Torsdag blev hun fejret ved en reception af sine konservative partifæller i Rudersdal-kredsen, hvor hun er opstillet som folketingskandidat.
Den nyudnævnte minister fik lov at holde et par minutters pause i strømmen af gratulanter, der alle gerne ville ønske personligt tillykke med det flotte karrierespring.
"Jeg havde ikke selv forestillet mig, at det her skulle ske. Da Lene Espersen ringede og spurgte, om jeg ville være socialminister, sagde jeg ja med det samme. Det føltes bare helt rigtigt, og det er helt klart en ønskepost for mig," smiler Benedikte Kiær.
Den 40-årige minister og cand. scient. pol. har i det civile liv primært beskæftiget sig med kommunikation, mens hun i det politiske liv har siddet på et bredt spekter af poster, senest som medlem af Region Hovedstaden og gruppeformand for De Konservative i Region Hovedstaden. Hun har ikke tidligere arbejdet direkte med det sociale område, men kender til problematikkerne.
"90 procent af arbejdet i regionen handler om sundhedsområdet, og som gruppeformand har jeg haft fingrene nede i alle områder. I regionsarbejdet har jeg tit tænkt, om man ikke godt kunne have grebet ind før, sikret bedre hjælp til den ældre, så vedkommende fx ikke blev dårligt gående og mere og mere syg, og de snitflader mellem sundhedsområdet og det sociale område tager jeg med mig i mit nye job."
Dagens reception i den smukke gamle kursusejendom Rolighed i Skodsborg med udsigt over Øresund byder på hors d'oeuvre, kølig hvidvin og ressourcestærke gæster. En virkelighed, der står i skarp kontrast til de arbejdsopgaver, der venter Benedikte Kiær.
"Mine største fokusområder bliver de socialt udsatte grupper. Dem som lever i fattigdom. Det gælder for eksempel de hjemløse. Vi skal i gang med en hjemløsestrategi. Vi skal også se på de udsatte børn og unge, som er en helt aktuel problematik lige nu (Brønderslev og Sønderborg-sagerne, red.). Jeg vil også gerne ind og se på socialpsykiatrien. Vi skal spotte de psykisk syge unge tidligere, end tilfældet er i dag. Vi skal gribe ind, når fx en ung pige i folkeskolen opdages med en spiseforstyrrelse. Det dur ikke, hvis problemet gror fast. Derfor skal vi forhindre, at pigen bliver så syg og behandlingskrævende, at hun ender på førtidspension. De ensomme ældre er også et af mine vigtige fokusområder. Derudover ligger der en række ting i regeringens arbejdsprogram , blandt andet en styrket inddragelse af de frivillige organisationer i det sociale arbejde, en samlet ghettostrategi for at modvirke social udstødelse og en handlingsplan for stofmisbrug, hvor vi skal ind og hjælpe narkomaner."
Fokusområderne er alle en del af regeringens arbejdsprogram Danmark 2020.
"Der er mange områder at tage fat på. Fx ligger der også et stort arbejde i hele diskussionen omkring fattigdomsindikatorer," siger Benedikte Kiær med henvisning til endnu et punkt i regeringens arbejdsprogram.
EU har udnævnt 2010 til året, hvor der skal fokus på fattigdom og social udstødelse.
Helt i tråd med regeringens formuleringer afviser den nye minister at sætte kroner på begrebet fattig.
"En relativ fattigdomsgrænse siger ikke noget om, hvilken livssituation man står i. Vi skal se på, hvad det er, der er med til at indikere, at man lever i fattigdom. Når man har de instrumenter, kan man sætte ind med den rigtige indsats. Sundhedstilstand, uddannelsesniveau og boligforhold er også nogle af de faktorer, vi skal vurdere. Studerende eller andre, der for en tid selv har valgt at leve for begrænsede økonomiske midler, er jo ressourcestærke personer. Vi skal vurdere, hvem der reelt har behovet, hvem der har store sociale problemer og risiko for udstødelse. Det er dem, vi skal hjælpe."
Ministerens forgænger, Karen Ellemann, der også har en politisk fortid i Rudersdal, slap uheldigt fra en udtalelse, hvor hun glædede sig over, at flere søgte hjælp hos de frivillige organisationer op til jul. En stigning, der kunne skyldes, at flere vidste, hvor de skulle søge, mente hun. En anden tolkning kunne være, at behovet for hjælp var vokset, og at der dermed var flere fattige end hidtil.
"At flere søgte julehjælp sidste år ser jeg som en meget naturlig konsekvens af den økonomiske situation, landet befinder sig i nu. Det er en global krise, som vi stadig er i gang med at håndtere og komme ud af. Det betyder blandt andet, at nogle har mistet deres arbejde, hvilket er et stort indgreb i dagligdagen. Det er en kedelig konsekvens af krisen, men her er det ekstremt vigtigt, at vi får fulgt op, så man som fx børnefamilie ikke oplever det som en varig situation."
Mange af de nævnte tiltag handler om at sætte tidligere ind, at forebygge at sygdom, fattigdom og sociale vilkår ender med at udstøde den enkelte eller familien fra samfundet. Men instrumenterne til at gøre noget ved det, findes allerede i stor udstrækning hos kommunerne i dag. Hvor kan den nye socialminister gøre en forskel?
"Heldigvis er der gode ting i gang allerede. Det skal vi fortsat gå ind og styrke. Men der er fortsat mange opgaver at tage fat på. Personligt har jeg nogle erfaringer på ældreområdet og inden for psykisk syge, hvor jeg kan bidrage," fremhæver Benedikte Kiær.
Selv om det lyder som et udredningsarbejde, der ikke kan klares i en håndevending, så bebuder ministeren snarlig handling.
"Vi har forhandlinger om finansloven i efteråret og en satspulje på over en milliard, og jeg kommer med en række forslag, så vi har travlt i ministeriet. Vi har rigtig travlt," konstaterer hun, inden hun smilende iler tilbage til gæsteopbuddet.
Publiceret: 08. Marts 2010 11:00