Fra hun var otte år, fortalte Katja sin mor, hvornår det var tid til at tage hjem fra værtshus. Hun kom i plejefamilie og har ikke talt med hendes mor i to år. Foto: Mikkel B. Petersen
Fra hun var otte år, fortalte Katja sin mor, hvornår det var tid til at tage hjem fra værtshus. Hun kom i plejefamilie og har ikke talt med hendes mor i to år. Foto: Mikkel B. Petersen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Plejefamilie: Katja ønsker bare at være som de andre

Fra at være et omsorgssvigtet barn, der var den voksne i mor-datter-forholdet, føler Katja, at hun med sin plejefamilie er del af en hel normal familie med far, mor og katte, selv om fortiden er svær at gøre op med

Da Katja kom i plejefamilie, skulle hun lære blot at være et barn. For var man fra otte årsalderen vant til at være den, der sagde til sin mor, at det var på tide, at de tog hjem fra værtshus, eller stoppe de slåskampe, som ens mor ofte endte i, giver det et barn en ansvarsfølelse som er en voksen værdig.

Det var ikke det eneste, Katja lærte. Hun lærte også, at tænder er noget, man børster hver dag. Bad er noget, man tager mere end én gang om ugen. Og chips, slik og sodavand er ikke aftensmad.

“Det var en befrielse at få lov at være barn igen, for hvor jeg kommer fra, var jeg for eksempel ikke vant til at få læst godnathistorier. For det handlede ikke om mine ønsker. Men her i min plejefamilie kunne vi danse, tegne og spille spil, hvis det var det, jeg ville. Det drejede sig om mig. Godnathistorierne føltes som om, at nogen passede på mig. Pludselig var der nogen, der lavede aftensmad til én. Nogen til at følge én til og fra skole. Når jeg var her, var det ligesom at være som de andre børn,” siger hun.

Henning og Dorthe, Katjas plejeforældre, husker også, hvordan Katja i starten opførte sig som en voksen over for dem.

“Hun syntes, at hun skulle passe på os. Hun tog for eksempel vores hånd, når vi skulle gå over vejen, som en voksen tager et barns hånd. Hun var vant til at være den voksne og skulle nu øve sig på at være et barn igen. Jeg har ofte sagt 'Slap nu af, du er bare et barn',” siger Dorthe,

Jo længere væk Katja kom fra sin biologiske mor, jo lettere blev det igen at være et barn.

Må jeg sove her?

På det obligatoriske kursus, som Henning og Dorthe gennemgik som en del af det af det at modtage et anbragt barn, havde de lært, hvordan man forklarer et skeptisk barn, hvorfor det skal være hos en plejefamilie. Det var ikke nødvendigt med Katja.

“Efter det første møde var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville have Katja. Vi aftalte, at hun allerede skulle komme weekenden efter. Det glædede hun sig meget til. Vi inviterede også Katjas mor og kæreste, men da de kom, sagde Katja, at hun helst vil have, at de gik. Hun spurgte, om hun måtte sove her, og det måtte hun godt. Hun havde et ønske om at komme væk, og det er nok ikke alle anbragte børn, der har det sådan. Den første weekend tegnede hun meget og dansede for fuld musik til Nik & Jay. Den weekend grinede vi meget,” fortæller Dorthe.

Katjas anbringelse blev starten på en opblomstring.

“Når vi kigger tilbage på, da hun flyttede ind, så har hun gennemgået en voldsom forandring. En lille indikation på det er, at det nu går rigtig godt i skolen,” siger Henning.

Efter Dorthe og Henning er blevet plejeforældre for Katja, er det begyndt at gå Katja meget bedre i skolen. Alligevel har alle tre været bekymret for, om Katja pludselig skulle hjem til sin biologiske familie igen. Foto: Mikkel Brøgger Petersen
Efter Dorthe og Henning er blevet plejeforældre for Katja, er det begyndt at gå Katja meget bedre i skolen. Alligevel har alle tre været bekymret for, om Katja pludselig skulle hjem til sin biologiske familie igen. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Frygtede at blive fjernet

Da Katja skulle flytte i plejefamilie, sagde hendes plejemor, at det er okay at græde. I starten havde hun dog ikke brug for at græde, hun var bare “helt vildt glad” for sin plejefamilie.

Men pludselig tog humøret et dyk.

“Jeg begyndte at tænke, om jeg skal hjem igen, og om jeg pludselig bliver fjernet en dag. Nogle gange kunne jeg ikke sove om natten, fordi jeg fik at vide, at det godt kan være, at jeg skal hjem til min biologiske familie igen. Sådan kan jeg stadig godt have det nogle gange,” fortæller hun.

For selv om man kommer i plejefamilie, ser man stadig sin biologiske familie.

“Når jeg skulle se min mor, var hele ugen ødelagt. Jeg kunne ikke koncentrere mig, jeg kunne ikke være sød over for mine venner. Det var som en sort kælder, jeg ikke kunne komme op ad,” fortæller hun.

Søvnløse nætter

Uvisheden om fremtiden er heller ikke fremmed for plejeforældrene.

“Det er vildt svært, for man ved aldrig, om barnet bliver her. Man bliver lidt bange for at knytte sig for meget, selv om det er dét, barnet har brug for. Det er også svært, når der er en mor inde over, for det er svært at finde balancegangen mellem at blande sig for meget,” siger Dorthe.

“Det ligger i luften, at man arbejder på, at barnet skal hjem igen. Og det er den største bekymring, man har. Men der kan ske så store, gode forandringer i den biologiske familie, at plejebarnet flytter tilbage til sine biologiske forældre,” siger Henning.

“Det er svært, at det er på begrænset tid. Vi har haft søvnløse nætter, hvor vi har talt hele natten, for man kommer til at holde meget af barnet,” siger Dorthe.

“Vi har aldrig prøvet at have egne, biologiske børn, som jo naturligt bor hos forældrene til de er flyvefærdige, men når det gælder plejebørn, er der ingen garanti for, hvor længe de bliver boende. Under alle omstændigheder ejer vi ikke nogen,” siger Henning.

Dorthe og Henning betragter det dog som en ”gave” at kunne gøre en forskel, selvom det så kun er for en tid.

Ligesom alle andre

Katja har ikke set sin mor i to år. Sommetider mindes hun dog om, at båndene ikke er helt skåret over, fordi hun har brug for morens underskrift til skolen og sagsbehandleren.

“Men det er rart, at der ikke længere er tvunget fravær. Det er rart, at den last er fjernet, og vi bare kan være en normal familie med far, mor og to katte. Det har været meget vigtigt for mig at være et normalt barn,” fortæller hun.

Katja oplever dog sider af sig selv, som hun fører tilbage til sin opvækst før plejefamilien: Et stort temperament, svært ved at tilgive og ingen alkohol.

Hun har det også svært ved medlidenhed, som hun blandt andet oplever, når veninders forældre får at vide, at hun er plejebarn. Det er blevet lidt en mission for hende, for hun vil gerne gøre op med de forkerte forestillinger, der er om at være plejebarn.

“Nogle tror, at man kommer i plejefamilie, fordi man er på stoffer, er kriminel og har en psykisk lidelse. Men jeg er normal, selv om jeg bor i en plejefamilie. Folk ser jo heller ikke skævt til adoptivbørn. Men jeg er ligesom alle de andre,” siger hun.

Katja, Henning og Dorthe er ikke personernes rigtige navne, de er anonymiseret af respekt for Katjas mor. De rigtige navne er redaktionen bekendt.

Publiceret: 11. Januar 2018 10:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt