Venstres to lokale kandidater, fra højre: Charlotte Munch og Karen Ellemann. Sidstnævnte fik fremgang og blev valgt ind. Charlotte Munch kom sent ind i valgkampen og opnåede ikke valg.

Venstres to lokale kandidater, fra højre: Charlotte Munch og Karen Ellemann. Sidstnævnte fik fremgang og blev valgt ind. Charlotte Munch kom sent ind i valgkampen og opnåede ikke valg.

Lokal glæde over Venstre-fremgang ved folketingsvalget

Karen Ellemann fik et flot valg, mens partiets lokale spidskandidat, Charlotte Munch, ikke opnåede valg.

Af
Lars Schmidt

FV19 Trods måneder med internt strid og kævl kan man hos Venstre i Lyngby-Taarbæk nu se tilbage til to valgkampe, hvor partiet begge gange blev størst i kommunen.

Partiet sejrede ved valget til Europa-Parlamentet og i sidste uge også ved folketingsvalget, hvor Venstre også var størst her i kommunen.

I Lyngby gik Venstre frem med 1,4 procent og sidder nu på19,9 procent af stemmerne. De to lokale kandidater, spidskandidat Charlotte Munch, der sent afløste tidligere folketings- og kommunalbestyrelsesmedlem Jakob Engel-Schmidt, og Taarbæk-borgeren Karen Ellemann, glæder sig over Venstres resultat.

Ellemann, der er gruppeformand for Venstre i Folketinget, fik personlig fremgang og bevarede sin plads på Tinge. Charlotte Munch kom ikke ind.

Karen Ellemann fik i storkredsen samlet 8.238 stemmer mod 7.020 i 2015. Lokalt hentede hun 1.212 stemmer.

"Jeg er naturligvis meget tilfreds med Venstres samlede resultat. Ingen havde vist spået os så stor fremgang. Vi er gået ni mandater frem, så det bliver en dejlig, stor folketingsgruppe jeg byder velkommen til i morgen kl. 13, på vores første gruppemøde," sagde hun til Det Grønne Område dagen efter valget:

"Vores ambition er at omsætte de mange mandater til politiske resultater. Allerede i morgen tidlig (fredag, red.) møder vi - Lars Løkke, Kristian Jensen og jeg selv - til regeringsforhandlinger hos Socialdemokratiet. For mit eget vedkommende er jeg da også ganske godt tilfreds med mit personlige stemmetal og vil gerne sende en tak til de mange vælgere, som har sat deres kryds ved mig og ved Venstre."

En stor opgave

Helt så godt gik det ikke den lokale spidskandidat, Charlotte Munch, som i Lyngby hentede 227 stemmer - og samlet 996 stemmer i storkredsen. Hun, der deltog i både EP- og FV-valget på et tidspunkt, hvor Venstre i Lyngby-Taarbæk sloges med store, interne problemer, siger til Det Grønne Område:

"Jeg er meget stolt og glad for Venstres valgresultat i Lyngby-Taarbæk og Københavns Omegns Storkreds. At vi går fra to til tre mandater, giver et styrket Venstre i hovedstadsområdet. Jeg er meget glad for den opbakning, jeg har fået fra ommunalbestyrelsesgruppen, Venstres kredsbestyrelse og formandsskabet i Venstres lokalbestyrelse," siger hun - og uddyber:

"Som ny kandidat var vi alle klar over, at det ville blive en stor opgave at blive valgt til Folketinget, da vi vidste, at der ikke var lang tid, fra jeg blev opstillet, til valget skulle afholdes. et blev desværre ikke til en plads for mig i Folketinget i denne omgang, men jeg ser frem til, at jeg sammen med med alle, der har bakket op om mig, kan sikre, at jeg bliver valgt næste gang."

Publiceret 11 June 2019 14:00