Gustav Marcussen jubler over målet til 1-0. Foto: Fodboldbilleder.dk

Gustav Marcussen jubler over målet til 1-0. Foto: Fodboldbilleder.dk ©Per Kjærbye

Lyngby startede med point: Fra talent til nøglespiller på rekordtid

Gustav Marcussen var dagens Lyngby-spiller i 1-1 kampen mod Hvidovre IF

Af
Mikael Østergaard

FODBOLD Efter halvanden måneds ventetid blev der endelig fløjtet op til kamp på Lyngby Stadion, hvor de lokale nedrykkere fra Superligaen mødte oprykkerne fra Hvidovre IF.

Lyngby satte sig fra starten på spillet med højt pres, som gæsterne havde svært ved at spille sig ud af. Mathias Hebo, der spillede en flot 1. halvleg, affyrede et fladt langskud, som Hvidovre-keeperen Oliver Korch med det yderste af handsken fik vippet til hjørnespark, men han var chanceløs, da Gustav Marcussen efter 17 minutter sendte bolden i det fjerneste hjørne til 1-0 på en smuk tværaflevering fra Lasse Fosgaard.

Føringen holdt kun 4 minutter. En lang aflevering endte hos Kim Aabech, der totalt kiksede sin flugter, men var heldig at ramme Oliver Lund, så bolden ændrede retning og totalt snød Mikkel Andersen, der sprællende måtte se bolden trille i mål til 1-1.

Kort efter var Lyngby tæt på at komme foran, da Oliver Korch reddede en afslutning fra Kristian Lindberg. Returbolden endte hos Gustav Marcussen, der trods et næsten tomt mål ramte målmanden i siden af ryggen.

Efter pausen havde både Kristian Lindberg, Daniel Stückler, Gustav Marcussen og Nicklas Mouritsen scoringsmuligheder, men det blev ved lige ved og næsten. Det så besnærende ud, men det havde måske været en god idé med et skud i stedet for småspil.

De største muligheder tilfaldt Hvidovre. Først sendte Kim Aabech, der indtil da havde været ret anonym, et frispark langt udefra på indersiden af stolpen, og kort efter stod den tidligere Lyngby-spiller totalt fri, men valgte at aflevere på tværs til en medspiller, der på uforklarlig vis var i stand til at sende bolden forbi det tomme mål.

Resten af kampen tilhørte Lyngby, men uden at det blev rigtig farligt, og så sluttede åbningskampen 1-1.

’Gu’” var dagens mand

Kampens helt store profil var Gustav Marcussen, der uden konkurrence blev kåret til dagens Lyngby-spiller. Den hurtige og driblestærke kantspiller splittede gang på gang Hvidovres forsvar i noget, der lignede en enmandshær.

”Ja, det gik meget godt. Vi spiller med et nyt system med meget højt pres, og det er fint for os offensive spillere. Men jeg er ikke tilfreds med det uafgjorte resultat. Vi skulle have lukket kampen i første halvleg, men overordnet er det en fin start”, lød analysen fra dagens positive oplevelse.

’Jelle’ blev bænket

Efter pausen satte cheftræner Mark Strudal på skift Herolind Shala, Rezan Corlu og Mohammed Saeid på banen, mens Jesper Christjansen blev siddende på udskiftningsbænken til stor undren for hovedparten af de 1.993 tilskuere – og for hovedpersonen selv:

”Jeg er helt klar efter min skade, men har ikke fået noget at vide om, hvorfor jeg ikke kom på banen. Forhåbentlig får jeg chancen på søndag mod Silkeborg”, løb det efter kampen fra Jesper Christjansen med et skævt smil.

Lyngby spiller næste kamp på søndag kl. 13.45 hjemme mod Silkeborg.

Publiceret 30 July 2018 11:00

SENESTE TV