Superliga:

På søndag er det alt eller intet for Lyngby Boldklub

Lyngby tabte 0-1 i Vendsyssel trods store chancer til Mayron George

Af
Af Mikael Østergaard

Lidt overraskende var det de nordjyske underdogs, der kom bedst fra start, da Vendsyssel og Lyngby torsdag aften tog hul på den første playoff-kamp i Hjørring.

Lyngby blev sat under pres, og allerede efter 5 minutters spil prikkede en Vendsyssel-angriber bolden i mål efter flot kombinationsspil. Målet blev dog annulleret for offside. Siden sørgede målmand Mikkel Andersen, der kampen igennem markerede sig som holdets mest værdifulde spiller, for at holde Lyngby inde i kampen.

Efterhånden kom Lyngby bedre med, og Mayron George kom til flere store chancer. Mayron George var flittig og viste den rigtige indstilling, men mangler sin tidligere skarphed og kynisme foran mål.

I stedet kom Vendsyssel foran, da Mikael Andersen blev spillet helt fri og nemt kunne score til 1-0.

Lyngby blev tvunget til en udskiftning, da Oliver Lund blev skadet og måtte erstattes af Jeppe Brandrup. Lige inden pausen fik Vendsyssel en stor chance for at fordoble føringen, men igen viste Mikkel Andersen storspil i målet.

Fra anden halvlegs start blev Gustav Marcussen sendt på banen i stedet for Adam Sørensen, og det viste sig at være en god ide. Lyngby satte sig på kampen, og både Herolind Shala og Gustav Marcussen var tæt på at udligne, men Nicolai Flø i målet var flyvende. Vendsyssel-målmanden havde i det hele taget en stor aften.

Midt i dominansen slog Vendsyssel til, daThomas Sørensen fumlede med bolden, så en modstander fik frit løb mod mål. Men igen klarede Mikkel Andersen med en flot fodparade.

Set over hele kampen havde Lyngby ikke heldet på sin side. Omvendt må man konstatere, at angriberne ikke var skarpe nok, og at forsvaret tillod Vendsyssel at komme til for mange chancer.

Med nederlaget er Lyngby pisket til at vinde på søndag på Lyngby Stadion, hvor entréprisen er sat ned til 20 kroner, så hjemmeholdet får maksimal opbakning på lægterne.

Publiceret 25 May 2018 11:30

SENESTE TV