"Jeg er rigtig glad for jobbet. Det er alsidigt. Jeg møder så mange forskellige mennesker, får så mange input. Som kommunalpolitiker, og i særdeleshed som borgmester, har man en unik mulighed for at påvirker det lokalsamfund, man selv er en del af. På den måde er jobbet helt unikt," siger Sofia Osmani om jobbet som borgmester. Foto: Lars Schmidt

Borgmesteren fylder 40: Læs det store fødselsdagsinterview med Sofia Osmani

20 marts inviterer borgmester Sofia Osmani byen på lagkage. I dette store, personlige portrætinterview fortæller hun om sin barndom, sin familie, sine kreative sider - og selvfølgelig også om, hvordan det var at blive borgmester i en ung alder. Og så kan man også læse, hvad hun ønsker sig i fødselsdagsgave.

Af
Lars Schmidt

PORTRÆT Hun havde ikke travlt med at blive ung. Og 40-års krisen har på ingen måde indfundet sig hos Lyngby-Taarbæks borgmester i de seneste mere end fem år, den konservative stemmesluger Sofia Osmani.

Og hun føler sig på ingen måde gammel. Tværtimod.

Nej, hun glæder sig til den 20. marts 2019, dagen, hvor hun runder lige netop det småskarpe hjørne, som for alvor signalerer voksendommens indtræden.

I det hele taget forholder Sofia Osmani sig ganske afslappet til det at blive ældre.

"På nogle områder er min fødselsattest bare ved at indhente min mentale alder. På andre områder bliver jeg nok aldrig rigtig voksen," smiler borgmesteren, da Det Grønne Område besøger hende på kontoret på rådhusets første sal.

Vi er blevet inviteret indenfor på borgmesterkontoret for at lave Sofia Osmanis første, store fødselsdagsinterview som borgmester. Et interview, som foregår i en behagelig, afslappet afmosfære, og som tager os gennem Osmanis barndom over ungdommen til den politiske karriere og familielivet.

Og det lykkes os helt at styre uden om hede lokalpolitiske emner og magtkampe, som der ellers har været nok af i Sofia Osmanis periode som borgmester.

For det, der er målet med interviewet, er at tegne et billede af mennesket bag politikeren, at give et andet og dybere billede af en politiker, som nærmest ryddede bordet, da der var kommunalvalg for halvandet år siden. En politiker, der ved valget i 2017 fik flere personlige stemmer, end flere af hendes forgængere har opnået. En politiker, der inviterer byen på lagkage på selve dagen.

Koncentration i køkkenet i familiens hus i Ørholm. Foto: Lars Schmidt

Koncentration i køkkenet i familiens hus i Ørholm. Foto: Lars Schmidt

Halvt inder, halvt sjællænder

Sofia Osmani er halvt inder, halvt sjællænder. Hendes far er født i Indien. Han mødte sin kommende hustru, da han studerede på London School of Economics. Hun var flyttet fra fødebyen på Sjælland til London for at arbejde.

"Min far har nu været i Danmark i omkring 50 år – heraf de sidste 45 år i det, der også er mit barndomshjem i Virum," fortæller Sofia Osmani:

"At han ikke er født som dansker, er ikke noget, jeg tænker over. Han er lige så dansk som jeg og har været her det meste af sit liv. Jeg står dog gerne ved, at vi er usædvanlig glade for curry i min familie, og jeg har også valgt at holde fast i mit efternavn, selv om jeg ofte må stave det. For det fortæller lidt om, hvor min familie også kommer fra."

Hun har ikke længere noget familie tilbage i Indien, men hun har familie i England og USA.

Og det var netop i England, nærmere betegnet London, at hun holdt den første fødselsdag, hun kan huske.

"Jeg kan huske, da jeg fyldte 10 år. Den fødselsdag skiller sig lidt ud, fordi fødselsdagen faldt i påskeferie, hvor vi var i London og besøge min familie på min fars side. Jeg kan huske, at der var en fødselsdagskage. Men det var jo ikke en god dansk lagkage, noget jeg eller holder meget af."

Barndommen i Virum

Sofia Osmani er vokset op i Virum, hvor hun har haft en tryg barndom sammen med forældrene og storesøsteren. Da hun flyttede hjemmefra, blev hun i kommunen. Og da hun stiftede sin egen familie, holdt hun sig også indenfor kommunegrænsen.

"Jeg har boet i Virum hele min barndom. I et helt almindeligt 70’er parcelhus mellem Skovleddet og Skovridergårdsvej og med havelåge ud til det lille stykke skov, der løber ned til Virum Station. Der har jeg tilbragt mange timer som barn. Vi byggede huler, min storesøster, Sarah, naboens datter Gitte og jeg," fortæller Sofia Osmani:

"Nogle mener, at min storesøster og jeg ligner hinanden. Det synes jeg nu ikke, men jeg kan konstatere, at folk af og til tager fejl af os. Jeg blev engang skældt ud af en borger, jeg i forskellige sammenhænge har mødt flere gange. Han syntes, at det var for dårligt, at jeg ikke havde hilst på ham, da vi så hinanden i en forretning i Lyngby. Nu er sagen bare den, at jeg ikke havde været på det pågældende sted på det pågældende tidspunkt. Det havde min søster derimod," griner hun.

Ægteparret Johnny Winther og Sofia Osmani med døtrene Maja (10) og Alina (12). Foto: Lars Schmidt

Ægteparret Johnny Winther og Sofia Osmani med døtrene Maja (10) og Alina (12). Foto: Lars Schmidt

At sige sin mening

På spørgsmålet om, hvad der har formet hende i barndommen, svarer borgmesteren:

"Jeg har haft en tryg og privilegeret barndom med nogle søde og engagerede forældre, som har givet mig nogle – synes jeg selv – fornuftige værdier og redskaber med i bagagen. De har været gode til at lære os at stå ved vores meninger, tage ansvar og bidrage positivt. Familie betyder meget for mig, og jeg er så heldig, at både mine forældre og min søster bor tæt på og altid er klar til at give en hjælpende hånd, når der er brug for det. Familiebåndet er jo også noget, man har med hjemmefra," siger hun:

"Jeg har nok altid sagt min mening. En af de første episoder, jeg husker, er tilbage fra omkring 3.-4. klasse, hvor jeg havde en diskussion med min kristendomslærer. Efter at have hørt hende tale om 'Muhammedanerne' i en hel time, gjorde jeg hende høfligt opmærksom på, at jeg bestemt mente, at det hed 'muslimer'. Det blev hun meget vred over. Hun ringede faktisk hjem til mine forældre for at gøre opmærksom på min urimelige opførsel. Men, som min mor fik forklaret, var det jo faktisk mig, der havde ret – og så var det jo egentlig okay at sige det. Også selv om min lærer i udgangspunktet var uenig."

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang sagde min mening. For det har jeg altid gjort. Jeg tror ikke, jeg har været nem på den konto. Det at sige sin mening er dog ikke det samme som at have ret. Det er også vigtigt at respektere andres holdninger. Det har jeg i den grad en forståelse for, og det har jeg også fået med hjemmefra," siger Sofia Osmani.

Morgenmad foran fjernsynet

Sofia Osmani har mange gode barndomsminder, fortæller hun. Men hun er ikke i tvivl, når hun skal beskrive det bedste af dem:

"Et hyggeligt barndomsminde, jeg kan huske: Når vi havde ferie, og min mor lavede morgenmad til os, og vi fik lov til at sidde foran fjernsynet og spise, mens vi så 'Anne fra Grønnebakken' sammen. Eller når vi fik læst højt. At sidde sammen og høre 'Det lille hus på prærien' er noget, jeg nok af samme grund også gør derhjemme med mine piger. At skabe hyggelige stunder og læse højt for dem - også selv om de nu er 10 og 12 og læser ganske udmærket selv."

Sofia Osmanis og ægtemanden Johnny Winthers ældste datter, Alina, er 12 år - og den yngste, Maja, er 10.

Parret har kendt hinanden i 20 år og blev gift i 2005. I det civile liv er Sofias Osmanis mand ansat hos RSA Scandinavia, som ejer Codan, som head of finance, governance and control.

"Jeg har aldrig haft behov for at tale bare for at tale. Jeg går på talerstolen, hvis jeg har noget på hjerte og føler, at jeg kan bidrage med noget nyt til debatten. Det samme gælder læserbreve og debatindlæg," siger Sofia Osmani. Foto: Lars Schmidt

Ungdommen

Men inden Sofia skulle møde sin Johnny, skulle hun lige igennem sin ungdom. Og den havde hun ikke travlt med at komme ind i, fortæller hun:

"Jeg legede rimelig længe. Jeg husker det ikke, som om jeg havde travlt med at blive ung eller voksen. Omvendt meldte jeg mig ind i Konservativ Ungdom i 9. klasse. Det er jo egentlig ret voksent," siger Sofia Osmani, til og med 9. klasse gik på Holte Gymnasiums Grundskole op til 9. klasse.

Siden gik hun i Handelsgymnasiet, som dengang lå dér, hvor K-Nord er i dag. Hun blev student i 1998 og gik straks i gang med at læse statskundskab på Københavns Universitet.

I 2003 blev hun kandidat. På den normerede tid.

Det var den store interesse for politik, som fik Sofia Osmani til at tage den uddannelse, som hun godt nok ikke fortryder, at hun har taget. Men i dag ville hun nok have valgt anderledes, fortæller hun:

"Politik er rigtig spændende. Hvis jeg skulle vælge i dag, ville jeg nok ikke træffe det samme valg. Det var en spændende uddannelse, men meget af det, man lærte, kunne man have læst sig til for forhøjelsens skyld. Men uddannelsen er selvfølgelig på mange måder praktisk og anvendelig i forhold til det job, jeg har i dag," smiler hun:

"Skulle jeg vælge om i dag, ville jeg nok have læst noget, der appellerede lidt mere til min kreative side. Det kunne være alt muligt, arkitekt, design – noget der ikke peger på et job, hvor man sidder på kontor og kigger på en computer hver dag, noget, man godt kan risikere som scient.pol."

Lysten til at diskutere

Et godt sted at komme af med sine meninger. Det var, hvad Konservativ Ungdom var for Sofia Osmani, da hun som meget ung meldte sig ind.

Hun gik i 9. klasse, da hendes interesse for politik for alvor blev vakt.

"Min søster havde en veninde, der var KU’er. Hun spurgte, om det var noget for mig. Og jeg tænkte, at det var meget godt at have et sted at komme af med mine meninger. Jeg tror ikke jeg ville have tænkt tanken, hvis jeg ikke havde kendt nogen, der havde foreslået det," fortæller hun:

"Jeg læste op på de forskellige partiers holdninger, meldte mig ind i KU og kom til et par møder. Og så syntes jeg, at det var spændende at møde andre unge, der lige som jeg selv havde holdninger til samfundet og havde lyst til at diskutere."

"I en politisk ungdomsforening får man mulighed for at prøve sig selv af: stå på en talerstol og tale foran 300 jævnaldrede. Den første gang jeg gik på en talerstol til et landsråd var jeg godt nervøs. Men jeg endte med at synes, at det var super sjovt. Jeg har aldrig haft behov for at tale bare for at tale. Jeg går på talerstolen, hvis jeg har noget på hjerte og føler, at jeg kan bidrage med noget nyt til debatten. Det samme gælder læserbreve og debatindlæg. Men jeg har ikke behov for hele tiden at være på, komme med konstante Facebook-opdateringer og ytre min holdning til alt – hele tiden," fastslår Sofia Osmani.

At sige for meget eller slet ikke blive hørt

Man kan hurtigt komme til at fylde for meget, synes hun. Derfor doserer hun sin taletid i det offentlige rum. Men er der ikke også en risiko for at falde i modsatte grøft, så man slet ikke bliver hørt?

"Selvfølgelig er der en risiko. Men jeg oplever, at når jeg så siger noget, og det er velovervejet, så lægger folk også mærke til det. Spørgsmålet er, om det er mængden eller indholdet af det, du siger. Og så er det balancen mellem at fortælle om alt det, du gerne vil – og så rent faktisk at få noget gjort - også uden nødvendigvis at fortælle om det," forklarer hun - og uddyber:

"I forhold til det lokale skal der være plads til, at alle kan være med i lokalpolitik. Hvis jeg altid udtalte mig om alle sager i kommunen, ville de 20 andre i kommunalbestyrelsen have sværere ved at komme til orde. Som journalister har I en tendens til at synes, at borgmesteren er mest interessant. Men for mig handler det også om at give plads til andre, og jeg har det fint med, at en udvalgsformænd kommer på banen. Også selv om det betyder, at jeg ikke lige er citeret i ugens avis."

"Det er et valg, der forhåbentlig gør, at vi kan være fælles om tingene. I stedet for, at det bliver mine projekter og de andres projekter, så bliver det oftere vores. Og det giver en mere velfungerende kommunalbestyrelse, der også kan træffe de beslutninger, som ikke er helt så sjove. I en borgmesterkontekst er det måske lidt atypisk og ikke ret 'bykongeagtigt'."

"Min stil er ikke nøje gennemtænkt eller et strategisk valg. Det er bare sådan, jeg synes, at det fungerer bedst. Jeg gør og siger de ting jeg føler for," understreger Sofia Osmani.

De unges dagsorden

Sofia Osmani meldte sig ind i Konservativ Ungdom i 1994. Hun begyndte hurtigt at markere sig lokalt - blandt andet med læserbreve i lokalavisen. En ansvarsfuld tillidspost blev det også hurtigt til, da hun blev valgt som lokalformand for KU i Lyngby-Taarbæk.

Og det var da også de unges sag, hun talte, da hun stillede op til kommunalbestyrelsen første gang. Det var i 2001. Og valget gik over forventning.

"Da jeg stillede op første gang , var det meget ungdomsboliger og forholdene for unge i det hele taget, der optog mig. Da jeg selv skulle flytte hjemmefra, var det umuligt at få en bolig i kommunen. Modsat mange af mine jævnaldrende ville jeg blive her. Mange af kollegierne på DTU blev tildelt til dem, der boede længst væk. Så os der boede her, kom bagest i køen," fortæller hun.

Men hun var heldig, for en af hendes KU-kammerater blev udstationeret, og Sofia Osmani fik mulighed for at fremleje hans lejlighed.

Da kammeraten så kom hjem igen, købte hun og kæreste Johnny en lejlighed på Skelhøjvej i det vestlige Lyngby.

Som borgmester kan Sofia Osmani i dag med tilfredshed kigge tilbage på hendes første valgtema: Flere ungdomsboliger i kommunen.

"Der er sket meget på den front siden. Og det er jo også, fordi der er andre end mig, der har syntes, at vi manglede de boliger. Det er også en rigtig god forretning for kommunen. Ud over at der er et behov, betyder studerende også, at gennemsnitsindkomsten i kommunen falder på grund af de studerendes lave indkomst. Det betyder at udligningen falder. Og da de fleste studerende er selvkørende, så vi har ikke så mange udgifter til dem."

Det første valg

Sofia Osmani indrømmer, at hun blev lidt lang i masken, da det gik op for hende, hvor langt nede på den konservative liste hun var placeret ved kommunalvalget i 2001. Og lidt småknotten blev hun også, erkender hun. Men det har lagt sig. Og selve valgresultatet gjorde i den grad listeplaceringen til skamme.

"Jeg var opstillet som nummer 13 på listen. Det var jeg en smule knotten over. Det var ikke en prangende plads, men så måtte jeg jo bare bevise, at jeg kunne gøre det bedre," fortæller hun:

"Siden har jeg fundet ud af, hvor svært det er at lave sådan en liste, så jeg har noget større forståelse for placeringen i dag."

Valgresultatet talte sit tydelige sprog om en ung politiker, der ville frem.

Sofia Osmani sprængte listen, sprang fra en 13. til en 3. plads - kun overgået af Rolf Aagaard-Svendsen, der for første gang kunne sætte sig i borgmesterstolen, og nu afdøde Lene Kaspersen. Osmani fik 506 personlige stemmer ved valget i 2001. Og blev valgt ind i kommunalbestyrelsen, hvor hun nu har siddet i rundt regnet 18 år.

"Jeg var meget overrasket over mit eget resultat. Jeg havde ikke set det komme. Jeg var forundret og også lidt rørt over at springe 10 pladser op på listen og blive valgt som det tredje konservative mandat. Jeg har ofte tænkt at jeg var heldig, at jeg blev valgt samme år, som Rolf blev borgmester," siger Sofia Osmani:

"Han er typen, der også giver plads til andre. Jeg føler, at han altid har haft tillid til mine evner. Han gav mig opgaver, som jeg gerne ville have, og også opgaver, som jeg måske ikke troede, at jeg magtede. Han havde nok mere tillid til mine evner, end jeg selv havde i starten. Det gav mig lyst og mod til at fortsætte. Det er altid sjovere at få ansvar og få lov til at udvikle sig."

