Årets modtager af kommunens kulturpris er Lindegaarden.

Årets modtager af kommunens kulturpris er Lindegaarden.

Kulturstedet Lindegaarden modtager kommunens kulturpris

Takket være frivilliges ihærdige indsats er det lykkedes at gøre Lindegaarden til en aktiv kulturel institution. For den indsats modtager forening LTK's kulturpris

Af
Pernille Borenhoff

Kulturstedet Lindegaarden modtager Lyngby-Taarbæk Kommunes Kulturpris 2019. Prisen er på 10.000 kroner og overrækkes til foreningen Kulturstedet Lindegaarden 7. september i forbindelse med afholdelse af byfesten Liv i Lyngby.

Prisen tildeles en organisation eller person, som har gjort sig særligt bemærket i det lokale kulturliv eller ydet en særlig kunstnerisk eller kulturel indsats i kommunen og Kulturstedet Lindegaarden får prisen for at have startet og udviklet Kulturstedet Lindegaarden, så det i dag er et levende og aktivitetsfyldt samlingssted for kulturaktiviteter for både store og små i Lyngby.

"Kulturstedet Lindegaarden er et godt eksempel på, hvor meget lokale ildsjæle kan udrette. Fra at være truet af et kommercielt salg, har bygningerne nu fået en fremtid i fællesskabets tjeneste - og det kan vi ikke mindst takke de frivillige for. Gennem deres engagement og ikke mindst flid er det lykkedes foreningen at rejse midler til både en renovering af bygningen og en lang række inspirerende oplevelser, der skaber et kulturelt samlingssted i lokalområdet," siger borgmester Sofia Osmani.

Og formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mette Schmidt-Olsen, har masser af lovord at sige til foreningen Kulturstedet Lindegården

"Jeg er fuld af beundring over de mange ildsjæle, som dagligt bidrager til, at kulturlivet blomstrer i Lyngby-Taarbæk. Ikke mindst i en af de ældste bydele i Lyngby, Bondebyen, hvor der er de bedste forudsætninger for at synliggøre kulturarven og gøre vores fælles fortid levende. Jeg håber, at prisen vil være til opmuntring og inspiration for de mange aktive i Lindegården," siger hun.

Publiceret 27 August 2019 18:00