Redaktørens kommentar:

Kan vi vente til i morgen på en god løsning?

Af
Af Lars Schmidt

redaktør

Det Grønne Område

Der er forståeligt skarpe, lokale reaktioner på det svarbrev, som den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen har sendt til de storkøbenhavnske borgmestre, der forståeligt er dybt frustrerede over, at politiet ikke har ressourcer nok til at prioritere lokale indsatser. “Der kommer en god løsning i morgen.” Det er groft sagt det lidt småflabede og overfladiske svar, ministeren sender til de bekymrede borgmestre - og således også til partifællen i Lyngby, hvor der bestemt er kedelige ting at slås med. “Der kommer en god løsning i morgen.” Det er - efter at forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i ét væk rablede denne sætning af sig, da hun i 2012 var trængt op i en krog om betalingsringen - blevet en frase, møntet på politikere, der ikke rigtigt kan eller vil svare konkret og specifikt, men hellere vil træde vande og købe sig tid. “Der kommer en god løsning i morgen.” Det er det, der står mellem linjerne i Søren Pape Poulsens var til de bekymrede borgmestre, som i det daglige - og ikke mindst i den igangværende valgkamp - slås med at skulle forklare utrygge borgere og handlende, hvorfor der ikke rigtigt kommer politi ud, når man kalder. Vi har oplevet det i det centrale Lyngby, hvor der i mere end et års tid har foregået åbenlys narkohandel og bandekriminalitet, uden at det er lykkedes vores ellers ganske dygtige ordensmagt på nogen måde at dæmme op for det. Man har hellere villet flyve med helikopter over Nørrebro og bruge masser af ressourcer på at få banderne i København til at lade være med at skyde på hinanden hele tiden. En rigtig prioritering, for København skal ikke være skydetelt, og politiet skal - ud fra de ressourcer, man tildeles - naturligvis vægte opgaverne op imod hinanden. Men skal politiledelsen virkelig sættes i en situation, hvor man må slå ud med armene i opgivelse og signalere, at der er opgaver, man ikke magter længere? Og er det godt for vores samfund, for vores retsbevidsthed, at politiet ikke kan dæmme op for flabet, åbenlys narkohandel. Selvsagt er ovenstående et retoriske spørgsmål. Ingen af os, borgere, politikere og politi, vil svare ja til spørgsmålene. Ingen af os ønsker, at kriminaliteten, især den hårde af slagsen, nærmest foregår på åben gade. Eller foregår, hvor alle ved det. Det er der ingen, der ønsker. Alligevel er det det, der sker. Og det griber om sig. Konsekvensen af politiets manglende ressourcer udmøntede sig for nylig i en trafikulykke, der kunne være gået rigtig, rigtig galt. En 49-årig familiefar kørte - med sin søn i bilen - ind i en asfaltbunke på Caroline Amalievej. Bilen med far og søn i fløj op i luften og endte på taget. Ingen kom heldigvis alvorligt til skade. Men ulykken kunne være undgået. I timerne op til ulykken havde en beboer på vejen gentagne gange ringet til politiet, fordi asfaltbunken lignede noget, der kunne skabe farlige situationer. Politiet? De affærdigede beboeren og rykkede først ud, da ulykken var sket. Jaja, det kan selvfølgelig skyldes både dårlige medarbejdere og dårlig ledelse hos politiet, at lige netop denne situation sker. Men: Det tror vi nu ikke på. Vi formoder, at politiet på grund af ressourcemangel må sortere så voldsomt i opgaverne, at man gang på gang må afvise de mennesker, der ringer ind og har brug for hjælp. I flere kommuner laver man private vagtværn for at dæmme op for de indbrud, som politiet vælger ikke at bruge kræfter på. Sidste år skrev vi om et sådant ved Furesøen i Virum. Og nu har politikerne sagt ja til et privat vagtværn i Hovedgaden. Er det virkelig den vej, vi vil gå? Er det virkelig det samfund, vi vil have? I Lyngby-Taarbæk er partierne enige om, at justitsministeren og Folketinget skal presses til at give politiet flere ressourcer, så ordensmagten også kan arbejde lokalt. Disse partier i Lyngby har en forbandet pligt til at handle på ordene. Så, kære politikere: Hvornår og hvordan sender I en presbold afsted til Søren Pape Poulsen? Lad os høre - og gerne inden valget

Publiceret 01 November 2017 15:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV