Flere end 80 sangglade borgere var mødt op for sammen med Ole Allermand og Knud Rasmussen at synge sommeren ind. Foto: Pernille Borenhoff

Flere end 80 sangglade borgere var mødt op for sammen med Ole Allermand og Knud Rasmussen at synge sommeren ind. Foto: Pernille Borenhoff

Sommeren blev sunget ind

Tirsdag var der inviteret til Fællessang i Parken. Desværre blæste det så meget, at arrangementet måtte flyttes til Møllebo

Af
Pernille Borenhoff

To gange har der været inviteret til Fællessang i Parken. Og begge gange har det været nødvendigt at flytte arrangementet fra parken ved Frieboeshvile til den nærliggende café Møllebo.

Men sangglæden var alligevel i top i tirsdag, hvor operasanger ved Det Kongelige Teater Ole Allermand sang for til akkompagnement af organist og pianist Knud Rasmussen fra Virum Kirke.

Arrangørerne havde udvalgt sangene og fortrykt 80 hæfter. Det var dog lige i underkanten, for rigtigt mange var mødt op for at synge med på Danmark nu blunder den lyse nat, Den danske sang, en yndig og frydefund sommertid var blandt de sange.

Men på Carl Nielsens Den Milde dag er lys og lang fra Fynsk Forår sang Ole Allermand solo. Og for en professionel operasanger var det intet problem at synge den store sal på Møllebo op.

"Sangene er en del af den danske folkesjæl, og det er dejligt samme at synge de gode danske sange. Det er noget, der virkelig er oppe i tiden," siger arrangør Tommy Vedel, der har stiftet foreningen Fællessang i Parken.

"Vi har fået 20.000 kroner fra Kulturpuljen til de tre arrangementer. Pengene går til musikernes honorar, til leje af scenetrailer, som vi så ikke fik brug for denne gang, til pr og til tryk af sange," siger Tommy Vedel, der har fået hjælp af 10 frivillige kræfter til at få arrangementer stablet på benene.

Næste fællessang i Parken bliver tirsdag den 13. august kl. 13.30.

"Og så må vi håbe på godt vejr, så det kan lykkes for os at være i parken," siger Tommy Vedel, der opfordrer alle - i alle aldre - til at møde op og synge med.

Publiceret 12 July 2019 10:00