Nordsjællands Politi melder om en større bevidsthed hos borgerne om, hvad man selv kan gøre for at forhindre tilbud. På sigt får det en positiv indvirkning på indbrudsniveauet, som er steget. Arkivfoto

Nordsjællands Politi melder om en større bevidsthed hos borgerne om, hvad man selv kan gøre for at forhindre tilbud. På sigt får det en positiv indvirkning på indbrudsniveauet, som er steget. Arkivfoto

Indbrud er faldet 12 procent i politikredsen: Men Lyngby-Taarbæk skiller sig kedeligt ud

En indbrudstyv kigger ikke på kommunegrænser, lyder det fra politiet, når man skal forklare, hvorfor indbrudsniveauet ikke falder i Lyngby-Taarbæk. Borgerne har dog fået øjnene op for, hvad man selv kan gøre

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Mens Nordsjællands Politi fortæller om et fald på over 12 procent i antallet af indbrud i hele politikredsen, gør samme tendens sig ikke gældende i Lyngby-Taarbæk Kommune. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Ser man på tallene fra første halvår i 2016, 2017 og 2018, ligger Lyngby-Taarbæk Kommune i år på det højeste niveau i de fire år.

Årsagerne, til at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke følger den generelle tendens i politikredsen, er svære at give et entydigt svar på, fortæller politiinspektør hos Nordsjællands Politi, Carsten Spliid, til Det Grønne Område.

Han understreger, at politiet benytter sig af egne tal, som ikke stemmer overens med Danmarks Statistiks, men at tendensen for de to sæt tal er den samme.

"Det er rigtig svært at sammenligne kommuner. Især kommuner i den sydlige del af politikredsen, fordi de ligger så tæt. En gerningsmand kigger ikke på, om han for eksempel står af s-toget på Jægersborg Station eller Lyngby Station, så det kan være tilfældigt, hvor indbruddet bliver begået," siger Carsten Spliid.

Mere opmærksomme borgere

Men Carsten Spliid er til gengæld ikke i tvivl om, at borgerne er blevet opmærksomme på, hvad man selv kan gøre.

"Borgerne er blevet mere opmærksomme, og det handler blandt andet om Bo Trygts informationskampagne, som vi har bakket op om," siger politiinspektøren om samarbejdet mellem TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd. Målet med indsatsen er at reducere antallet af indbrud fra over 30.000 til under 10.000 på landsplan.

"Vi har indgået et samarbejde med Bo Trygt, som betyder, at vi går til det præventive arbejde på en ny måde med oplysning i centrum, og vi har afholdt nogle meget velbesøgte borgermøder. Vi kan helt tydeligt mærke, at det har skærpet borgernes interesse for Nabohjælp og indbrudsforebyggelse, men der er stadig et uforløst potentiale i forhold til indbrudsforebyggelse i Nordsjælland, og det vil vi gerne gøre noget mere ved," siger Carsten Spliid i en pressemeddelelse om den generelle indbrudsindsats i Nordsjælland.

Udvidet samspil

I Lyngby-Taarbæk har der også været fokus på, hvad borgerne selv kan gøre for at sig deres. Omkring 600 borgere mødte tidligere på året op til borgermøde for at få viden om, hvad man selv kan gøre for at forhindre indbrud.

"Mødet var i slutningen af andet kvartal, så vi er spændte på at se, om det får en virkning på længere sigt," siger Carsten Spliid.

I fremtiden vil Bo Trygt-indsatsen blive udvidet, fortæller Carsten Spliid. I øjeblikket afprøver man Bo Trygt Kommune, som er et udvidet samarbejde mellem de førnævnte parter og kommunen.

"Furesø har udvidet samarbejdet, og der går man som kommune massivt ind i samarbejdet. Furesø har sat sig et ambitiøst mål, hvor man vil reducere antallet af indbrud med to tredjedele," siger han og fortæller, at Bo Trygt Kommune er et koncept, som fortsat er under udvikling.

Selv om det som sagt er svært at sige noget om årsagerne, oplever Furesø et stort fald i indbrudsniveauet, siger politiinspektøren.

"Furesø har lige nu registreret en nedgang tæt på 50 procent," siger han.

Publiceret 30 July 2019 11:45

SENESTE TV