Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Søren P. om Lyngby Hovedgade: "Vores retssamfund kommer til kort"

Venstres Søren P. Rasmussen er klar til indføre videoovervågning

I november sidste år meldte Venstres Søren P. Rasmussen klart ud, at det var på tide, at rådhuset vågnede op og fik lagt pres på politiet for at komme problemerne til livs med det, han dengang formulerede som åbenlys narkohandel på og omkring Lyngby Hovedgade.

Men her knapt et år efter er billedet stort set det samme.

Søren P. Rasmussen fortæller, at han mange gange siden er blevet kontaktet af borgere, der fortæller, at der handles med stoffer ved Baadfartens billetsalg, på Hovedgaden og ved værestedet Paradiset.

”Når jeg hører om tre steder så centralt i Lyngby, hvor det er så massivt, så mener jeg, at vi har et kæmpe problem. Vi bliver nødt til at gøre noget aktivt.”

Han mener først og fremmest, at løsningen af problemet ligger hos politiet og afviser, at det er en kommunal opgave at hyre vagtværn.

”Det er ikke rimeligt, at udgifterne bliver tørret af på kommunen,” siger Søren P. Rasmussen.

Derfor mener han, at kommunen bør lægge et massivt pres på justitsministeriet for at få de betjente, der skal til for at få situationen under kontrol.

Men Lyngby-Taarbæk Kommune må også se på, hvad man som kommune kan gøre.

”Som kommune må vi arbejde med noget målrettet video-overvågning af meget specifikke områder. Og hvis der er udfordringer med, om det er noget, vi må eller ikke må, så må vi se på det. Den åbenlyse handel med stoffer på og omkring Hovedgaden skal stoppes, og hvis vi er nødt til at udfordre de retslige barrierer, der er, for at få det stoppet, så må vi gøre det,” siger Søren P. Rasmussen.

“Jeg er ikke naiv, for selvfølgelig foregår der handel med stoffer, så længe der er et marked for det. Men det er den åbenlyse handel, der virker så provokerende. De sender et signal til samfundet om, at de er helt ligeglade. Men jeg kan ikke have på min samvittighed, at 12-13-årige børn kan gå ind fra gaden og blive fanget ind i det her,” siger Søren P. Rasmussen.

Han er selv blevet spurgt om han ville købe ”noget” på Lyngby Hovedgade.

”Men den forfulgte jeg altså ikke. Jeg gik bare videre,” siger han.

Han er ikke i tvivl, at ”det” han blev tilbudt at købe var stoffer.

”Og det er det, der er problemet. Man kan se, at det foregår helt åbenlyst. Men vi er fanget i et vakuum, hvor retssystemet åbenbart ikke slår til, og der må vi insistere på, at vi får allokeret de ressourcer, der skal til. Vi kan ikke stå model til, at vores retssamfund kommer til kort,” siger Søren P. Rasmussen:

”Vi skal have stoppet det her, og vi må have de nødvendige værktøjer til at skaffe beviser.”

Ifølge Søren P. Rasmussen kan det betyde, at SSP skal have tilført nogle ressourcer eller omprioritere de eksisterende, så de får nogle bedre muligheder for at løfte opgaven.

Hvis politiet mangler værktøjer, så mener Søren P. Rasmussen, at de må melde ud og sige, hvad de mangler for at kunne stoppe det:

“Kriminalitet ændrer sig hele tiden, og det er min fornemmelse, at man på Christiansborg er lydhøre.”

Publiceret: 11. Oktober 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt