Søren P. Rasmussen med yndlingsplanten i haven hjemme i Virum: en kæmpemæssig tidsel, som han lidt ser som et symbol for ham selv. Foto: Lars Schmidt
Søren P. Rasmussen med yndlingsplanten i haven hjemme i Virum: en kæmpemæssig tidsel, som han lidt ser som et symbol for ham selv. Foto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Søren P. Rasmussen fylder 50 år: Læs her om de afgørende ting, der formede ham

Venstres spidskandidat og tidligere borgmester, Søren P. Rasmussen, fylder 50 år den 6. august. Han er fra en stor gård på Fyn, som han skulle have overtaget. Han er homoseksuel. Han har arbejdet i både Sovjet og USA. Han kommer af en Venstre-slægt. Hans

Det lå ikke i kortene for 50 år siden, at nyfødte Søren Peder Rasmussen fra den lille landsby Hjerup mellem Middelfart og Assens på det vestlige Fyn skulle være borgmester i den moderne vidensby Lyngby-Taarbæk Kommune helt derovre ved “Kjøvenhavn”.

Men ikke desto mindre var det, hvad der skete. Søren P. Rasmussen, der fylder 50 år den 6. august i år, var borgmester her i kommunen i perioden 2009-13.

Og samme borgmesterpost er da også lige præcis det, der står øverst på ønskesedlen, griner han, når man spørger ham, hvad han ønsker sig i fødselsdagsgave.

Men Søren P. Rasmussen skulle slet ikke have været politiker.

Som eneste søn af en af de største bønder i den daværende Aarp Kommune var vejen tegnet snorlige ind på hans kort: Han skulle være landmand.

Interessen var der ikke

“Min far var meget glad, da han fik en søn. Tanken og håbet var, at jeg skulle overtage gården. Men landmandslivet trak ikke i mig. Interessen var der bare ikke, og det var selvfølgelig hårdt for min far,” fortæller Søren P. Rasmussen:

“Men han havde også en respekt for, at hvis interessen ikke er der, så skal man ikke gøre noget. Man skal ikke arve noget, bare fordi man skal. Interessen og lysten skal drive værket. Jeg fandt ud af det som 13-14 årig. Her ville alle de andre knægte ud i marken og køre traktor. Det kunne de kun få for lidt af. Jeg ville hellere læse en bog.”

“Vores forældre har aldrig påduttet os, at vi skulle mene noget særligt. Men vi skulle tage stilling. Det at være ligeglad var ikke en mulighed.” Foto: Lars Schmidt
“Vores forældre har aldrig påduttet os, at vi skulle mene noget særligt. Men vi skulle tage stilling. Det at være ligeglad var ikke en mulighed.” Foto: Lars Schmidt

Vi var heldige

Søren P. Rasmussen vidste udmærket, hvad han sagde nej til. For lige fra de helt tynde og ranglede barnsben havde han prøvet det hårde arbejde på den store gård.

“Vi er blevet opdraget med, at vi skulle lave noget. Bare fordi vi var børn af mine forældre, skulle vi ikke tro, at vi ikke skulle ud at bestille noget. Tingene kom ikke af sig selv. Vi har skullet lave noget fra dag ét,” fortæller han:

“I princippet blev vi sendt ud at gøre det, vi skulle gøre, alt efter, hvor gamle vi var. Jeg mugede ud hos dyrene som syv-otte årig. Det med at køre traktor kom senere. Som helt små kunne vi sagtens rive gårdsplads, ordne have, muge ud. Det var en naturlig del af det.”

“Min far var succesrig med sin virksomhed. Vi er meget opdraget med, at vi børn var heldige. Vi havde et godt udgangspunkt. Men vi er opdraget til, at vi havde en forpligtelse til at bruge det til noget og til at gøre noget for andre. Der var ikke nogen undskyldning for os for noget som helst,” siger han:

“Der var da også belønninger: At komme med min far på dyrskue i Odense. Dét var en oplevelse. Én gang om året kørte vi ud med regninger, og det var en kæmpe fornøjelse at komme ud at besøge alle de forskellige landmænd.”

