"På en måde er det en stor befrielse, at jeg nu kan koncentrere mig om familie, job og kommunalpolitik. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg - selv om jeg i den grad kan stå inde for 95 procent af Socialdemokratiets politik - ikke er glad for den groteske symbolpolitik, som har præget dele af udlændinge-og integrationspolitikken," Simon Pihl Sørensen til Det Grønne Område. Foto: Signe Steffensen

S skal have ny kandidat: Simon Pihl vælger Folketinget fra

Viceborgmesteren har stillet op til folketingsvalg for fjerde og sidste gang. Han gik en smule frem i onsdags, men mener, at der nu skal nye kræfter til.

Af
Lars Schmidt

FV19 Viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) tager nu en direkte konsekvens af, at han ikke kommer i Folketinget. Og det betyder, at partiforeningen i Lyngby-Taarbæk nu skal ud at finde en ny folketingskandidat.

Simon Pihl fik samlet set i storkredsen et lidt bedre valg end i 2015. Han gik 44 stemmer frem til i alt 1.078 personlige stemmer. Og det var ikke nok til en plads på Tinge. Han er dog partiets tredje suppleant, så hvis tre socialdemokrater må melde forfald samtidig, får han comeback på Christiansborg, hvor han sad i et års tid i 2006.

Folketingsvalget i 2019 var fjerde gang, han stillede op. Fjerde og sidste gang. For det er slut nu, fortæller han til Det Grønne Område:

"Tiden er inde til at finde en ny kandidat. Kredsen er jo lille socialdemokratisk, så chancen er jo meget lille. Men nu har jeg taget en for holdet," siger han og fortæller, at han føler sig lettet:

"På en måde er det en stor befrielse, at jeg nu kan koncentrere mig om familie, job og kommunalpolitik. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg - selv om jeg i den grad kan stå inde for 95 procent af Socialdemokratiets politik - ikke er glad for den groteske symbolpolitik, som har præget dele af udlændinge-og integrationspolitikken og ført til en retspolitisk glidebane. Jeg har prøvet at tale imod den udvikling med opbakning fra lokale partifæller. Men den kamp synes tabt. Det er jeg ked af. For humanisme og udsyn er socialdemokratiske kerneværdier. Så nu må andre komme til," fastslår han - uden at smække med nogle døre.

For han glæder sig til en ny regering, ledet af det parti, som han stillede op for:

"Jeg tror på en S-ledet regering med en ambitiøs klimapolitik og et opgør med den stigende ulighed. Det er godt for Danmark."

Udlændingepolitikken

På valgaftenen, da det samlede valgresultat forelå, talte Det Grønne Område med Simon Pihl Sørensen. Her var han ærgerlig over den socialdemokratiske tilbagegang og afklaret omkring udsigten til ikke at blive valgt, fortalte han:

"Jeg tror, den er lukket, og det har jeg det fint med. Jeg tager en for holdet. De vigtige kernepunkter for mig har været vanskelig at få igennem, og det har vi lidt under lokalt. Folk har ikke været i stand til at registrere, at vi er gået 100 procent ind i klimapolitkken," sagde han og forklarede, at det efter hans mening er Socialdemokratiets udlændingepolitik, som har kostet partiet stemmer:

"Den politik, der virker i store dele af landet, og som Socialdemokratiet har taget på sig, virker ikke i vores område og i de store byer. Det er helt tydeligt. Jeg tror, at der er opbakning til en fast udlændinge- og integrationspolitk, men når vi taler om Sjælsmark og Lindholm og lignende, taber vi terræn. Det gør vi i Nordsjælland, dele af Århus og København, mens der er fremgang andre steder i Danmark," forklarer Simon Pihl Sørensen:

"Det har stået klart ret længe. Jeg tilhører jo nok den fløj, som synes, at vi skal have en stram udlændingepolitik, men som også synes, at vi er gået for langt på en række strækninger. Det kan man se i vores områder. Det er det, der koster. Omvendt må man sige, at det virker rigtig meget mange andre steder. Det er den konsekvente politik, der gør et magtskifte muligt. Det er der ingen tvivl om. Det får bare vælgere i vores område til at trække mod Radikale og SF."

Publiceret 07 June 2019 09:23