Glæden var stor, da Venstres gruppeformand, Søren P. Rasmussen, bød Curt Købsted velkommen i Venstre. Foto: Lars Schmidt
Glæden var stor, da Venstres gruppeformand, Søren P. Rasmussen, bød Curt Købsted velkommen i Venstre. Foto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Smuttede fra DF: Curt Købsted går til Venstre

Den frafaldne DF’er genopstiller ved kommunalvalget for den faste samarbejdspartner gennem de seneste to valgperiode, Venstre

Det tidligere medlem af Dansk Folkeparti, Curt Købsted, er ikke længere løsgænger i kommunalbestyrelsen.

I mandags meldte han sig ikke overraskende ind hos den faste samarbejdspartner gennem de seneste to perioder i kommunalbestyrelsen, Venstre, som han også håber at genopstille for, når der er kommunalvalg til november.

At valget faldt på Venstre og en fortsættelse af den politiske karriere, var helt naturligt for 73-årige Curt Købsted:

“Mit samarbejde med Venstre har altid fungeret godt, og som flere har bemærket, har jeg ofte stemt det samme som Venstre, da mine holdninger har været de samme. Derfor er valget faldet på dette parti,” siger han:

“Politisk har jeg stor respekt for den udvikling, Venstre har været med til at skabe i kommunen gennem blandt andet etableringen af Vidensbyen, nye, lokale arbejdspladser og stor fokus på ældreområdet, hvor der både blev renoveret og bygget nye plejeboliger i de fire år, Venstre havde borgmesterposten.”

Venstres gruppeformand, forhenværende borgmester Søren P. Rasmussen, er glad for, at Curt Købsted har valgt Venstre, og at Venstres gruppe nu er oppe på fire medlemmer igen.

“Vi er både glade og stolte over, at Curt vil være med hos os. Jeg har kendt Curt i 10 år. Han har sine meninger og kæmper for det, han tror på. En god politiker er en, der ikke står og råber ud til folket, men som er man til at finde løsninger i fællesskab. Både gruppen og bestyrelsen er rigtig glade for at invitere Curt med på holdet, og vi ser frem til et godt samarbejde med ham,” siger han til Det Grønne Område.

Smækker ikke med døren

Det var samarbejdet internt i den lokale afdeling af Dansk Folkeparti, som sammen med partiets holdninger på flygtninge- og indvandrerområdet i januar fik Curt Købsted til at forlade partiet og i første omgang fortsætte i kommunalbestyrelsen som løsgænger.

I Venstre føler Curt Købsted sig mødt på sine holdninger på flygtninge- og indvandrerområdet, fortæller han til Det Grønne Område:

“Jeg er aldrig kommet med meget rabiate udtalelser om det emne. Havde jeg det som væsentligt hovedpunkt, var jeg gået ind i landspolitik. Vi er underlagt landets lovgivning på det her område. Selvfølgelig ser jeg gerne indvandringen begrænset, men når der er en lovgivning på området, så skal vi jo følge den,” siger han:

“Jeg har ikke været ude på noget tidspunkt med diskriminerende ting, men jeg har da holdninger til det, men dem kan jeg ikke bruge til noget i det lille lokalområde, vi bor i. Her må vi løse opgaven i fællesskab,” siger Curt Købsted og sender en udramatisk afskedssalut i retning af Dansk Folkeparti:

“Jeg smækker ikke med nogle døre. Det hører fortiden til. Og fortiden kan jeg ikke ændre på. Jeg vil ikke kaste med mudder. Nu kigger jeg fremad.”

FAKTA

Curt Købsted, 73 år, har nu været medlem af tre politiske partier:

Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti og Venstre

I det civile liv arbejdede han som edb-supporter, uddannet inden for regnskab og økonomi

Han har været medlem af kommunalbestyrelsen siden 201o og er medlem af socialudvalget og beskæftigelsesudvalget

Publiceret: 30. Marts 2017 07:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
ANNONCER
Se flere