Røsler: Værste beslutning for idrætten

Fik du læst

 Tip en ven    Udskriv    Del

Til Mikkel Warming, fra et tidligere barn af EGELUNDSHUSET fra 1958-69. Jeg kan ikke bare sidde og lade dig tage SÅ dristig en beslutning, uden at sende dette brev.
Jeg har selv været på Egelundshuset, jeg kom fra en Adoptiv familie fra Frederiksberg, der ikke ønskede mig mere, ( manden sejlede med TORM A/S i flere mdr. ad gangen og hun gik hjemme ), jeg var bare 7 år da de opgav mig. I den familie var der ingen kærlighed, jeg passede for det meste mig selv på mit værelse, kun med 1 strikket dukke og intet andet legetøj. Mange gange var konen med ude og sejle, så blev jeg passet hos hendes gamle forældre i Holbæk, og sådan blev jeg kastet rundt efter forgodt befindende. Da jeg kom til Egelundshuset, var jeg hel tom indeni, jeg higede efter opmærksomhed, ømhed og positive udfordringer i min lille spinkle krop - Jeg var det man dengang kaldte: "gennemsigtig" (bleg, farveløs, mangel på god ernæring) og frem for alt, mangel på kærlighed, og også mangel på samhørighed med andre børn. Næsten alt det jeg manglede da jeg kom, fik jeg på børnehjemmet.
Jeg rejste godt nok ikke derfra med en uddannelse i hånden, men jeg havde fået et 11 årigt fast og dejligt STÅSTED, som jeg betragtede som MIT HJEM og mine søskende - og det bedste ved det hele var-og er, vi gamle elever kan stadigvæk komme på besøg hver 2 år, takket være Torben Olsen, og møde medarbejdere og nuværende børn, og udveksle minder og erfaringer. Det er det bedste sted i Danmark, både som bopæl og omgivelserne er de helt ideelle.
Jeg og mange andre, havde et behov for at kunne komme på besøg på hjemmet, efter vi var rejst/udskrevet - (lige som unge der besøger deres forældres hjem), det kunne være for at møde de andre, eller fordi man havde brug for at tale med en der kendte en, hvis man ikke lige vidste hvordan man skulle ordne/takle hverdagens strabadser eller andet privat.
Det samme gælder også dem der er der nu, for som ung ( og jeg taler af erfaring ), er man usikker på verdenen udenfor Egelundshusets murer, fordi man føler sig anderledes og alt er nyt og meget indviklet.
Hvordan vil I takle det når-og hvis det bliver lukket ned? Følelsesmæssigt vil det svare til, at ens forældre dør pludseligt, hvor skal de unge ( som i forvejen er usikre ) så henvende sig? Der er så mange menneskelige hensyn at tage.
Hvis du lukker dette sted for evigt, så gør du din dummeste fejltagelse nogen sinde - specielt hvis du ser på børnenes tarv.
De børn der er der nu, kommer fra meget dårlige kår, og de har brug for stabilitet og den tryghed (som over 200 inklusiv mig selv, har fået fra EGELUNDSHUSET) der er ikke bedre steder i landet.
Jeg syntes at du selv skulle bruge en hel dag på Egelundshuset, så du kunne få en fornemmelse af stedet og omgivelserne, og ikke sende andre parti medlemmer ud, som åbenbart er sket.
Enten er I for unge til at se den fejltagelse I er ved at gøre, eller også har I bare ikke en skid forstand på hvordan kærlighedsløse/hungrende børn har det når de er små, og ikke aner hvor de hører til i samfundet.
Du kommer garanteret fra en tryg familie, så du aner ikke en pind - og slet ikke hvor såret og ked af det, jeg er lige nu, over at andre børn vil gå glip af stedet Egelundshuset og de trygge rammer. Vi er mange tidligere børn, der stadigvæk ses og er i kontakt med hinanden på tværs af kloden, og det skyldes ene og alene vores fælles "hjem" og alt det vi har oplevet sammen. Alt har da ikke været lyserødt, men vi har da en fællesnævner. Jeg ønsker her til sidst, brændende at du kan finde en tid i din kalender, til et møde med mig, for det kan du i det mindste imødekomme. Og se nu at find de penge-midler der skal til, for at kører Egelundshuset videre. Du må simpelthen gøre mere end du gør nu. Det skal være din priotets-sag, om ikke, så for børnenes skyld.

Publiceret: 02. September 2008 03:00

Fik du læst

Mest læste

112

Seneste læserbreve

DET SKER - i Lyngby-Taarbæk