Emilio Simonsen ydede en stor præstation og banker kraftigt på til en plads i startopstillingen i Superligaen. Foto: Fodboldbilleder.dk

Emilio Simonsen ydede en stor præstation og banker kraftigt på til en plads i startopstillingen i Superligaen. Foto: Fodboldbilleder.dk ©Per Kjærbye

Lord Bendtner kom ikke på banen, da Lyngbys reserver slog FC København

Med Emilio Simonsen på toppen vandt Lyngby 3-2 over FCK i reserveligaen

fodbold Andreas Bjelland, den tidligere Manchester United-back, Guillermo Varela, Byan Oviedo, Mohammed Daramy samt de seneste million-indkøb, Michael Santos og Pep Biel, var med, da København FC torsdag gæstede Lyngby Stadion til kamp i reserveligaen.

Ét navn var ikke omklædt: Mediedarlingen Nicklas Bendtner, der efter sit skifte fra Rosenborg først får sit FCK-comeback i aften mod Brøndby i reserveligaen.

Lyngby mødte også op med et frygtindgydende mandskab, hvor flere er inde omkring Superligaen: Kevin Tshiembe, Gustav Marcussen, Adam Sørensen, Marcel Rømer, Adnan Mohammed, Rezan Corlu, Magnus Westergaard, Kasper Jørgensen og Emilio Simonsen.

Det betød, at kampen blev afviklet på et niveau, der var Superligaen værdigt.

Lyngbys målmand, Frederik Schram, startede med en stor redning, og det var startskuddet til et hav af afslutninger i begge ender.

Lyngby kom foran, da spirrevippen Emilio Simonsen kørte rundt med FCK-forsvaret og til sidst lagde bolden for fødderne af Marcel Rømer, der nemt kunne score til 1-0. Mohammed Daramy udlignede til 1-1 i det 35. minut, hvor Frederik Schram nok burde have klaret afslutningen, og indskiftede Emil Kornvig bragte Lyngby foran 2-1 i det 55. minut. Kort efter gjorde Emilio Simonsen det til 3-1, inden Mohammed Daramy brød igennem og reducerede til slutresultatet 2-3.

I 2. halvleg satte begge hold mange unge folk på banen, og det betød, at kampen faldt i kvalitet.

Publiceret 09 September 2019 11:45