Yoga er så stort et hit i Lyngby, at LOF-Skolen i det nye program nu tilbyder tre yoga-workshops. Pressefoto

Yoga er så stort et hit i Lyngby, at LOF-Skolen i det nye program nu tilbyder tre yoga-workshops. Pressefoto

Flere yoga-hold på LOF-Skolen: Klassisk musik er også i programmet

LOF-Skolen i Lyngby opruster med tre workshops i det nye program

Der er noget, der tyder på, at lyngbygenserne gerne vil lære krigeren, hunden og solhilsenen. I hvert fald har LOF-Skolen oprustet på kursusfronten og tilføjet tre yoga-workshops i Resonanshuset.

Et af de nye skud på yoga-stammen er en workshop, hvor der fokuseres på smerter i ryg, skuldre og nakke.

"Spændingshovedpine, ondt i nakken og rygsmerter er noget, mange af os går rundt med i hverdagen. Derfor har vi planlagt denne workshop, der med yogaens redskaber afspænder og smidiggør kroppen. Forhåbentlig er det noget, som deltageren vil kunne tage med hjem og få god nytte af fremover," fortæller leder af LOF-Skolen Peter Hollbaum-Hansen i en pressemeddelelse.

Foruden denne workshop tilbydes der også en detox-yoga mellem jul og nytår, for dem, der gerne vil rense kroppen lidt efter juletidens hårde madprogram.

I pianistens eget hjem

Blandt de øvrige tilbud i programmet får musikinteresserede mulighed for at træde ind i den klassiske musiks eget rum - bogstaveligt talt.

Komponist og pianist Mogens Dalsgaard slår nemlig dørene op til sit private hjem og inviterer indenfor omkring det store Steinway-flygel i pejsestuen. "Mogens Dalsgaard er en eminent fortæller og pianist, så det er en fantastisk mulighed for at fordybe sig i musikken og fortællingerne, når vi tager på rejse ind i blandt andre Chopin, Debussy og Beethovens musik," fortæller Peter Hollbaum-Hansen i pressemeddelelsen.

Program fra tryk til web

Tidligere har borgerne i Lyngby Kommune kunne bladre i LOF-Skolens program, når der dumpede en trykt version ind ad brevsprækken. Men det er ikke tilfældet i år.

Og det er ganske enkelt et spørgsmål om penge.

"Vi har valgt ikke at hustandsomdele vores program i år, da det er en udgift, som ikke kan undgå at gå ud over prisen på kurserne. Vi vil gerne holde priserne nede, hvor de fleste kan være med, og vi tror på, at vi kan nå ud til borgerne i Lyngby Kommune for eksempel på Facebook og i avisen," siger Peter Hollbaum-Hansen.

jesl

Publiceret 17 August 2019 10:00