De kommunalpolitiske lærepenge blev betalt i Sofia Osmanis første periode som byrådspolitiker. Det var ikke traditionen, at unge, nyvalgte politikere med gode valgresultater blev udstyret med en udvalgsformandspost fra start.

Men efter fire år som lærling, gik det stærkt. I hendes anden valgperiode startede hun som formand for kultur- og fritidsudvalget. Som hed noget andet dengang.

"På mange måder var det også tidligt i forhold til, hvad der havde været tradition for. Jeg blev formand for udvalget, som dengang hed biblioteks- og kulturudvalget. To år senere blev det børneudvalget – midt i perioden."

Mistede borgmesterposten

Og så er vi ved at nå til det dramatiske år 2009. Året, hvor Konservative efter 60 år ved magten mistede borgmesterposten. Det var her, Venstres Søren P. Rasmussen efter tredje konstituering blev valgt som borgmester.

Det ændrede på mange ting. Også for Sofia Osmani.

"Ja, karrieplanen røg jo lidt. For det lå da i kortene, at jeg på et tidspunkt skulle overtage efter Rolf. Han var i øvrigt også den første til at sige, at jeg efter valget skulle være ny gruppeformand – og dermed også være det oplagte bud på den konservative borgmesterkandidat ved det efterfølgende valg fire år senere," fortæller hun.

Leder af oppositionen

Og så skulle hun træde i karakter på en helt ny måde. Som leder af oppositionen. Ikke som kronprinsesse:

"Det at andre havde tillid til mig, gav mig også tillid til mig selv. Jeg tænkte, at jeg måtte gøre det efter bedste evne. Jeg lærte rigtig meget af at sidde i opposition: Hvordan man forhandler, hvordan man skaber alliancer, hvad man skal lade være med at gøre – og hvad der virker og ikke virker. Når jeg ser tilbage på det i dag, er jeg på et eller andet plan lidt glad for den periode. Jeg lærte noget af det og jeg 'arvede' ikke bare jobbet som borgmester. Jeg skulle ud selv og kæmpe for det på en helt anden måde."

Og hun kæmpede så stærkt, at det blev hende, der fik borgmesterposten tilbage til Konservative. Venstre havde den kun til låns i fire år.

Sofia Osmani håbede på sejr. Men forventede det ikke. Hun så det ikke komme, fortæller hun:

"Nej. Men jeg havde håbet det. Dog stod dog klart, at vi ikke ville få et resultat, der gjorde, at vi selv kom til at bestemme det. At stille op til borgmester er som at være til jobsamtale i to runder. Først med vælgerne og siden med de partier, der vælges ind. For har man ikke et absolut flertal på egen hånd, er det jo i konstitueringen, at jobbet sikres – og her er der ingen regel om, at den, der får flest stemmer, skal sidde i borgmesterstolen. Valgresultatet var dog så solidt, at forhandlingerne ikke var så vanskelige."

Frygt, stolthed, ansvar

Fire år i opposition sikrede Konservative en fin, procentmæssig fremgang. Og Osmani en massiv, personlig fremgang. Hun gik fra 468 personlige stemmer i 2009 til 4.582 i 2013.

Ved valget i 2017 - efter fire år med Sofia Osmani som borgmester - var den Konservative fremgang så stor, man kun var ét mandat fra at få absolut flertal. Og borgmesteren tog sig pænt af de fleste personlige stemmer. 7.147 blev det til.

"Men det med ikke at være sikker på noget, sådan havde jeg det også ved seneste valg. Jeg har stor respekt for vælgernes dom, og med den konstitueringshistorik, der er her, tager jeg intet for givet," fortæller hun.

Første gang, Sofia Osmani satte sig i borgmesterstolen, var, da hun blev valgt som borgmester på det konstituerende møde i december 2013.

"Det er større end at gå på arbejde den første dag. Det er der, ens kollegaer officielt giver én jobbet. Og jeg satte mig i stolen med lige dele frygt, stolthed og glæde. Det er jo en kæmpe ansvar at tage på sig, men også et jeg havde mod på at tage på mig."

