80 år: Hele verden bliver favnet af Ruth, der har hjulpet flygtninge og indvandrere ind i foreningslivet

Ruth Jensens karriere startede for alvor, da hun gik på pension i 1999. For siden har hun om nogen været med til at hjælpe flygtninge og indvandrere ind i det kommunale foreningsliv og skabe lyse øjeblikke i en svær tid

Af
Signe Steffensen

Nogle mennesker har et særligt overskud at øse af ,og for Ruth Jensen lader det til, at være en nærmest uudtømmelig kilde.

Da Ruth gik på efterløn i 1999 synes hun, at hun skulle bruge tiden på noget fornuftigt, så hun meldte sig funder fanerne i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun var med til den årlige landsindsamling som koordinator i Lyngby vest. Inden længe var hun hovedkoordinator for hele Lyngby-Taarbæk Kommune med seks distrikter.

Men det var jo kun en gang om året.

Så Ruth Jensen meldte sig ind i Lyngby Netværksgruppe, som tog sig af flygtninge og indvandrere. Gruppen tilbød blandt andet sprogundervisning, hjælp til at forstå det offentlige system og så arrangerede de udflugter for kommunens nye borgere, der kom på fisketure og til Roskilde Domkirke og Vikingeskibsmuseet.

Men det var ikke nok. Hun kunne se, at der ikke blev gjort nok for de nye børn. Så sammen med nu afdøde Aase Hedegaard oprettede hun Lyngbyguiderne, også under Dansk Flygtningehjælp. Lyngbyguidernes primære formål er at sørge for at børn, unge og ældre får kontakt til idrætsforeninger i kommunen. Det kan være fodbold, tennis, badminton, gymnastik og svømning. Det er i dag blevet en større organisation med omkring 600 brugere og 40 frivillige.

Det store arbejde som Ruth Jensen udførte, gik ikke ubemærket hen. I 2009 indstiftede kommunen Lyngby-Taarbæk frivillighedspris. Her pegede socialudvalget enstemmigt på, at hun som den første borger i Lyngby-Taarbæk kommune skulle have prisen, som en anerkendelse for det store arbejde, hun udførte.

Meningsfuld fritid

På et tidspunkt var der en del uro skabt af børn og unge i nogle af kommunens boligforeninger. Ruth Jensens tilgang til det var, at de manglede noget at tage sig til, så hun tog initiativ til at få oprettet klubber for de unge i boligforeningerne.

I samarbejde med Lundtofteparkens boligforening, SSP og kommunalpolitikere blev der oprettet drenge- og pigeklubber med lokaler i lejerforeningen.

Hvert år arrangeres også en fodboldkamp mod politiet under overskriften ”Tør du slå politiet”. Kampen foregår i Lundtofteparken, og der er som regel også altid politikere fra kommunen, der deltager.

For Ruth Jensen har det været et fantastisk givende arbejde at hjælpe de unge i gang og se, hvor godt de klarer sig.

”Ved at få dem engageret i nogle fritidsaktiviteter, så er vi med til holde dem ude af kriminalitet. Jeg oplever især, at hvis vi får grebet drengene i 12-14-årsalderen og får dem i gang med en aktivitet, så kan vi se, at det smitter af på de små søskende,” har Ruth Jensen tidligere udtalt om sit arbejde.

I sommeren 2015, hvor flygtninge fra Syrien strømmede til landet, arrangerede Lyngbyguiderne en indsamling med tøj, sengetøj og andre genstande for at hjælpe de mennesker, der kom til Lyngby uden megen bagage.

Borgernes interesse for at hjælpe var stor og indsamlingen blev en succes. Faktisk blev frivillighuset i Lyngby fyldt til randen, så Lyngby-Taarbæks borgmester hen over en weekend fik hasteindkaldt kommunale folk til at få kørt alle de indsamlede genstande til et midlertidig depot.

Og da Mærsk skulle flytte fra deres lokaler på Gl. Lundtoftevej til nye lokaler på Lyngby Hovedgade, donerede Mærsk en masse gode kontormøbler til frivillighuset, mod at frivillighuset selv sørgede for borttransport. Her fik Ruth fat i nogle af de unge syriske mænd til at hjælpe med flytningen.

Og på den måde fik de også mulighed for at sige tak for den hjælp de havde fået fra blandt andre Lyngbyguiderne ved ankomsten til Lyngby.

Ruth Jensen arbejder fortsat som frivillig mellem 20 og 30 timer om ugen. Hun er medlem af kommunens integratiosnråd. Den 11. august fylder hun Jensen 80 år.

Publiceret 11 August 2019 10:00

SENESTE TV