Redaktørens kommentar: Autistiske Martin er kastebold

Af
Lars Schmidt

redaktør

Det Grønne Område

KOMMENTAR En kommune bør bedømmes på den måde, som den behandler sine svageste borgere på - de borgere, som har svært ved at klare sig selv.

10-årige Martin er autisk. Han skulle have haft "et passende" skoletilbud ved skoleårets start i august. Det lovede Lyngby-Taarbæk Kommune. For et passende skoletilbud er noget, kommunen har pligt til at sørge for.

Men kommunen kunne ikke overholde sit løfte. Altså, medmindre man fra kommunens side synes, at "et passende" skoletilbud for Martins vedkommende først er at tilbringe tre uger på en hospitalsskole og herefter to timer dagligt med eneundervisning på en folkeskole, som ikke rigtigt har plads til ham?

I dag får han undervisning to timer om dagen, afsondret fra andre børn. Resten af dagen sidder han derhjemme på sin computer. Alene. Før det hele gik op i rod, havde Martin en skoledag fra kl. 8-12 og nogle dage fra kl. 8-14. Han har således været vant til at have en fuld skoledag. Det kan man vist ikke sige, at han på nogen måde har i dag.

Det specialiserede børneområde, som det hedder så fint i offentlig lingo, er under stort pres. Der er mange børn, som får en diagnose. Mange flere, end man forudser ude i kommunerne. Så når der er pres på, kommer det bag på kommunerne. Og det går ud over børnene.

Lykkeligvis har politikerne i det nye budget sat penge af til en udvidelse af Sorgenfriskolen og til en ny gruppeordning på Trongårdsskolen for autistiske børn.

Men det er bare ikke godt nok for Martin på den korte bane. Om det er det på lange bane, er tvivlsomt. Lige nu og her undervises han af en lærervikar uden at blive vurderet af fagpersoner. Fra midt-august og frem til 1. november, hvor gruppeordningen starter på skolen, er der lang tid for et barn med autisme.

Den gruppeordning burde have været på plads ved skoleårets start. Men skolen har "kapacitetsudfordringer", som de så fint hedder på kommunedansk.

Reelt betyder det, at det er de svage og sårbare børn, som skal tilpasse sig de kommunale rammer. Desværre er det ikke omvendt: At rammerne tager hensyn til de sårbare børn. Det er et valg, man har taget fra politisk hold. Eller rettere: Har været tvunget til at tage. For det økonomiske pres på kommunerne er stenhårdt fra regeringens side.

Og det går ud over levende mennesker, som ikke har det for nemt i forvejen.

Kritikken fra Martins mor lyder med rette på, at kommunen hele tiden løser tingene på bagkant. Så: Hvordan kommer kommunen på forkant med udviklingen inden for det specialiserede børneområde, så vi undgår, at sårbare børn - som Martin her - ender som uskyldige kastebolde i det kommunale system?

Vi har at gøre med en 10-årige dreng, som grundet sin sygdom i forvejen har det rigtig svært med relationer. Han placeres isoleret fra andre børn og vil på den måde få sværere ved at lære at skabe sig relationer. Drengen har autisme og har mere end noget andet brug for faste rammer. Faste rammer er det eneste, kommunen ikke giver ham. Fordi man agerer på bagkant. Man vil hellere først handle på tingene, når skaden er sket. Er det i orden?

Publiceret 11 October 2018 11:45

SENESTE TV