Selv om tingene hurtigt kan eskalere i et i øjeblikket nervøst rocker- og bandemiljø, vurderer Nordsjællands Politi ikke, at skyderiet i Lyngby bunder i en konflikt mellem to grupperinger. Foto: Local Eyes
Selv om tingene hurtigt kan eskalere i et i øjeblikket nervøst rocker- og bandemiljø, vurderer Nordsjællands Politi ikke, at skyderiet i Lyngby bunder i en konflikt mellem to grupperinger. Foto: Local Eyes
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politiet: Intet tyder på flere skyderier - eller på optrapning

Nordsjællands Politi rapporterer om nervøsitet i rocker- og bandemiljøet, hvor de forskellige grupperinger lurer på hinanden efter den seneste tids skyderier. Politiet vurderer på nuværende tidspunkt ikke, at der er tale om konflikt mellem to grupperinger

skyderi Det er et "noget mudret billede", der indtil videre tegner sig af årsagen til skyderiet i Lyngby. Det fortæller vicepolitiinspektør hos Nordsjællands Politi, Lau Lauritzen, til Det Grønne Område.

Han fortæller, at man ved, at der er tale om personer, som har tilknytning til bandemiljøet. Men ellers kan man endnu ikke fastslå, hvad der ligger til grund for, hvorfor manden, der var iklædt mørk, halvlang vinterfrakke, mørkebrun hue og halstørklæde, åbnede ild mod Sticks 'n' Sushi og ramte en 30-årig mor og en 22-årig mand med tilknytning til rockergruppen Satudarah.

”Normalt er vi ikke i tvivl, for det er nemt at identificere, hvis det er en rivalisering, der har udmøntet sig i skyderi. Men vi er ikke sikre på, hvad årsagen er, så derfor er efterforskningen stadig i gang,” siger han.

”Var der konflikt i Lyngby mellem to grupperinger, havde vi handlet anderledes, end vi gør nu. Vi har ikke set flere skyderier eller optrapning, og vi har ikke fået nogen udmelding fra banderne, om at de er i konflikt dernede, så vi har ikke et konfliktscenarie i Lyngby,” siger Lau Lauritzen, som dog understreger, at tingene hurtigt kan eskalere.

Vores øjne er på dem

”Det kan hurtigt ske, for vi kan spore, at mange i rocker- og bandemiljøet er nervøse og lurer på hinanden. Der har været mange skyderier i Storkøbenhavn, og derfor er man meget forsigtige. Man er også forsigtige, fordi man ved, at vi gør alt for at arbejde sig ind på, hvad det her handler om. De er mere forsigtige, end de plejer at være, for nu er vores øjne på dem,” siger han.

Når der sker et skyderi som det i Lyngby, vurderer politiet, hvilket konfliktscenarie der er tale om.

”Hvem har været i konflikt? Hvem har skudt mod hvem? Hvad er deres motiv? Hvad ligger der bagved? Hvilken gruppering tilhører parterne? Er der en bandekonflikt i gang? Eller er det noget internt? Det er væsentligt for os, for at vi kan sætte ind mod det. Og det er det, vi har sat rigtig mange resurser ind på at finde ud af,” fortæller Lau Lauritzen.

Han fortæller, at da der var skyderi i Farum, valgte Nordsjællands Politi at indføre visitationszoner, fordi man var bekymret for, at det var et opgør mellem to grupperinger. På nuværende tidspunkt vurderer politiet dog ikke, at det er det, der er tilfældet i Lyngby.

Publiceret: 06. December 2016 18:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere