Cheftræner David Nielsen er tilfreds med transfervinduet, som giver Lyngby BK gode muligheder for at komme med i slutspillet. Foto: Fodboldbilleder.dk
Cheftræner David Nielsen er tilfreds med transfervinduet, som giver Lyngby BK gode muligheder for at komme med i slutspillet. Foto: Fodboldbilleder.dk
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Optakt: Trænerglæde over transfervinduet

Lyngby Boldklub har haft et relativt stille januar-transfervindue, og det er cheftræner David Nielsen godt tilfreds med

I mange fodboldklubber betyder januars transfervindue, at spillere forlader skuden, mens andre hentes ind for at udfylde de tomme huller.

Det har da også været tilfældet i flere af de danske Superliga-klubber, men i Lyngby Boldklub har der været meget lidt gang i den berømte svingdør.

Fem spillere – og det stod allerede klart inden transfervinduets åbning – har forladt klubben, og kun en enkelt er kommet til.

“Vores transfervindue har været rigtig, rigtig godt. Vi har fået slanket truppen og sendt nogle spillere godt videre i deres karriere, og det var vigtigt for os,” siger Lyngby-cheftræner David Nielsen.

Farvel til fem

De fem spillere, der forlod klubben ved efterårssæsonens afslutning, var Mads Nordam, Mads Gabel, Jesper Blicher, Philip Rasmussen og Frederik Gytkjær.

Alle fik de ingen eller begrænset spilletid i Superligaen i efteråret, og da det ikke så ud til at ændre sig i det nye år, ville klubben ikke stå i vejen for at lade dem søge mere spilletid andetsteds.

“I foråret var der rigtig mange kampe, 21 alene i Superligaen og så pokalkampe derudover, så der skulle vi bruge en stor trup til at klare det. Nu kommer der til at være en uge mellem næsten hver kamp, så dér har vi ikke behov for en lige så stor trup. Derfor har det været en klar strategi for os at få tyndet ud i truppen,” lyder det fra David Nielsen.

"Vi havde ikke forventet at få muligheden for at hente Boysen, men da vi fik det, var vi ikke et sekund i tvivl om, at vi skulle rykke på ham. Han er en fantastisk fyr og en dygtig spiller, som kender vores måde at spille på," siger træner Davis Nielsen. Foto: Fodboldbilleder.dk

’Nyindkøbet’ Boysen

Den eneste nye tilføjelse til truppen er David Boysen, men han tæller knapt som et nyindkøb.

Godt nok kommer han fra ophold i hollandske Roda og inden da Brøndby, men det er blot et år siden, at klubben på Vestegnen hentede den daværende 1. divisionstopscorer i Lyngby.

I modsætning til dengang står menuen nu på Superliga-bold, men det er også noget nær det eneste, der har ændret sig, for trænerstaben i Lyngby er den samme og spillertruppen langt hen ad vejen også.

“Vi havde ikke forventet at få muligheden for at hente Boysen, men da vi fik det, var vi ikke et sekund i tvivl om, at vi skulle rykke på ham. Han er en fantastisk fyr og en dygtig spiller, som kender vores måde at spille på, så den mulighed var vi nødt til at gribe. Og det er jeg glad for, at vi gjorde,” siger David Nielsen.

Selv om januartransfervinduet er slut, kan Lyngby stadig hente transferfrie spillere ind, men det ligger ikke ligefrem i kortene.

Fokus har i stedet været på at sikre fundamentet for det flotte efterår, og derfor har topscorer Jeppe Kjær, anfører Mathias Tauber og den arbejdssomme fløjspiller Lasse Fosgaard fortjent fået forlænget deres kontrakter.

“Vi står tilbage med en trup, der har den samme styrke og de samme muligheder, som det var tilfældet i efteråret, og det er vigtigt for os. Måske er vi endda endnu bedre rustede med tilgangen af Boysen, for han vejer som minimum op for de spillere, der har forladt os. Vi kan derfor se på vores trup med tilfredshed, og jeg synes egentlig ikke, der er noget, vi mangler,” slutter en tilfreds David Nielsen, der i foråret skal forsøge at sikre sit mandskab den plads i Superligaens mesterskabsspil, som klubben lige nu har retning imod.

Publiceret: 14. Februar 2017 14:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Fik du læst
ANNONCER
Se flere