Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Redaktørens kommentar: En stille bøn om fairness før kommunalvalget

Af Lars Schmidt, redaktør, Det Grønne Område
SOSEScript: GetTrueLastModified.js failed executing with the following error: Error on line 30 position 2: Connection failure

Hvor vigtigt er det for kandidaterne til kommunalvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen? Hvor vigtigt er det for partierne at have et godt valg?

Er det virkelig så vigtigt, at man helt uden skrupler tilsidesætter al ordentlighed og menneskelig anstændighed?

Det ser unægteligt sådan ud.

Kandidaterne giver den gas lige nu, og det i en sådan grad, at luften ikke er ved at gå af ballonen. Nej, ballonen er ved at sprænge. Læserbreve i Det Grønne Område, opslag i lokale grupper på Facebook, debatter under opslag på Facebook og andre steder.

Der bliver smadret igennem, som man siger. Intet er helligt - og alt tilladt. Tilsyneladende. Målet helliger midlerne, hvor brutale disse midler end er. Ingen bliver skånet. Alle forsøges jordet. Og det er helt hæmningsløst.

I sidste uge kunne man f.eks. opleve, at ulvekoblet samlede sig om at tvære en ny kandidat ud og få kandidaten til at gå imod linjen i det parti, vedkommende stiller op for. Det handlede om at få kandidaten lokket så meget på afveje og helt ud på den tyndeste glatis, at vedkommende ville blive sortlistet og frosset ude af sit parti lang tid, inden fotoet til valgplakaten er blevet taget.

Og ja, denne signatur er helt og aldeles klar over, hvem der efter denne kommentar kommer til at stå for tur, når gadens parlament især på Facebook afsiger dommen. Det er vi helt på det rene med. Vi har været der før, og vi kommer til at være der igen: I skudlinjen. Det giver hård hud. Og det er godt at have her i kommunen. Nødvendigt.

Det er bare ikke alle, der får hård hud. Eller sætter lige så stor pris på hård hud, som vi gør.

Inden vi går videre, skal der lige indskydes et par bemærkninger. For vi er udmærket klar over, at vi lige nu skyder på alle - og ingen. Men formålet er ikke at skyde eller hænge navngivne ud. Formålet er at få fjernet den offentlige gabestok og få debattørerne - især de hidsige og meget målrettede af dem - til at reflektere over egne gerninger og eget ansvar for den politiske debat.

Det lokale demokrati har brug for engagerede mennesker, der vil gøre en helhjertet indsats for at gøre Lyngby-Taarbæk Kommune til den bedste kommune at bo i, at drive virksomhed i, at arbejde i.

Det lokale demokrati har brug for kvalificerede, dygtige kandidater, som vil investere rigtig meget tid i kommunens ve og vel.

Men hvem har lyst til at det, når det meste tilsyneladende handler om regel nummer ét i kommunalvalgets barske junglelov: Jord - eller bliver jordet.

Har vi dygtige, engagerede kandidater, som bliver til dygtige, engagerede kommunalbestyrelsesmedlemmer, er det godt for os alle. For så er der en rigtig stor chance for, at der bliver truffet kvalificerede, velovervejede beslutninger.

Lige nu skal hver en udmelding tjekkes efter, måles og vejes. For det er ikke til at vide, hvad der er op eller ned på sagerne, hvad der er rigtigt eller forkert, sandt eller falsk.

Nyheder, historier, orientering og oplysning drukner i bagtanker og skjulte dagsordener. Men kun så længe, kandidater og partier tillader det. For det er nemlig et valg.

Som kandidat og parti vælger man selv, hvor langt man vil gå. Man vælger, om man - som det er i gang med at ske lige nu, har vi fået at vide - vil være med til at grave skidt og snavs frem om modstandere fra eget og andre partier og om andre, der kunne tænkes at stå i vejen for et godt valgresultat.

Her på Det Grønne Område vil vi - så vidt det er os muligt, og det er det desværre ikke altid - efterprøve de historier, der bringes til torvs. Det har vi senest gjort med hash-sagen fra Lundtofte Skole, hvor en lille, forkølet fjer tilsyneladende er ved at blive til fem overophedede hashpiber.

Vi kan ikke følge med i det tempo, der lægges for dagen lige nu, så derfor kommer vi med en stille bøn, som egentlig falder fint i tråd med borgmesterens forsøg for nylig på at lave et kodeks for valgkampen: Lad os nu få fairness, ære og ordentlighed ind i den kommunale valgkamp i Lyngby-Taarbæk. Lad os nu diskutere politik i stedet for at svine hinanden til. Vis nu vælgerne - som rent faktisk på ingen måde er dumme på disse kanter - at I står for mere end blot et ønske om at blive valgt til en politisk post. Vis, at I vil kommunen og ikke kun jer selv.

Publiceret: 20. Juni 2017 14:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere