Redaktørens kommentar: Det er 'spinnende' nye tider

Af
Lars Schmidt

redaktør

Det Grønne Område

KOMMENTAR Det kunne godt ligne noget af en barmhjertighedsgerning, da et flertal af partierne i kommunalbestyrelsen valgte at føje Konservative, som var i mindretal og i fare for at blive stemt ned, og sende behandlingen af Sorgenfri Torv til fornyet udvalgsbehandling - igen-igen.

Konservative trak offerkortet ved kraftigt at understrege, at det var urimeligt, at man i den 10-m/k store gruppe ikke havde haft tid til at drøfte et nyt forslag for processen omkring torvet ordentligt. Efter en del debat frem og tilbage gav de 11 øvrige politikere - fra S, R, V, SF og EL - sig.

For man ville enigheden. Og man ønskede ikke at give Konservative et nederlag på så vigtig en sag som Sorgenfri Torv.

Begge dele kan der være mange årsager til. En kan være, at man ikke ønsker at give Konservative samme medvind, som partiet har med letbanemodstanden. Her straffede et flertal de konservative, og det regerende parti blev stemt ned. Og lige siden har Konservative skraldgrinet hele vejen til stemmeurnerne.

Det kan godt være, at Konservative ikke har fuldt flertal, men de styrer alligevel tingene fuldt og helt. Også når man er i mindretale. For de er dygtige til at gribe de enkeltsager, som i dén grad kan få borgerne op af stolen.

Især de to store oppositionspartier, Socialdemokratiet og Venstre, har ikke råd til endnu engang at få sin vilje i en vigtig sag og tabe tusindvis af stemmer på det.

En årsag til, at alle virker en kende forhippede på at søge enigheden kan også være, at der blæser nye, politiske vinde i Lyngby-Taarbæk Kommune. For det gør der. Ikke mindst, fordi Venstre og Søren P. Rasmussen led et kæmpe nederlag ved kommunalvalget for præcis et år siden.

Venstre har tydeligvis helt opgivet kampen om magten i kommunen, og det gør helt automatisk, at der er blevet noget mere stille. Dramaet er forsvundet, og de eneste, som engang imellem puster lidt til debatterne, er Socialdemokratiet. Som i øvrigt også led et stort nederlag for et år siden og derfor også har nogle sår at slikke.

Lige nu er der momentum, hvis man søger enighed og konsensus. Det er nærmest upopulært at ville det modsatte end enighed. Derfor danser viceborgmester Simon Pihl Sørensen en svær linedans for tiden. Selv om politik jo ikke nødvendigvis handler om at blive enige, men om at lade forskellige holdninger brydes og i sidste ende lade dem, der har flest stemmer, om at bestemme.

Men sådan er det ikke i sagen om Sorgenfri Torv. Her blev det tydeligt demonstreret, at det er dem, med færrest stemmer, Konservative, der bestemmer. Simon Pihl havde muligheden for at få skred i den langtrukne sag om Sorgenfri Torv, men lod Konservative få deres vilje til at trække en beslutning om Sorgenfri Torv endnu mere i langdrag.

Men lad os nu se, hvordan Konservative handler, hvis man ikke får sin vilje i det lange løb. Det er der en reel mulighed for. For hvor langt skal de øvrige partier bøje af for enighedens og samarbejdets skyld? Det er der formentlig mindst seks forskellige meninger om i kommunalbestyrelsen. Og derfor er der stadig spænding om, hvad der kommer til at ske i sagen.

Den udvalgsbehandling, som sagen får nu, og som skal resultere i en behandling af sagen i kommunalbestyrelsen 22. november, er én ting.

Arbejdet i kulisserne er en anden.

I forhold til tidligere på året har Venstre flyttet sig, så der nu er flertal imod Konservative. Det var den situation, Simon Pihl benyttede sig af. Det konservative modsvar bliver spændende at se. For hvor langt rækker den radikale venlighed over for Konservative? Mon ikke borgmester Sofia Osmani tager sig nogle gode snakke med venligtstemte Gitte Kjær-Westermann for at forsøge at vende flertallet?

Meget kan der ske på tre uger fra det seneste møde i kommunalbestyrelsen og frem til det næste. Tre uger, som nu er blevet til en uge og to dage. Meget 'spinnende'...

Vi var dog aldrig havnet i denne situation, hvis ejerkredsens helhedsplan havde været spiselig nok. Udfordringen ved denne plan er, at Sorgenfri vil få endnu et massivt boligbyggeri lige ud til Hummeltoftevej. Den store bygning på Politigrunden er lidt af en mundfuld for de, der gerne vil, at området bevarer sin karakter. Lige netop dét har Konservative været dygtige til ikke at undervurdere. Og derfor har man fordelene på sin side. Selv om man er i mindretal.

Publiceret 14 November 2018 15:00

SENESTE TV