Anne Mette Rasmussen har siden 2012 været kontorchef på Europa-Parlamentets kontor i Danmark. PR-Foto

Anne Mette Rasmussen har siden 2012 været kontorchef på Europa-Parlamentets kontor i Danmark. PR-Foto

Valg til Europa-Parlamentet: ”Denne gang taler vi til hjertet”

Europa-Parlamentet har større indflydelse på din hverdag, end du måske lige går og tror

Af
Anders Dall

EP19 Du møder det i dit lokale supermarked. Kan se det på emballagen, der omslutter de økologiske tomater fra Italien. Og du har måske hørt, at plastictallerkener, plasticbestik og sugerør snart ikke kan handles fra hylderne. Europæiske minimumskrav for økologi og forbud mod engangsplastic i 2021 er nogle af de beslutninger, Europa-Parlamentet træffer, og som har direkte indflydelse på danskernes hverdag.

Søndag den 26. maj kan du bruge din stemme og pege på den kandidat eller det parti, du ønsker skal træffe beslutninger i Strasbourg. Valgkampen for at sikre sig en af de 14 danske pladser i parlamentet er allerede i fuld gang, men hvad er det egentlig, der er på spil, og hvorfor er det vigtigt at sætte sit kryds? Kort og godt fordi det handler om vores dagligdag og fremtid, fortæller Anne Mette Vestergaard. Hun er chef i Europa-Parlamentets kontor i Danmark, der arbejder for at udbrede kendskabet til parlamentets arbejde og EU generelt.

”Hvis du er bekymret for, at det var en varm sommer sidste år, eller er bekymret for de fødevarer, du køber i supermarkedet, hvis du er optaget af store og små spørgsmål om klima, sundhed, handel og arbejdspladser, så er det i Europa-Parlamentet, at lovgivningen bliver lavet,” siger hun.

For at få flere til at stemme ved Europa-Parlamentsvalget har kontoret denne gang forsøgt at appellere til, at familie og venner tager hinanden under armen og gør det til et fælles ansvar at komme afsted til valgstederne.

”Gør det til noget socialt. Giv et lift, giv en øl i haven bagefter og gør det til en begivenhed, man er fælles om, siger Anne Mette Vestergaard og uddyber:

”Forskning har vist at det, der får unge til at stemme, er, om deres forældre i forvejen gør det. Tager forældrene det ansvar på sig og viser sig som forbilleder, er der større chance for, at deres børn kommer til at stemme.”

Valgvideo til hjertet

En af de kampagner som Europa-Parlamentet har lanceret på tværs af landende er en valgvideo med titlen: ”Choose your future.” Den er blevet set af mere end 100 millioner europæere og handler om, hvordan de fremtidige generationer skal vokse op. Det er en valgvideo, der først og fremmest taler til følelserne, og som bliver speaket af et 10-årigt barn for at lade børnene komme til orde, fortæller kontorchefen:

"Jeg synes, den går lige i hjertet. EU er ofte blevet kritiseret for at tale til hjernen, så denne gang taler vi til hjertet. Vi lader dem, der ikke har stemmeret komme til orde, for at få os, der har stemmeret, til at føle, at vi har et ansvar for at stemme for vores børns fremtid,” siger hun.

En af de vælgergrupper som ved det seneste EP-valg viste sig at være svære at få til at stemme var unge mellem 18 og 24 år. Her landede stemmeprocenten på 38 procent. Ifølge Anne Mette Vestergaard er de unge ”rimelig” gode til at stemme, så længe de bor hjemme hos deres forældre, men når de flytter hjemmefra, falder stemmeprocenten dramatisk:

”Det halter med de unges valgdeltagelse i den overgangsperiode, hvor de er flyttet hjemmefra, og inden de bliver voksen,” siger hun.

Derfor opfordrer hun forældre og bedsteforældre til at tage ansvar for, at de unge mennesker husker at få stemt.

Det er en opfordring, som Ruth Jensen fra Lyngby gerne tager til sig. Hun var en af de 400 repræsentativt udvalgte danskere, som i november sidste år deltog i en folkehøring om EU i Odense. Her diskuterede deltagerne EU's fremtid, stillede spørgsmål til politikere og fik blandt andet input fra EU-eksperter, konkurrencekommissær i EU Margrethe Vestager og partilederne i Folketinget.

"Jeg var utrolig glad for den invitation. Jeg synes, det var helt rigtigt valgt, hvordan de så end valgte mig ud. Det blev en meget spændende weekend", lyder det med et smil fra Ruth Jensen, der til daglig er frivillig leder i LyngbyGuiderne, der er en lokalafdeling under Dansk Flygtningehjælp.

"Vi blev bedt om, at vi gerne måtte være lidt EU-ambassadører i vores nærområde," uddyber Ruth Jensen, som opfordrer alle sine medborgere til at huske at stemme den 26. maj.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 lå stemmeprocenten i Lyngby-Taarbæk på 65,7 procent. Til sammenligning lå stemmeprocenten ved folketingsvalget i 2015 for kommunens vedkommende på 88,8 procent.

Publiceret 25 May 2019 11:00

SENESTE TV