"At ejendomsmægleren synes, at letbanen er dejlig, betyder ikke, at jeg synes det. Men hvis han mener, at han kan sælge den på det som et plus, så er han da velkommen til at bruge det som argument. Personligt betragter jeg det som et minus," siger Jan Kaspersen. Foto: Lars Schmidt

Kendt letbanemodstander reklamerer med letbanen for at sælge sin ejendom

For at få solgt sin store erhvervsejendom reklamerer det tidligere medlem af kommunalbestyrelsen, Jan Kaspersen (K), med, at ejendommen ligger i et område, letbanen kommer til at køre igennem. Det er der ikke noget mærkeligt i, siger han - og fastholder sin modstand mod letbanen.

Af
Lars Schmidt

LETBANEN "Ringruten kommer i fremtiden til at få anlagt en 28 km lang letbanestrækning, som kører fra Lundtofte i Lyngby i nord til Ishøj i syd."

Denne sætning er en af slaglinjerne i en annonce for en stort erhvervsejendom på portalen Ring3Erhverv. Erhvervsejendommen ligger på Generatorvej i nabokommunen Gladsaxe og er sat til salg for 12,5 mio. kroner.

Et af de mange salgsargumenter er, at letbanen kommer til området. Sælger er det tidligere medlem af kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk, konservative Jan Kaspersen.

Kaspersen har i årevis markeret sig som en af de mest arge modstandere af letbanen. Og nu skal letbanen så hjælpe ham med at få solgt hans erhvervsejendom i Gladsaxe.

Det kan han godt forstå, at man undrer sig over lokalt i Lyngby, men der er nu ikke noget mærkeligt i det, understreger han over for Det Grønne Område. Og nej, Jan Kaspersen er ikke blevet letbanetilhænger hen over natten:

"Se på det sådan her: Der er ejendomsmægleren ansvar at sælge ejendommen og dermed også hans tekstforslag, der er dominerende. Jeg godkender alene teksten for faktuelle fejl," forklarer Kaspersen:

"At ejendomsmægleren synes, at letbanen er dejlig, betyder ikke, at jeg synes det. Men hvis han mener, at han kan sælge den på det som et plus, så er han da velkommen til at bruge det som argument. Personligt betragter jeg det som et minus."

Det er i denne annonce, at Jan Kaspersen slår på letbanen som en fordel for fremtidige købere. Foto: Lars Schmidt

Det er i denne annonce, at Jan Kaspersen slår på letbanen som en fordel for fremtidige købere. Foto: Lars Schmidt

Har købt en gård

Efter 15 år med hans firma Nextsystem A/S i Gladsaxe har Jan Kaspersen investeret i en landejendom, en gård, i byen Everdrup ved Tappernøje på Sydsjælland. Her har han mulighed for at indrette firmaet i gårdens lade.

Det er ligeledes planen, at han og familien på et tidspunkt rykker teltpælene op og forlader Lyngby helt.

Det kan ikke betale sig andet, fortæller han:

"Jeg sparer 60.000 kroner i dækningsafgift og grundskyld i firmaet. Grundskylden for hovedhuset er 240 kroner om året. Det er meget billigere, og så er der ingen motorvejsstøj - kun frisk luft. Jeg har i alt 30 hektar jord tilknyttet gården, og det tager cirka halvanden time at gå hele vejen rundt," siger Jan Kaspersen - og slutter:

"Så selv om det er en økonomisk fordel for mig med letbanen, så har min modstand været baseret på, hvad der var godt for kommunens borgere og ikke for mig selv. Det vil jeg gerne have credit for."

Publiceret 24 July 2019 11:45

SENESTE TV