Taarbæk-direktør medstifter af ny europæisk cykelbrancheforening

Europæisk cykelindustri danner brancheforening. Taarbæk-borgeren Jochum Kirsebom, der ejer cykellygtefabrikanten Reelight, er eneste danske medstifter

Store og små virksomheder i cykelbranchen er gået sammen i en europæisk brancheforening for at lægge mere pres på EU’s lovgivere for at udbrede cyklisme og forbedre sikkerheden for cyklister.

Brancheforeningen hedder Cycling Industries Europe (CIE). Den udspringer af den europæiske cyklistorganisation European Cyclists’ Federation (ECF), hvor den hidtil har fungeret som en uformel klub for virksomheder.

Den danske cykellygtefabrikant Reelight er den eneste danske medstifter (founding member) af CIE.

"Vi mærker en stigende interesse for miljøvenlige produkter i udlandet, og derfor kan se en god anledning til at engagere os mere i EU-samarbejdet," siger Jochum Kirsebom, der er ejer og bestyrelsesformand for Reelight og bor i Taarbæk.

Det er første gang, at konkurrenter og kolleger i cykelbranchen i Europa, der sammen står for 480.000 arbejdspladser i EU, går sammen om at udøve et samlet pres på EU-politikere, herunder om at kanalisere flere af EU-midler til cyklisme.

Dermed får cykelbranchen en stemme, der skal råbe om kap med bilbranchen, som traditionelt har haft en meget stærk lobby med stor indflydelse i EU.

Publiceret 09 June 2019 15:00