-Forklar, hvad du mener med 'frygt'.

"Måske er 'frygt' et forkert ord. Måske handler det mere om respekt for embedet og jobbet. Og et enormt forventningspres. Der er jo en masse mennesker, der har nogle forventninger, som jeg gerne vil leve op til. Men som borgmester bestemmer jeg ikke selv. Jeg kan lede nogle forhandlinger, men i sidste ende er det jo flertallet, der bestemmer. Og i en afstemning tæller min stemme ikke mere end de øvrige 20 medlemmers. Derfor kan man ikke altid levere de resultater, man ønsker."

-Stoltheden, kan du sætte lidt flere ord på den?

"Det er en dejlig følelse, at så mange mennesker har haft tillid til én. Når jeg får jobbet, er det, fordi folk har haft tillid til, at jeg kunne løfte opgaven. Denne her gang var jeg rørt. Det var et valgresultat, som jeg er stolt af. Det at blive genvalgt er så meget større end at blive valgt. For man bliver evalueret på baggrund af de resultater, man har skabt – ikke på en forventning som første gang. På den måde er der meget mere på spil."

-Hvad er det for et 'kæmpe ansvar', du talte om?

"Et ansvar for at få alle de interesser, der er i kommunen, til at munde ud i en politik, som flest muligt kan se sig selv i. Hvis vi alle var enige, var det her job nemt. Så var der ingen dilemmaer. Men der er alle mulige forskellige holdninger og forventninger, og man kan ikke gøre alle glade hele tiden. Min opgave er at bygge bro mellem forskellige holdninger, men også nogle gange at være med til at træffe beslutninger, der gør nogen vrede – fordi det i et større perspektiv giver mening."

Et helt unikt job

Når man spørger Sofia Osmani om borgmesterjobbet så har levet op til de forventninger, hun havde til det, lyser hun op i et stort smil.

"Jeg er rigtig glad for jobbet. Det er alsidigt. Jeg møder så mange forskellige mennesker, får så mange input. Som kommunalpolitiker, og i særdeleshed som borgmester, har man en unik mulighed for at påvirker det lokalsamfund, man selv er en del af. På den måde er jobbet helt unikt," siger hun - og erkender, at jobbet som kommunens øverste politisk ansvarlige ikke altid er lutter lagkage:

"Til tider er det selvfølgelig også hårdt og frustrerende. Når vi kan se, at vi igen skal betale mere i udligning og derfor ikke kan levere den service, vi ønsker. Eller når jeg er én stemme fra at kunne sige nej til letbanen, så er det frustrerende, for så kan jeg sidde med et super godt valgrsultat. Jeg kan bare ikke bruge det til noget lige dér. Men det er jo omvendt også demokratiets rammevilkår. Og det skal man acceptere, hvis man skal kunne være i politik. Man kan jo ikke altid få sin vilje, og ingen har sagt, at det skal være nemt."

De tegnede borgmestertaler

Konservative politikere er i sagens natur ikke kendte for at være de store fornyere. Men man kan roligt sige, at Sofia Osmani har fornyet den måde, man som borgmester holder taler på.

Hun vil nemlig allerhelst tegne sine taler. Og tale ud fra det, hun har tegnet. Så de mange, der oplevede hendes første, store, officielle tale ved nytårskoncerten i 2014, fik sig lidt af et chok. For de vidste nok ikke, at deres nye borgmester har et kreativt gen, som hun bruger flittigt - og helst så ofte som muligt. Også i embeds medfør.

"Da jeg skulle holde min første officielle tale som borgmester, spurgte jeg om morgenen min familie, om jeg måtte prøve den af på dem. Min dengang fem-årige datter svarede: 'Så pyt da, mor, men kun, hvis den ikke er for kedelig.' Og så tænkte jeg lidt over det: Hvorfor skal taler være kedelige? De kunne jo også være spændende og anderledes. Så det er blevet min ambition at holde taler, der ikke er alt for kedelige," fortæller hun - og uddyber:

"Jeg er selv en type, som synes, at det er nemmere at koncentrere mig om det talte ord, hvis der samtidig sker noget andet for sanserne. Man lærer bedst, hvis man bruger flere af sine sanser samtidig. At bruge rekvisitter, tegninger, historier, at tale i billeder. Det kan gøre noget."

