banen, og Adnan Mohammad og Jesper Christjansen pingpongede sig igennem, men ’Jelles’ afslutning blev klaret. Lyngby sad totalt på kampen, og Jesper Christjansen skabte jubel blandt de 1.200 tilskuere, da han elegant ekspederede bolden i mål til 2-1.

Kristian Lindberg var tæt på at øge til 3-1 på et frispark, som Andreas Hansen fik bokset til hjørnespark, og siden blev Gustav Marcussen spillet fri af Mathias Hebo, men tøvede for længe med sin afslutning.

Og så sluttede kampen med den famøse udligning til 2-2.

Lyngbys bedste var tilbagekomne Nicolai Geertsen, Adam Sørensen og Kevin Tshiembe, mens Jesper Christjansen og Mathias Hebo efter en bleg 1. halvleg spillede sig gevaldigt op efter pausen. Det svage punkt er stadig angrebet, og savnet af skadede Jeppe Kjær er stort. Afløseren, Kristian Lindberg, gjorde det udmærket, men en plads som frontangriber er ikke hans naturlige position. Heldigvis forventes Jeppe Kjær klar til næste kamp

Publiceret 30 September 2018 22:25

SENESTE TV