Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Retssag: Fartbøder for retten

I sommeren 2015 fik mere end 2.500 bilister en bøde på en enkelt dag, da Nordsjællands Politi indledte 'blitz-krig' på Helsingørmotorvejen. Også vejarbejdet på Lyngby Omfartsvej udløste i samme periode en sand bøderegn.

Fartskiltningen og placeringen af politiets automatiske trafikkontrol, de såkaldte ATK-biler, ved vejarbejdet ved Lyngby Omfartsvej og Helsingørmotorvejen har i følge mange bilister været så ringe henover sommeren 2015, at mange bilister føler sig så uretfærdigt behandlet over at have modtaget en fartbøde, at de har valgt at lægge sag an mod politiet.

En af dem, der dengang blev blitzet på Lyngby Omfartsvej var Ulla Hagen, der efter hun blev blitzet henvendte sig avisen, fordi hun sad tilbage med følelsen af, at hun var chanceløs, og at skiltningen var helt utilstrækkelig.

Ulla Hagen var blandt de 667 bilister, der på denne strækning kunne nøjes med et klip i kortet. 1.047 bilister stod til en betinget frakendelse af kørekortet. I alt blev 5.378 bilister foreviget af politiets fotovogn på denne strækning i maj og juni.

Også på Helsingørmotorvejen var den helt gal. Alene den 29. juli 2015 kørte mellem 160 og 170 blister så stærkt, at de – ubetinget eller betinget - fik frakendt kørekortet. De frakendelser skal nu køre for Retten i Lyngby og sagen startede den 23. januar.

Advokat Poul Bach fører sagerne for de mellem 150-160 bilister, der - ubetinget eller betinget - har mistet deres kørekort efter at være blevet fotograferet ved vejarbejdet på Helsingørmotrvejen.

Han mener, at det er helt urimeligt, at man kan udskrive mere end 2.500 bøder på en enkelt dag fra en enkelt fotovogn på et sted.

"De mennesker jeg repræsenterer er ganske almindelige borgere, der for en dels vedkommende aldrig før har fået en bøde. Nogle af dem er ældre damer. Sådan nogle bilister man bliver irriteret over i trafikken, fordi man synes de kører for langsomt. Nu har de pludselig mistet kørekortet,” siger Poul Bach, der mener, at skiltningen på den pågældende strækning af Helsingørmotorvejen tæt på Hørsholm har været mangelfuld og at det er derfor så mange bilister kørte direkte i fartfælden.

”Mit bud er at kameraet har været rødglødende. Når man skilter så fejlagtigt og dårligt at folk ikke kan se skiltningen, så har den ikke været der og man undergraver tilliden til det offentlige som retfærdig myndighed og politiet som ordensmagt, der passer på folk,” siger han.

Naturligvis kan man ikke på forhånd sige, hvad sagens udfald bliver, men Poul Bach er optimistisk.

"Altså … jeg ville ikke føre sagen hvis ikke jeg troede jeg kunne vinde, men det er i sidste ende dommeren, der afgør det,” siger han. Sagen begyndte den 23. januar i Retten i Lyngby og der afsiges dom den 9. februar samme sted.

Publiceret: 06. Februar 2017 12:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere