Stig Brøgger er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, ARoS, KUNSTEN, ARKEN, Herning Kunstmuseum, MoMA i New York og Moderna Museet i Stockholm.

Stig Brøgger er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, ARoS, KUNSTEN, ARKEN, Herning Kunstmuseum, MoMA i New York og Moderna Museet i Stockholm.

Portræt af Stig Brøgger: En stor - og meget beskeden - kunstner

Stig Brøgger, Trørød, er udstillingsaktuel på Galleri Ottesen. Samtidig har Strandberg udgivet en meget stor og rigt illustreret bog, der i detaljer beskriver Stig Brøgger enorme produktion, liv og virke

Af
Pernille Borenhoff

Studerende og alle andre, der færdes på DTU bliver dagligt præsenteret for adskillige af Stig Brøggers værker. Ved Sjælsøskolen i Birkerød står værket Stedet og skyggen og på Aalborg Universitetscenter Stjerne, Stjerneport og Stjernefragment. Gymnaster på Ollerup Gymnastikhøjskole kan spille bold og spring buk, mens de betragter totaludsmykninger, som Stig Brøgger har lavet i samarbejde med billedhuggerne Hein Heinsen og Mogens Møller.

Tusindvis af cyklister og bilister passerer dagligt Fredens Port på Blegdamsvej. Også denne er blevet til i samarbejde med de Hein Heinsen og Mogens Møller.

Stig Brøgger er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, ARoS, KUNSTEN, ARKEN, Herning Kunstmuseum, MoMA i New York og Moderna Museet i Stockholm. Og han har modtaget landets fineste udmærkelser.

Til den 13 april udstiller han i Galleri Susanne Ottesen i Gothersgade i København.

Stig Brøgger, Trørød, er udstillingsaktuel på Galleri Ottesen

Stig Brøgger, Trørød, er udstillingsaktuel på Galleri Ottesen

I mere en halvtreds år har Stig Brøgger været en markant skikkelse på den danske kunstscene, hvor han ud over at være en meget flittig og alsidig kunstner også i 16 år var professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Det er således lidt af en sværvægter inden for danske kunst, der bor i Trørød, hvor han har sit galleri i en separat bygning i haven, der grænser op til skoven.

Alligevel er den nu 77-årige kunstner beskedenheden selv. Og det er ualmindeligt svært at få ham til at tale om sine mange meritter.

Dem kan man til gengæld læse om i den store bog, som Strandberg Publishing netop har udgivet. Her beskriver Mikkel Bogh, Tania Ørum, Anne Ring Petersen, Jean-Francois Lyotard og Charlotte Præstegaard hans liv og virke. Og ualmindeligt store og alsidige produktion.

Stig Brøgger bidrager selv med et kapitel, hvor han skriver om blandt andet minimal art og konceptkunst.

Stig Brøgger udtrykker sig i både fotografi, maleri, skulpturer, collager, tegneserier og grafik. Og for dem, der ikke kender Stig Brøggers værker indgående, kan det være svært at se, hvad der er 'typisk Stig Brøgger'.

"Nogle siger, at mine billeder er svære, men jeg synes, at billeder på sin vis er nemmere at se på en fx bøger. Men alle kunstnere har deres egen stil. Det er noget med den særlige måde, man behandler farverne på. En særlig sensibilitet. Der er visse træk, der går igen på en særlig måde, der gør, at man kan skelne den ene kunstner fra den anden," siger Stig Brøgger.

Ishockey og statskundskab

Egentlig lå det ikke i kortene, at Stig Brøgger skulle være billedkunstner. Og efter studentereksamen fra Holte Gymnasium startede han på statskundskab.

"Det var der også en af mine venner, der gjorde, så det gjorde jeg så også. Men det var røvkedeligt, og jeg begyndte at male. Faktisk lavede jeg en forside til Søllerød Tidende i julen 1965, tror jeg at det var. Det var noget med, at min far vist kendte redaktøren og jeg derfor fik opgaven."

Egentlig puslede Stig Brøgger med tanken om at blive professionel ishockeyspiller

"Vi spillede meget på Vejlesø, og jeg var med til at lave Furesø Ishockeyklub. Senere spillerede jeg for Gladsaxe, og jeg var semi-professionel. Men jeg har en sygdom i ryggen, der gjorde, at jeg ikke kunne fortsætte," siger Stig Brøgger, der på grund sygdommen og et brud på ryggen i dag sidder i kørestol.

Det forhindrer ham dog ikke i stadig af være produktiv. Han maler stadig hver eneste dag, og på den aktuelle udstilling på Galleri Susanne Ottesen er der både nye og gamle værker med.

Wake up call i USA

Stig Brøgger startede med at male, da verden for alvor var i forandring i 60'erne.

"Jeg fik et rejselegat på 12.000 kroner i 1969, og det rakte til 12 måneder, hvor jeg kom til både New York og Californien. I Los Angeles mødte jeg mange kunstnere. Og blandt andre Ed Ruscha, som jeg stadig kontakt med. Jeg har faktisk lige pakket en bog til ham, som skal sender derover," siger han.

USA var for Stig Brøgger et wake up call og så meget anderledes end Holte i 60'erne. Og end København, for den sags skyld.

"Det var meget inspirerende. Radioen gik hele tiden på fulde drøn. Bilerne var store, husene høje. Det hele var så anderledes end Danmark," siger Stig Brøgger, der især tog popkunst, minimalisme og konceptkunsten til sig.

Som lærer ved kunstakademiet har han haft elever med til blandt andet Tyrkiet og Japan.

"Det er godt at komme ud og få inspiration udefra," siger han.

Bogen var længe undervejs

Ideen til bogen startede for mange år siden, men især de seneste to år har Stig Brøgger og forfatterne arbejdet intensivt med at få den klar.

"Jeg har selv været med hele tiden og været med til at vælge alle billeder ud. Det er foregået her i mit atelier, og jeg er meget glad for resultatet," siger han.

Det var publikum tilsyneladende også. Ikke fordi det er noget, som Stig Brøgger selv fortællerom. Men det gør hans hustru, der efter at samtalen med kunstneren er forbi, spørger, om han havde fortalt om ferniseringen.

Det havde han ikke.

"Der har aldrig været så mange til en reception hos Susanne Ottesen. Der var så mange, at vi til sidst gik ud for både rødvin og champagne. Og det blev solgt utroligt mange bøger, " siger Mariann, som lærte Stig at kende, da de begge gik på Holte Gymnasium.

Født 1941

Student fra Holte Gymnasium

Læste statskundskab

Udøvende kunstner siden 1960'erne

Gift med Mariann, som han har kendt siden gymnasietiden

Bor i Trørød

Udstiller til 13. april på Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade

Aktuel med bogen: Stig Brøgger - Now Here

Eckersbergs Medalje 1991

Thorvaldsens Medalje 1998

Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat 1971 samt den livsvarige hædersydelse 1991.

Publiceret 14 April 2019 10:30