"Det værste, jeg ved, er, at hvis jeg er presset på tid og nødt til at holde en tale, som andre har skrevet. Det kan være direkte ubehageligt, men det sker altså nogle gange i en presset hverdag. I langt de fleste tilfælde skriver jeg dog mine taler selv, og jeg synes, det er sjovt at få en skæv idé og gøre noget anderledes."

Arbejder bedst under pres

"Min første af den slags taler var, da Taarbæk Skole havde jubilæum i mit første år som borgmester. Forvaltningen havde skrevet et taleudkast. Men, helt ærligt: Det var ikke særlig børnevenligt! I løbet af natten, inden talen skulle holdes, fik jeg ideen om at lave talen om til et eventyr, hvor børnene fra skolen skulle medvirke. Jeg lånte to stykker pap i formningslokalet på skolen. Et til en tegning, der viste, når de var kede af det, og en til en tegning, der viste glæde. Det var lidt et sats og kunne være blevet det mest pinlige nogensinde. Men de syntes, det var sjovt. De råbte 'hurra', når de var glade, og 'åårrrrh', når historien gik de hårdt prøvede taarbækker imod."

"At få ideen få timer, før talen skal holdes, er nok typisk mig. Jeg kan ikke være kreativ på kommando. Heldigvis arbejder jeg godt under pres. Den første nytårstale, hvor jeg brugte tegninger, lå jeg ude på gangen på rådhuset og tegnede en syv meter lang tegning færdig. Det skete dagen, før den skulle bruges."

Men alt skal ikke gå op i tegninger og gøre tingene anderledes, understreger Sofia Osmani:

"Men selv om jeg synes, at det er sjovt at gøre tingene lidt anderledes, så er der jo også situationer, hvor det giver bedst mening og er mest passende at gøre tingene på den helt traditionelle måde. Så det er ikke alle taler, der skal krydres med tegninger, rekvisitter og skæve indfald."

Den kreative side

Det med at gøre noget kreativt har fulgt Sofia Osmani siden barndommen, fortæller hun:

"Jeg har altid godt kunne lide at lave noget kreativt. Jeg har syet meget, og det gør jeg stadig. Jeg har lavet fine fastelavnskostumer til børnene og har lige syet en konfirmationskjole til min niece."

Og selv om man er borgmester, kan man godt have både fritid og hobbies. For ud over at være kreative med pen og symaskine, så er Sofia Osmani også en flittig rytterske. Det har hun været siden barndommen. Og så antyder hun, at man nok skal være lidt glad for, at hun ikke fortsatte med basunen efter årene i Vedbæk Pigegarde.

"Og jeg er frivillig i Steenstruplauget på Frilandsmuseet sammen med pigerne. Så på enkelte dage til jul og i sommerferien kan man møde mig i fuld kostume i Steenstruphuset."

Og for lige at vende tilbage til det, som det hele egentlig handler om, fødselsdagen, så inviterer Sofia Osmani byen på lagkage på selve dagen, den 20. marts kl. 14-17 på Hotel Sinatur Frederiksdal.

Man skal dog lige huske at tilmelde sig. Det gør man senest den 17. marts på email frederiksdal@sinatur.dk eller telefon 45 85 43 33.

Men hvad skal man dog medbringe indpakket sådan en dag? Ja, hvad ønsker borgmesteren sig egentlig i fødselsdagsgave?

"Jeg ønsker mig en rigtig dejlig dag og gode oplevelser," siger Sofia Osmani - og slutter sådan her med at besvare spørgsmålet om, hvor længe hun fortsætter som borgmester:

"Jeg er borgmester, så længe jobbet er spændende, og så længe vælgerne har lyst til at stemme på mig. Jeg har det rigtig godt dér, hvor jeg er. Jeg tænker ikke på, hvad jeg skal videre til bagefter, for jeg har stadig noget at byde ind med her. Jeg føler, at jeg har en opgave, hvor jeg også frem over kan gøre en positiv forskel. På den måde er jeg et rigtig dejligt sted i mit liv, hvor jeg egentlig er ret godt tilfreds."

Publiceret 14 March 2019 11:45

SENESTE TV