“Jeg elsker min far, og i dag kan jeg godt forstå, at det var svært for dem. Jeg havde mange år til at vænne mig til de tanker. Det tog tid for dem.” Foto: Lars Schmidt
“Jeg elsker min far, og i dag kan jeg godt forstå, at det var svært for dem. Jeg havde mange år til at vænne mig til de tanker. Det tog tid for dem.” Foto: Lars Schmidt

Vi skulle tage stilling

Søren Peder Rasmussen er søn af Niels og Ane-Lise Rasmussen. Han er døbt Søren efter morfaderen og Peder efter oldefaderen.

Han er eneste dreng og den mellemste i en søskendeflok på tre. Det var storesøsteren Marianne, der trak ham til Lyngby. Og lillesøsteren Dorthe bor i nærheden af ham i Virum i dag.

“Jeg mistede begge mine forældre i en forholdsvis tidlig alder. Min far som 29-årig og min mor som 35-årig i 2002,” fortæller Søren P. Rasmussen:

“Den politiske opdragelse kommer fra min mors side af familien. Vores forældre har aldrig påduttet os, at vi skulle mene noget særligt. Men vi skulle tage stilling. Det at være ligeglad var ikke en mulighed.”

Den politiske familie

Morfaderen var sognerådsformand - det, som senere blev til borgmester - i Kerte Sogn i mange år. Og moderen var medlem af kommunalbestyrelsen i Aarp i 25 år.

“Det at være politisk aktiv har altid ligget til familien. De var alle sammen Venstrefolk, men det er ikke derfor, jeg blev det. Jeg startede som konservativ og var medlem af KU. Det var under Schlüter. Men det holdt ikke så længe, før jeg meldte mig ud. Det var hos Venstre, at jeg kunne høre, at svarene var. Det var under Uffe Ellemann. Jeg var ikke medlem i de første år. Jeg havde travlt med min skolegang, og det var det, jeg brugte min energi på.”

Frihed

Efter 10 års skolegang - det sidste på efterskole - tog Søren P. Rasmussen sig en højere handelseksamen, inden han helt i tråd med traditionen i familien frivilligt meldte sig til Den Kongelige Livgarde.

Et års tjenestetid senere uddannede han sig til speditør, hvor han var i lære hos det store speditørfirma Samson Transport i Herning. En læretid, der gav ham oplevelser og ansvar.

Som lærling sad han med ansvaret for Skotland og var siden med til at starte afdelingen for Østeuropa op.

“Muren var lige faldet, og det var så spændende. Der var ingen regler, så alt skulle opfindes, som tiden gik. Jeg har været med lastbil fra Herning til Moskva og tilbage til Herning igen. Der er langt, tro mig. At opleve den verden… Der blev jeg helt overbevist om mit politiske ståsted,” fortæller han:

“Den tur ændrede meget af min politiske bevidsthed. At opleve den fuldstændige forandring i forhold til, hvad jeg troede om frihed. En ydmygelse af et samfund, der var helt vanvittigt. Hvad folk ikke gjorde for at få fat i dollars. Det ændrede meget for mig. Der er ikke nogen pris, der er for høj at betale for ens frihed. For når man så, hvad ikke-frihed gjorde ved mennesker, så er det værre end ikke at være her mere.”

Den anden side af medaljen

Søren P. Rasmussen blev udlært speditør i 1991. Og det vendte på mange måder helt om på hans verden.

“Min chef spurgte, om jeg ville udstationeres fast i Chicago. Jeg skulle kun have været der i 18 måneder, men jeg endte med at være der i fem et halvt år,” fortæller han:

“Den tid har formet mig rigtig meget. På den ene side så jeg i Sovjet, hvad den manglende frihed kunne gøre – og nu den anden side af medaljen: At du er din egen lykkes smed. Men hvis du ikke har velfærdssamfund, der tager sig af folk i nød, så går det galt.”

“Det var første gang, jeg så folk ligge på gaden. Om vinteren kørte der en lastbil rundt tidligt om morgenen og samlede døde hjemløse op. Der var mennesker, der stod ved motorvejsfrakørslen og tiggede penge ved at ville vaske vinduer på bilen. Du så, hvad fattigdom kan gøre ved mennesker. Og for manges vedkommende var det jo ikke engang selvforskyldt, at de havnede der.”

“Chicago en fantastisk by, og den gav mig rigtig meget: En tro på mig selv. Det er jo også det, USA kan. Tro på dig selv, og andre vil tro på dig. Det gælder om at knokle på og gøre en forskel. Så skal du nok lykkes.”

