Frederik Gytkjærs hjerte banker for Lyngby Boldklub. Foto: Fodboldbilleder.dk

Frederik Gytkjærs hjerte banker for Lyngby Boldklub. Foto: Fodboldbilleder.dk ©Per Kjærbye

Gytkjær: "Der dufter simpelthen af Lyngby-pølsen igen"

Frederik Gytkjær er tilbage i Lyngby Boldklub og glæder sig over, at klubben er vendt tilbage til sine gamle værdier. Og så er han svært tilfreds med at være suveræn topscorer

Af
Mikael Østergaard

fodbold I vinterpausen vendte Frederik Gytkjær hjem fra Haugesund - halvandet år før kontraktudløb. 49 kampe og 15 mål blev det til i Norge, inden han 15. januar 2019 skiftede til Lyngby på en fri transfer.

På det tidspunkt havde Frederik Gytkjær ikke været i kamp i lang tid, og det kunne ses på hans præstation i Lyngbys træningskampe. Men da sæsonen i Superligaen blev fløjtet i gang, var han i storform, og efter 8 kampe har han scoret 5 af Lyngbys 8 mål – selv om han ikke spiller forreste angriber.

Frederik Gytkjær startede med at spille fodbold i Ølstykke, men var kun 11 år, da han skiftede til Lyngby Boldklub, hvor også hans 3 år ældre bror, Christian, var søgt hen. I begyndelsen var forældrene faste chauffører til træning og kamp, men Frederik Gytkjær lærte hurtigt selv at tage bus og tog til Lyngby.

Talentet var indlysende, og som ungdomsspiller opnåede Frederik Gytkjær 2 U16-landskampe, 15 U17-landskampe, 10 U18-landskampe og en enkelt U20-landskamp.

Som 17-årig debuterede han på Lyngbys førstehold i en pokalkamp, og som 19-årig fik han divisionsdebut mod AB i 2012. Derefter var han fast mand på klubbens bedste hold og var med David Nielsen som cheftræner med til at sikre Lyngby oprykning til Superligaen i 2016.

Afsted til Norge

Oprykningen betød indkøb af mange nye klassespillere og dermed skærpet konkurrence i forreste geled for Frederik Gytkjær, der ofte blev rykket væk fra midten og ud på kanten eller helt ud på udskiftningsbænken. Så efter 11 kampe uden et eneste mål valgte han at tage imod et tilbud fra Haugesund i Norge.

”Jeg havde svært ved at få en stamplads, og tiden var vel også inde til at prøve noget andet efter at have været i Lyngby i så mange år. Få nye udfordringer og mere hår på brystet”, reflekterer Frederik Gytkjær en tidlig morgen i Lyngby Boldklubs administrationsbygning.

Han fik succes fra første fløjt i Haugesund. Blev fast mand og scorede mange mål, men løb så ind i en skade, der holdt ham ude i et par måneder. Historien var den samme i anden sæson. God start, men fik så et brud i den ene fod, som sendte ham tilbage til start. Resultatet blev, at Haugesund og Gytkjær blev enige om at ophæve kontrakten halvandet år før tid.

Tilbud fra hjerteklubben

”Overordnet var jeg glad for de to år i Haugesund, selv om man modsat i Lyngby spillede meget defensivt og resultatorienteret. Men opholdet gav mig meget, og jeg blev mere robust og bedre til at beskytte bolden i nærkampe”, fortæller Frederik Gytkjær, der i hele forløbet var i jævnlig kontakt med sin barndomsklub.

”I slutningen af min tid i Haugesund skete der meget i Lyngby. Mark Strudal blev fyret, og jeg kendte hans afløser, Christian Nielsen, fra min tid som U17-spiller. Jeg fik et tilbud, som jeg tyggede på et stykke tid. Lyngby lå i bunden af 1. division, men jeg ville gerne hjem og gøre en forskel og hjælpe min gamle klub. Så jeg takkede ja og skrev en kontrakt på halvandet år.

Jeg har fået en rigtig god start efter min tilbagekomst, men det vigtigste for mig er at gøre en forskel, uanset om det er i form af en scoring, en assist eller en vigtig glidende tackling. Men det gør mig ikke noget at have lavet 5 mål”.

Lyngby før og nu

Hvordan vil du beskrive det Lyngby, du forlod, og det Lyngby, du er vendt tilbage til?

”I bronzesæsonen havde vi et super hold og en bred trup, men der var også mange spændinger omkring klubben, ikke mindst økonomisk. Nu er der kommet mere ro på.

Klubben er ejet af ægte Lyngby-fans og har genopfundet sine grundværdier med fokus på akademiet og en langsigtet strategi. Christian (Nielsen, cheftræner, red.) og Mikkel (Beckmann, assistenttræner, red.) repræsenterer Lyngbys DNA, og i det hele taget er alle klar til at bygge klubben op igen. Der blæser nye vinde, og stemningen er blevet meget bedre på tribunerne. Der dufter simpelthen af Lyngby-pølsen igen.

Det er fedt, så nu er det op til os spillere at sikre overlevelse i Superligaen. Min drøm er, at Lyngby ikke længere skal være et elevatorhold mellem Superligaen og 1. division”.

Drømmer ikke om landsholdet

Frederik Gytkjær har kontraktudløb til næste sommer, men det stresser ham ikke.

”Jeg tænker ikke voldsomt meget over det. Som fodboldspiller skal du selvfølgelig have ambitioner om at komme op på næste niveau, men lige nu er jeg bare glad for at være tilbage. Jeg udvikler mig og nyder min rolle på holdet. Tiden må vise, hvad fremtiden bringer, men i øjeblikket fører jeg ikke forhandlinger med nogen klub.

Jeg håber at få 10 år mere på fodboldbanen, så jeg har ikke hastværk med at planlægge min fremtid. 10 år er lang tid, så der kan ske meget. Alt for mig og min familie har handlet om fodbold, så jeg vil da gerne blive i fodboldverdenen og bruge mine erfaringer, når jeg slutter karrieren”, siger Frederik Gytkjær, der bor i Solrød med sin kæreste, der er sygeplejerske.

I landskampen mellem Gibraltar og Danmark var Christian Gytkjær med i den danske trup, men lillebror har ikke ambitioner om at gøre ham følgeskab.

”Landsholdet er ikke i min bevidsthed – slet ikke. Men jeg skal nok tage telefonen, hvis landstræneren ringer”.

På søndag er modstanderen Superligaens duks, FC Midtjylland.

”Så presset er væk fra vores skuldre. Og det er jo bare 11 fodboldspillere, så på eget græs på Lyngby Stadion kan vi godt overraske”.

6 hurtige

Hvad er din styrke som fodboldspiller?

"Jeg er en god afslutter med et hurtigt antrit og godt blik for spillet. Og har en god teknik".

Hvem har været din bedste medspiller overall?

"Christian Eriksen, som jeg spillede på U17-landsholdet med. Dengang vidste jeg, at han ville blive en stjernespiller i Europa".

Hvem har været din bedste medspiller i Lyngby?

"Yussuf Poulsen, som i dag spiller i RB Zeipzig".

Hvem har været din bedste modspiller?

"Et godt bud ville være min bror Christian, der spiller for Lech Polzan, som jeg mødte i min første kamp for Haugesund".

Hvad bruger du din fritid på?

"Jeg er et stort familiemenneske, der bruger meget tid på min kæreste, hendes familie og min egen. Og besøger gerne min bror i Polen. Og så ser jeg en del fodbold på tv".

Publiceret 11 September 2019 09:15