"Er man ensom, kan det her tiltag være et skridt til at møde andre mennesker," siger Listeth Houmann.

Har du brug for et skub: Tag med ud og gå i selskab med Lisbeth Houmann

Lisbeth Houmann inviterer alle, der kan gå 3-5 km i rask tempo, til gang og hyggeligt samvær i Dyrehaven

Af
Pernille Borenhoff

Du kan godt lide at gå, men det er ikke altid, at du får taget dig sammen. Måske fordi det er for kedeligt at gå alene. Og for svært at komme afsted, når der ikke er nogen, der skubber på.

Kender du til det, så kan det være, at Lisbeth Houmanns tiltag kommer som sendt fra himlen.

Tirsdag den 25. juni kl. 16.30 starter hun et nyt koncept for gå-glade folk. Eneste betingelse for at deltage er, at man kan gå en god times tid i et nogenlunde rask tempo. Og at man møder op ved Hotel Fortunen iført gode travesko.

"Jeg løb i mange år med Hjerteforeningen, men har de seneste år har jeg haft svært at løbe, så jeg begyndte i stedet at gå," fortæller Lisbeth Houmann, der i januar faldt om med hjertestop under træning i et træningscenter i Lyngby. Hun var 'død' i godt et minut, men dygtige folk i træningscentret og efterfølgende i ambulancen fik hendes hjerte i gang igen.

Lisbeth Houmann blev efterfølgende sendt til genoptræning på Gentofte Hospital, og her oplevede hun, at mange af hendes medpatienter af den ene eller anden grund ikke kom ud at gå de ture, som hospitalet anbefalede.

"Tanken er, at gåklubben skal være et uforpligtende fællesskab, hvor man bare møder op. Der er ingen tilmelding. Og det koster ikke noget. Hele formålet er at få folk til at motionere, samtidig med at man har sjove og hyggelige fælles oplevelser. Og hvem ved. Måske finder folk ud af, at det er så hyggeligt at være sammen om at gå, at de måske finder på at lave noget andet sammen. Det sociale element er rigtig vigtigt," siger 60-årige Lisbeth Houmann, der selv har et begivenhedsrigt liv at fortælle om. Hun har blandt andet været ansat i SAS i 18 år og været receptionist på en advokatkontor i København. Hun er desuden uddannet yogalærer, NLP-terapeut og slankekonsulent.

"Jeg tænker, at jeg nogle gange vil lave gå- og opvarmningsøvelser undervejs. Og at vi ind i mellem går i stilhed, så vi får naturen under huden. Det at gå sammen giver også en fantastisk tryghed, og det er der mange blandt andet hjertepatienter, der har brug for," siger hun.

Gåture

Hvor: Den røde Port ved Fortunen

Hvornår: 25. juni kl. 16.30. 9. juli kl. 16.30. 6. august kl. 16. 30 herefter hver tirsdag kl. 16.30.

Hvordan: mød bare op. Det er gratis.

Publiceret 24 June 2019 08:30