“Byen formede mig som menneske. Jeg skulle jo håndtere alt selv - uden at kende koderne. Der var jeg ikke Søren Sørensens barnebarn.”

Hemmeligheden

Afrejsen til Chicago i maj 1991 satte Søren P. Rasmussen under hårdt personligt pres. Ingen på hjemegnen kendte nemlig hans dybe, personlige hemmelighed, og den syntes han, at de skulle informeres om, inden han tog afsted.

Søren P. Rasmussen er homoseksuel. Men det var først, da han var i lære som speditør i Herning, at han fortalte om det.

“Jeg har nok altid vidst, at jeg var homoseksuel. Men dengang fyldte seksualitet ikke så meget. Jeg sprang rigtigt ud af skabet, da jeg flyttede til Herning. Her brugte jeg det gode, gamle homotrick, at man fortæller det til én, som man ved, vil sladre,” fortæller han.

Det var dog straks værre at give forældrene besked.

Bølgerne gik højt

For forældrene var formet af en tid, hvor seksuel frigørelse og seksualitet ikke var noget, man snakkede om. Men den store løsrivelse fandt sted med forældrenes accept.

“Det var en tid, hvor homoseksualitet ikke var 'comme il faut' (passende, red.). Jeg har siddet derhjemme i stuen og set tv-udsendelser med homoseksuelle, og hvor min far sagde, at hvis det var hans børn, så var de ikke længere hans børn. Det er det, jeg kommer af,” siger Søren P. Rasmussen:

“Jeg elsker min far, og i dag kan jeg godt forstå, at det var svært for dem. Jeg havde mange år til at vænne mig til de tanker. Det tog tid for dem. Vi havde ture, hvor bølgerne gik højt. Ja, de havde svært ved at forstå det, men vi kom igennem det, og vi kom ud på den anden side stærkere.”

I sidste øjeblik

Han og faderen fandt hinanden igen. Men det var i sidste øjeblik.

Søren P. Rasmussen kom hjem fra Chicago i foråret 1996. Få måneder efter var faderen død.

“Da jeg kom hjem, fik jeg ikke lov til at gå og dandere den, indtil jeg skulle starte på CBS til september. Så jeg hjalp min far rigtig meget på gården, og her fik vi talt det hele igennem. Der fik vi snakket rigtig meget. Vi sluttede fred,” fortæller han:

“Han forstod godt, at jeg ikke ville leve et liv baseret på en løgn. Før jeg fortalte, at jeg var homoseksuel, havde jeg en bog, hvor jeg skrev og digtede historier om, hvad jeg skulle for at holde det show kørende - og så jeg selv kunne følge med i de historier, jeg følte mig nødsaget til at fortælle. Det var ikke godt. Da lærte jeg og fik et ordsprog: “Løgn er moralsk selvmord, thi den tilintetgør hele vor menneskelige værdighed” (Immanuel Kant).”

Var nummer sjok

I 1996 startede Søren P. Rasmussen på Copenhagen Business School, hvor han tog en bachelor i filosofi. Og hvor han flyttede til Lyngby.

Året efter stillede han som første gang op til kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune. Som nummer sjok på stemmesedlen hos Venstre, som han meldte sig ind hos efter hjemkomsten fra Chicago.

“Jeg mødte op til kommunalbestyrelsesmøder og gruppemøder, og jeg blev stillet op til valget i 1997 på en sidsteplads, men endte som førstesuppleant. Et af vores medlemmer flyttede midt i perioden, og så kom jeg ind i kommunalbestyrelsen 1. januar 2000. Så man skal ikke kimse ad en sidsteplads på en stemmeseddel. Den kan jo føre til hvad som helst.”

Lokalpolitik

Inden han kom til at sidde til højbords i byrådssalen på Lyngby Rådhus, fulgte han et råd, han fik af sin mor.

“Det var noget, min mor rådede mig til: At lære Venstre at kende hele vejen rundt indefra. Da jeg stillede op i 2001, var det på andenpladsen lige efter Dorthe la Cour. Det var her, det politiske begyndte at fylde rigtig, rigtig meget. Jeg har været med i den lokale bestyrelsen, kredsbestyrelsen, amtsbestyrelsen, alle mulige udvalg. Så der har både været den politiske del og den organisatoriske del af Venstre,” fortæller han:

“Min mor lærte mig også en anden ting: I politik skal man ikke se på, hvor folk kommer fra rent politisk. Man skal se på, hvordan de er som mennesker, og hvordan de arbejder. Det er det, der afgør, om man kan arbejde sammen og nå resultater.”

