Det var dette syn, der mødte Hans Nielsen for nylig. De små, tynde træer skåret over i jordhøjde. Collage

Det var dette syn, der mødte Hans Nielsen for nylig. De små, tynde træer skåret over i jordhøjde. Collage

Uforståeligt hærværk ved bredden af Lyngby Sø: Helt nyplantede træer blev savet over

Kommunen har anmeldt hærværket til politiet - og har bestilt nye træer, som plantes i disse uger.

Af
Lars Schmidt

HÆRVÆRK Helt meningsløst er syv nyplantede rød-el træer ved Lyngby Sø blevet skåret over næsten nede ved jorden.

Det er Danmarks Naturfredningsforening, som har gjort kommunens opmærksom på hærværket, og kommunen har efterfølgende kvitteret ved at anmelde hærværket til politiet.

Og man går inden for de nærmeste uger i gang med at sætte nye træer ud.

Det er den lokale formand for Danmarks Naturfredningsforening, Hans Nielsen, svært tilfreds med. Han siger til Det Grønne Område:

"Jeg er meget tilfreds med, at kommunen planter nye træer inden for to uger, da det er et klart signal om, at selvtægt ikke accepteres. Både Danmarks Naturfredningsforening og kommunen står helt fast på, at der fortsat skal være træer på dette sted for at bevare det grønne præg omkring Lyngby Sø. Og vi vil kraftigt opfordre alle borgere til at medvirke til at stoppe selvtægt på træer i alle kommunens grønne områder," siger han og fortæller, at man fra naturfredningsforeningens side vil forsøge at stoppe hærværket:

"Vi har overvejelser om, hvordan vi kan få det stoppet, hvis det fortsætter, men de overvejelser skal hærværksmagerne ikke have kendskab til."

"Vi har overvejelser om, hvordan vi kan få det stoppet, hvis det fortsætter, men de overvejelser skal hærværksmagerne ikke have kendskab til," siger Naturfredningsforeningens formand, Hans Nielsen. Foto: Lars Schmidt

Denne form for hærværk ved Lyngby Sø er ikke første gang.

"Desværre er det ikke første gang, at nyplantede træer bliver savet over ved Lyngby Sø," fortæller teamchef for Grøn Drift i kommunen, Lotte Bülow Max i et brev til Hans Nielsen:

"Det er rigtig ærgerligt, og vi ser på situationen med stor alvor. Desværre er vores muligheder for tilsyn med området begrænsede, men Arealdrift stiller med alle de foranstaltninger, vi har, for at træerne denne gangfår lov til at blive stående."

Publiceret 17 April 2019 11:45

SENESTE TV