foto : Bjørn Nielsen, www.bpln.dk
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

SkyRoller på Bakken frifundet, men fortsat lukket

Tilsyneladende fungerer alt som det skal i forlystelsen Skyroller. Det er konklusionen på de tekniske undersøgelser. Det skriver Bakken onsdag i en pressemeddelelse

Den teknologiske rådgivningsvirksomhed Force Technology har sammen med politiet tirsdag den 10. april foretaget undersøgelser på forlystelsen SkyRoller på Bakken for at klarlægge, om forlystelsen har været behæftet med fejl, siden en 12-årige dreng fik det dårligt efter at have prøvet forlystelsen i weekenden. Undersøgelserne viser, at SkyRoller ikke har været behæftet med fejl eller mangler, og at forlystelsen holder sig inden for de tilladte grænseværdier for G-påvirkning i forlystelser. Forlystelsen er dog fortsat lukket og endnu ikke frigivet af politiet.

Det har i flere medier siden hændelsen stået skrevet, at drengen under sin tur i forlystelsen har forsøgt at stoppe omdrejningerne i den flyver, han sad i, ved at slippe styret, men at flyet ikke er ophørt med at rotere om sig selv, hvilket har været benævnt som fejlagtigt. Dette er imidlertid ikke korrekt.

“Det er korrekt at sige, at man kan undlade at sætte den flyver, man selv sidder fastspændt i, i rotation om sig selv, hvis man underlader at sætte vingerne i bevægelse via styret. Da vil flyveren blot dreje rundt om selve forlystelsens akse. Men sætter man først sit eget fly i svingninger, så det kommer op i fart og roterer om sig selv, da vil det ikke stoppe, selv om man slipper styret og sætter vingerne i neutral position. Da vil flyet fortsætte med at rotere om sig selv, men gradvist aftage i fart og med tiden stoppe helt - alt efter hvor meget fart man har fået opbygget i flyet og svingningerne undervejs,” siger Jens Dahlslund fra Force Technology.

Flere undersøgelser

Når politiet har valgt fortsat ikke at frigive SkyRoller skyldes det, at man ønsker yderligere eksperters vurdering af forlystelsen og dens G-påvirkning.

“SkyRoller holder sig inden for de tilladte grænseværdier for G-påvirkning i forlystelser,” siger Jens Dahlslund.

Årsagen til at den 12-årige dreng har fået det skidt efter at have prøvet forlystelsen skal derfor undersøges yderligere af politiet, før forlystelsen kan blive frigivet, herunder om der er andre faktorer i den måde, forlystelsen er konstrueret på, som kan påvirke det tryk, man i forlystelsen kan risikere at blive udsat for.

Det er den velrenomerede tyske producent Gerstlauer, der står bag forlystelsen SkyRoller, som kom til Bakken i 2014.

På Bakken beklager man fortsat hændelsen og ser på situationen med alvor.

“Det er meget beklageligt og uheldigt, at en af vores gæster har fået det skidt efter at have prøvet en af vores forlystelser. Vi afventer fortsat eksperternes vurdering af forlystelsen samt politiets vurdering heraf. Først herefter kan vi sige mere om, hvornår og hvordan SkyRoller atter måtte komme i drift på Bakken,” siger Nils-Erik Winther, administrerende direktør for A/S Dyrehavsbakken.

Publiceret: 12. April 2018 11:15
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område