“Da jeg startede her, blev det betragtet som en naturlov, at Konservative var det største parti, og at det var dem, der altid styrede slagets gang. Den del må man sige, at jeg har fået lavet om på. S, K og V er i dag lige store. Størrelsesmæssigt er det et ligeværdigt forhold i dag. Og vi fik også et bevis for, at det ikke nødvendigvis behøver at være Konservative, der har borgmesterposten i denne her by.”

Mere rummelig

Søren P. Rasmussens politiske karriere sluttede langt fra, da han mistede borgmesterposten i 2013. Og han er stolt af, hvad han nåede indtil da, fortæller han:

“Som menneske har det først at være borgmester og siden miste posten rent faktisk gjort mig mere rummelig og mere reflekterende. Jeg har prøvet både medvind og modvind. Det former én lige meget at prøve begge dele. Det har gjort mig til at bedre menneske at prøve begge dele,” siger han:

“Det har også været utrolig spændende at have haft lov til og mulighed for at komme fra sidstepladsen som nytilflytter og ende som borgmester og være med til at præge udviklingen – og det er det sjove ved situation lige nu: Alt det, jeg satte i gang, er der jo stadigvæk. Den udvikling og forandring af Lyngby, som jeg satte i gang, er det, der kører videre nu. Kontakten til Microsoft, Novozymes, Vidensbyen, det er mit værk.”

Crossfit

Da han mistede borgmesterposten, vandt han noget andet - også meget værdifuldt.

“Glæden ved også at have haft tid de sidste år til at se min nevø og niece vokse op, er en fantastisk glæde. Jeg er gudfar til Kirstine, og min mand, Klaus, er gudfar til Niels. De to børn er alt for os. Jeg har altid gerne ville have børn, men det har ikke været muligt. Så nu låner vi af mine søster i stedet.”

Når Søren P. Rasmussen ikke passer nevø og niece, hus og have i Virum og ikke mindst det politiske, træner han crossfit.

“Det er træning, hvor du bruger kroppens egen styrke. Det er verdens sjoveste sport, og så går jeg også i verdens fedeste box, som det hedder: Gladsaxe Crossfit.”

Så når talen falder på, hvad han ønsker sig i fødselsdagsgave, hvis det ikke lige er en borgmesterpost, så er det sko, han kan bruge til crossfit.

“Jeg kan jo godt lide at læse. Jeg er et af de mennesker, som ikke fik lært at skrive godt og ordentligt i skolen. Det har hele mit liv forfulgt mig som et mareridt. Nu er jeg blevet voksen, og nu er det lidt lige meget. Jeg skriver, som jeg skriver. Men det at læse, det kan jeg godt lide. Så bøger, hvor spændende mennesker og fortælling fra livet fylder, det kan jeg godt lide.”

Der er reception for Søren P. Rasmussen lørdag den 26. august kl. 13-16 i hjemmet på Mosebakken 25 i Virum.

FAKTA

Søren Peder Rasmussen

Født 6. august 1967

Søn af Niels og Ane-Lise Rasmussen

Gift med aktiehandler Klaus Bentin

0.-7. klasse: Kerte Skole

8.-9. klasse: Aarp Skolen

10. klasse: Nr. Aaby Efterskole

Højere Handelseksamen fra Vestfyens Handelsskole i Assens

1987-88 Frivillig i Den Kongelige Livgarde

1991: Udlært speditør

1991-96: Udstationeret i Chicago, USA

1996-98 Bachelor i filosofi fra CBS

1998 Læser cand.merc. i strategi, organisation, ledelse. Mangler hovedopgaven.

2000- Medlem af kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk

2010-13 Borgmester i Lyngby-Taarbæk

Vi er blevet opdraget med, at vi skulle lave noget. Bare fordi vi var børn af mine forældre, skulle vi ikke tro, at vi ikke skulle ud at bestille noget. Tingene kom ikke af sig selv. Vi har skullet lave noget fra dag ét

Søren P. Rasmussen

Publiceret: 26. Juli 2017 11:45
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!