Løbeklub for et liv i bevægelse: "Det handler ikke om at komme ind på en bestemt tid - det handler om at komme ud"

'Runners - bevæg dig for livet' er en social løbegruppe, der mødes til gratis træning hver onsdag

Af
Pernille Borenhoff

Hver onsdag kl. 19 mødes et større antal mennesker i alderen 5 til 70 år ved UNO X-tanken ved Eremitageparken. Formålet med mødet er, at de i løbet den næste times tid skal en tur ud i området for at få pulsen op. Og for at hygge sig sammen. For det sociale har en stor betydning for samværet, siger Dennis Westi. Det er ham, der hver uge organiserer ruten, og ham der har taget initiativ til løbeklubben RUNNERS, der er en del af indsatsen 'Bevæg dig for Livet' -der er et samarbejde mellem idrætsorganisationerne DIF, DGII samt Trygfonden og Nordeafonden.

For Dennis startede det for godt et år side.

"Jeg havde haft en dårlig periode med stress og depression og fundet ud af, at det hjalp mig at løbe. Jeg ville gerne hjælpe andre og tænkte på, hvad der skulle til for at blive løbetræner. På facebook faldt jeg over Bevæg dig for Livet. Det viste sig, at de søgte værter i området, og jeg tog til en inspirationsaften. Det gav mig blod på tanden. Jeg vil meget gerne vise andre, hvor godt motion er for både krop og sjæl," siger han.

Dennis startede op i foråret, og i dag har han 63 medlemmer i sin facebookgruppe. Ikke alle møder op hver gang. Det er både frivilligt og gratis at deltage.

"Man kan jo sagtens løbe alene, men mange kender jo til, at det kan være lettere at komme afsted, hvis man ved, at der er et hold, der venter på en. Det er både inspirerende og motiverende, når man motionerer sammen med andre," siger han.

Det er både inspirerende og motiverende, når man motionerer sammen med andre

En af solstrålehistorierne han fortæller om, handler om en kvinde, der aldrig havde løbet før.

"Hun var lidt overvægtig og slet ikke vant til at løbe. Nu løber hun med hver onsdag, og det motiverede hende til at melde sig først til kvindeløbet og siden til Royal Run, som hun gennemførte," siger Dennis, med stolthed i stemmen.

Tag hunden med

For gruppen handler det ikke om distance og tempo, men mere om samvær mens man bevæger sig. Mange bruger også løbeklubben til at træne op til fx Eremitageløbet 6. oktober.

"Vi venter på hinanden. Ruten er på 3-5 kilometer. Nogen tager den en enkelt gang, andre måske to. Og man må også gerne have sin hund med på løbeturen," siger Dennis.

Er man i tvivl, om man kan gennemføre ruten i løb/rask gang, kan man cykle turen den første gang, for at se, hvad der venter en.

"Det handler jo ikke om at komme ind på en bestemt til. Det handler om at komme ud," siger han.

Se yderligere på facebook Lyngby-Taarbæk Runners

Publiceret 11 July 2019 08:00