Regionschef for Fitness1 Sjælland Mahsa Tabatabaee Kjærulf sammen med centerleder Pia Tang Kristensen, der begge glæder sig til at byde velkommen, når centeret åber den 19.august.

Regionschef for Fitness1 Sjælland Mahsa Tabatabaee Kjærulf sammen med centerleder Pia Tang Kristensen, der begge glæder sig til at byde velkommen, når centeret åber den 19.august.

Virum får sit eget fitnesscenter

Pia Tang Kristensen fra Virum er centerleder i Fitness1, der på mandag åbner på Virumvej. Hun er selv vild med at træne og glæder sig til at dele sin begejstring med lokalområdet

Af
Signe Steffensen

Det første, der slår en, når man træder ind i lokalerne på Virumvej er, hvor rummeligt det nye center er. Lokalerne har tidligere huset en bilforhandler, og i denne uge er håndværkerne i gang med at lægge sidste hånd på gulve og bade, så transformationen til Fitness1er klar til den officielle åbning den 19. august.

Vi glæder os enormt til at vise det frem," siger Mahsa Tabatabaee Kjærulf distriktschef for fitness1, en fitnesskæde, der er startet i Jylland, men som de seneste fire måneder har åbnet filialer i Slagelse, Farum, Roskilde og nu også i Virum.

"Vi har længe været på udkig efter egnede lokaler i Virum, og da muligheden bød sig i de gamle Citroën lokaler, slog vi til med det samme. Centret er centralt placeret og vi råder over 1300 m2, som vi har inddelt i forskellige zoner, så de er skræddersyet til familiens forskellige behov," siger Mahsa Tabatabaee Kjærulf.

Ambitionerne for det nye center er at skabe et lokalt fællesskab, hvor man hilser på hinanden og skaber relationer på tværs, så alle føler sig velkomne uanset erfaring og niveau.

Lokal centerleder

Den daglige leder i centeret bliver Pia Tang Kristensen og hun glæder sig enormt til at tage de nye rammer i brug og til med sit nye job at forene arbejde og fritid. Hun bor i Virum med sin mand og to drenge og elsker selv at være fysisk aktiv, så hun ser frem til at skabe et godt træningsmiljø, hvor folk har lyst til at være. Hun er oprindelig uddannet cand.merc., men har siden taget en uddannelse som både personlig træner og kostvejleder.

Lige siden Pia Tang Kristensen var barn har hun trænet. Hun har blandt andet været gymnast på højt niveu og med på ungdomslandsholdet i fodbold. I dag består hendes træning primært af styrketræning, og hun har senest opnået en kvalificering til DM i bikini fitness, så om nogen ved hun, hvad hun taler om, når det gælder træning og hun håber på, at hun kan være med til at inspirere andre.

Morgenmad og seniortræning

Det nye center tilbyder cirkeltræning, hvor man bliver grundigt instrueret i brugen af fitness-maskinerne. Der er fitnessinstruktører, som kan tilrettelægge et træningsprogram og instruere i de forskellige øvelser, så man kommer godt fra start. Til de mere erfarne er der rig mulighed for at styrketræne på egen hånd i et stort område med frie vægte og kabeltårne. Er man mere til holdtræning, er udbuddet stort. Der vil være mere end 40 holdtimer ugentligt eksempelvis zumba, stram op, yoga, pilates, bike og boksning.

Flere gange om ugen vil der også være seniortræning, og hver tirsdag og torsdag vil der være morgenmad og mulighed for en god snak over en kop kaffe.

Centeret har åbent dagligt fra kl. 6-22.

Publiceret 15 August 2019 09:45