Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Redaktørens kommentar: Støtten til Søren P. Rasmussen svinder ind

Af Lars Schmidt, redaktør, Det Grønne Område

KOMMENTAR Dansk Folkeparti, der sidder med kun ét mandat ud af de i alt 21 i kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune, indleder det kommunale valgår ved at lægge afstand til det parti, man i nogle år nu har været fast støtteparti til.

Dansk Folkeparti har forlængst og som et af de første partier valgt kandidater og også spidskandidat, så der er ingen tvivl om, at partiet holder et skarpt, skarpt fokus på kommunalvalget i november.

Og man har hurtigt indset nødvendigheden af, at man skal markere sig med en langt tydeligere DF-profil, end man har gjort i de seneste år, hvor den venligste betegnelse for DF i kommunalbestyrelsen har været, at man er støtteparti for Venstre.

Ikke nok med, at Dansk Folkeparti ikke just har prioriteret at markere sig som et parti, der står fast på egne ben, så har man fulgt Venstre i nærmest tykt og tyndt.

Men nu er alvoren efterhånden gået op for baglandet: For der bliver voldsom kamp om stemmerne denne gang - ikke mindst på den fløj, som Dansk Folkeparti repræsenterer.

Partiet Nye Borgerlige er på banen og klar til kamp om holdninger og stemmer. Nye Borgerlige går stenhårdt efter at kapre stemmer fra DF, og derfor kan Dansk Folkeparti ikke leve med, at man her i kommunen nærmest er stemmekvæg for Venstre. Det er i hvert fald sådan, partiets ageren i de seneste år beskrives.

Så Dansk Folkeparti slår nu fast, man ikke er gift med Venstre. Samtidig åbner man for et samarbejde med de øvrige partier - og nævner specifikt Socialdemokratiet.

Og det er der egentlig heller ikke noget mærkeligt i. Socialdemokratiets vælgere er yderst attraktive for DF. For ganske rigtigt er der - ikke mindst på det sociale område, børne- og ældreområdet - et større interessefællesskab end det, som DF har haft med Venstre.

Så mens Nye Borgerlige satser på at gå på strandhugst efter vælgere hos Dansk Folkeparti, håber DF at kunne gøre det samme hos Socialdemokratiet. Og et godt bud herfra er, at DF vil forsøge at tiltrække de S-vælgere, som langt fra er tilfredse med Socialdemokratiets holdninger på flygtninge- og indvandrerområdet.

Dansk Folkeparti forsøger dog at spille på to heste her.

For godt nok trækker man sig fra Venstre for at gøre sig interessant som samarbejdspartner over for de øvrige partier - og disses vælgere. Men man understreger, at man har et virkelig godt samarbejde med Venstre - samtidig med, at man lægger afstand til den ellers så gode samarbejdspartner. Det er lidt som at blæse og have mel i munden samtidig.

Lidt af en balancegang fra et parti, som kun sidder på ét mandat i dag.

Mens Dansk Folkeparti nu forsøger denne balancegang med tungen lige i munden, kan Venstres leder og borgmesterkandidat, Søren P. Rasmussen, blot sidde og se på, at det svinder mere og mere i støtten til ham.

Han har ikke lagt skjul på, at han rigtig gerne vil være borgmester igen. Så meget smag fik han for det i årene 2010-13, at han nu er helt stålsat på at vinde den borgmesterpost tilbage, som han mistede til Sofia Osmani ved kommunalvalget i november 2013.

Dansk Folkeparti var 'last man standing' i støtten til Søren P. Rasmussen. De øvrige partier, der støttede Søren P. Rasmussen ved den overraskende konstituering i december 2009, faldt fra frem til valget i 2013: Socialdemokratiet, Radikale, SF og Dansk Folkeparti.

Og nu er det ikke længere sikkert, at den forhenværende V-borgmester kan regne med de gamle venner.

Så hvad gør Søren P. Rasmussen nu, hvor han og Venstre synes at stå alene tilbage? Det er formentlig det, han og partiet er godt i gang med at overveje i disse dage. For hvem skal man så vende sig til for at få støtte? Og hvad kan man tilbyde?

Det kan godt være, at vejen tilbage til borgmesterkontoret i forvejen syntes lang for Søren P. Rasmussen. Med Dansk Folkepartis udmelding er den vej nu blevet endnu længere og noget mere bumpet.

Så de to eneste reelle kandidater til borgmesterposten - nu, hvor vælgerne nok så væsentligt endnu ikke er blevet spurgt - er Sofia Osmani (K) og Simon Pihl Sørensen (S). Men omvendt: Det er Lyngby-Taarbæk, så man skal aldrig helt sige aldrig. Og det er måske her, Søren P. Rasmussens eneste chance reelt ligger.

Publiceret: 10. Januar 2017 11:45
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere