De trafikale problemer i dette kryds er allerede store, fortæller beboer, som er bekymret for sikkerheden, når Firskovvej åbner. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

De trafikale problemer i dette kryds er allerede store, fortæller beboer, som er bekymret for sikkerheden, når Firskovvej åbner. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Formand: "Det er en af de røde trængselspletter på trafikkortet"

Beboerne ved motorvejen har fået en omvej, medgiver Sigurd Agersnap, for man er nødt til at lave prioriteringer, hvis trafikken skal glide

Af
Mikkel Brøgger Petersen

På grund af sine ture på cykel til og fra København er formand for teknik- og miljøudvalget, Sigurd Agersnap (SF), særdeles bekendt med de trafikale udfordringer ved Firskovvej og Jægersborgvej.

"Meget trafik skal igennem der, mange cyklister inde fra København skal til DTU, og der er kø på motorvejsramperne i myldretid. Det er en af de røde trængselspletter på trafikkortet," siger han til Det Grønne Område.

Udvalgsformanden er blevet forelagt de bekymringer, som Anne Sandbeck, beboer i ejendommen lige ved motorvejsafkørslen på Jægersborgvej, har, efter Lyngby-Taarbæk Kommune har lavet trafikale ændringer til, når Firskovvej åbnes mod Jægersborgvej.

Til bekymringen om, at der tages mere hensyn til bilister i forhold til bløde trafikanter, siger han:

"Man er nødt til at prioritere bilister og cyklister, både ved Supercykelstien og motorvejsrampen. Men man har fundet en løsning, og det er ikke let. Med løsningen kommer der så en omvej for dem i den ejendom, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men mange steder kan man ikke forvente at kunne krydse vejen lige ude foran ens ejendom."

Fine forhold

På spørgsmålet om, hvordan prioriteringen i forhold til bløde trafikanter generelt er i området, svarer han:

"Forholdene for cyklister til og fra København er ganske gode, og de bliver selvfølgelig bedre, når supercykelstien kommer over på østsiden af motorvejen. For fodgængere er det kun, hvis man skal til ejendommen lige ved motorvejen, at der er kommet en omvej. Ellers synes jeg faktisk, at der er fine overgangsforhold."

Han medgiver, at der er kommet en omvej for beboerne ved motorvejsrampen, og hvis man vil krydse vejen på den mest sikre måde, så skal man krydse vejen fire steder for at komme til ejendommen, men:

"Du må altså godt krydse vejen lovligt, du skal bare kigge dig for," siger formanden, som fortæller, at cyklister ved lyskrydset mellem Jægersborgvej og Firskovvej ikke længere aktivt skal markere, at de vil krydse vejen.

"Der har været lidt problemer med sensorerne, men der er bestilt nye sensorer, som også registrerer cyklisterne. Og de skulle være på plads nu," siger Sigurd Agersnap.

Publiceret 20 August 2019 11:45