Ser man på valgresultatet med de lokale briller stillet skarpt på de seneste års helt store samtaleemne, vil man kunne se, at hvor letbanepartierne ved kommunalvalget gik tilbage, men stadig var størst, så er de gået markant frem ved folketingsvalget. Letbanepartierne fik 68,2 procent af stemmerne i Lyngbykredsen. Foto: Lars Schmidt

Ser man på valgresultatet med de lokale briller stillet skarpt på de seneste års helt store samtaleemne, vil man kunne se, at hvor letbanepartierne ved kommunalvalget gik tilbage, men stadig var størst, så er de gået markant frem ved folketingsvalget. Letbanepartierne fik 68,2 procent af stemmerne i Lyngbykredsen. Foto: Lars Schmidt

Valgresultatet: Nu er Lyngby mere rød end blå

Venstre er størst i Lyngby. Konservative fik størst fremgang, men også Radikale havde medvind. LA og DF fik smæk og også tilbagegang til S. Stram Kurs fik 409 stemmer.

Af
Lars Schmidt

FV19 En af det borgerlige Danmarks kernekommuner, Lyngby-Taarbæk, blev ved dagens folketingsvalg farvet mere i rødt end i blåt. Men kun en lillebitte smule mere.

Rød blok med Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten hentede tilsammen 16.470 stemmer, mens den blå blok med Konservative, Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen, Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre fik tilsammen 16.013 stemmer.

Udenfor sammentællingen er de 1.103 stemmer til Alternativet og de 409 stemmer, som Stram Kurs fik, og de 70, der gik til Mads Palsvig.

Ved valget i 2017 fik blå blok 17.151 stemmer og er gået 1.138 stemmer tilbage. Rød blot er gået 1.732 stemmer frem fra 14.738 i 2015 til de 16.470 stemmer, blokken fik i dag.

Det samlede resultat for Lyngby-Taarbæk forelå kl. 21.52: Venstre er størst, Socialdemokratiet næststørst. Konservative fik størst fremgang og Liberal Alliance størst tilbagegang.

Ser man på valgresultatet med de lokale briller stillet skarpt på de seneste års helt store samtaleemne, vil man kunne se, at hvor letbanepartierne ved kommunalvalget gik tilbage, men stadig var størst, så er de gået markant frem ved folketingsvalget. Letbanepartierne fik 68,2 procent af stemmerne i Lyngbykredsen.

De personlige stemmer

Den største stemmesluger blev konservative Rasmus Jarlov, som alene i Lyngby hentede i alt 10.270 stemmer og 2.705 stemmer lokalt. Nummr to blev Karen Ellemann (V), der fik 1.212 lokale stemmer og 8.238 stemmer i storkredsen.

Lokalt fik Simon Pihl Sørensen (S) tredjeflest personlige stemmer med 874 stemmer, men samlet set måtte han se sig slået af både det nye folketingsmedlem, Stinus Lindgreen (Rad.) og Anna Berg (EL). I storkredsen fik Simon Pihl Sørensen i alt 1.078 stemmer, mens Lindgreen hentede 1.746 og Berg 1.125.

Mindre borgerlig

Fra sin udsigt på borgmesterkontoret glæder Sofia Osmani (K) sig over sit partis fremgang. Hun siger til Det Grønne Område:

"Jeg er rigtig glad for, at så mange valgte at stemme konservativt til folketingetsvalget - mere end dobbelt så mange som sidst. Og jeg er helt sikker på at Rasmus med det meget flotte og velfortjente personlige stemmetal i ryggen vil fortsætte med at kæmpe for de vigtige lokale sager såsom udligning, grundskyld og trafik," siger hun:

"At både Lyngby-Taarbæk og Danmark som helhed er blevet mindre borgerligt, er jo så samtidig et vilkår, der må accepteres - selv om det selvfølgelig vil gøre konservative mærkesager vanskeligere at gennemføre."

Glæde hos Venstre

For andet valg i træk og inden for kun få uger er Venstre størst i Lyngby-Taarbæk. Det glæder naturligvis formanden for kredsbestyrelsen, Niels Møller. Han siger til Det Grønne Område:

"Ud over Venstres kanonflotte valg og den høje stemmeprocent glæder jeg mest over, at midten i dansk politik blev kraftigt styrket. Med et fremragende valg til både Venstre, Konservative og Radikale viser vælgerne, at der er et stort behov for at lede Danmark henover midten," konkluderer han:

"Venstre har ved nu to valg fået opbakning fra hver femte i Lyngby. Det er vi stolte af. I Københavns Omegns Storkreds er vi gået frem fra to til nu tre mandater, så nu har vi flere i Folketinget til at tale Lyngbys sag. Det er med til at holde smilet bredt. I Lyngby har alle partierne, som blev valgt, samarbejdet og værnet om demokratiet. Vi kan alle glæde os over den gode tone, de konstruktive debatter og de mange aktive, som gennem fire ugers valgkamp har arbejdet for folkestyrets bedste."

Stolt og glad

SF gik også flot frem, og det varmer partiets lokale frontfigur, gruppeformand Sigurd Agersnap, som siger til Det Grønne Område:

"Det er et helt vildt flot valgresultat, vi har fået i SF. Jeg er meget stolt og glad. Både på landsplan og her kommunen går vi meget frem, og vi har ført en flot kampagne med fokus på vores egen politik. Og så tror jeg også, at mange er enige i, at vi har brug for minimumsnormeringer i daginstitutionerne og for en meget mere seriøs klimaindsats i hele landet. Det er så fedt, at der har været opbakning til den retning for Danmark."

Hos Liberal Alliance er man til gengæld knap så glade. Dagen efter valget imploderede partiet nærmest. Men lokalt giver man ikke op. På spørgsmålet om, hvad årsagen til LA's store tilbagegang er, svarer lokalformand Thomas Frederiksen:

"Jeg tror ikke, at der kan peges på en enkelt årsag. Det faktum, at LA for første gang nogensinde har påtaget sig regeringsansvar, har spillet en rolle, og forløbet op til regeringsdannelsen har jo også været omdiskuteret," siger han:

"Konklusionen kan dog aldrig blive, at vi skal afholde os fra at søge ansvar, og i øvrigt viser Dansk Folkepartis resultat jo at man også kan blive halveret selvom man konsekvent frabeder sig regeringsansvaret. Vælgernes dom kan aldrig være forkert, og vi skal derfor have evalueret på hele valgperioden, og den proces vil vi lokalt tage aktivt del i."

FAKTA

Lokale stemmetal

Se her, hvordan det gik de lokale politikere ved folketingsvalget

Læs tallene sådan her: Det aktuelle samlede tal for storkredsen (samlet ved valget i 2015 - det lokale tal)

1. Rasmus Jarlov (C) 10.270 (3.419 - 2.705)

2. Karen Ellemann (V) 8.238 (7.020 - 1.212)

3. Stinus Lindgreen (B) 1.746 (- 705)

4. Anna Berg (Ø) 1.125 (- 286)

5. Simon Pihl Sørensen (A) 1.078 (1.034 - 874)

6. Anette Skafte (O) 382 (202 - 122)

7. Joachim Schiødt (F) 333 (- 87)

8. Claus Bøgh Svenningsen (D) 116 (- 51)

Publiceret 11 June 2019 11:53