"Med de nye åbningstider har vi mulighed for at intensivere hele oplevelsen i forretningen for vores mange kunder ved at lægge vores kræfter i de timer, hvor de rent faktisk besøger os," siger forretningschef Michael Dupont. Foto: Lars Schmidt

Nye åbningstider i Magasin i Lyngby: Kortere åbningstid giver plads til flere oplevelser

Magasin i Lyngby har justeret på åbningstiderne. Stormagasinet lukker nu en time tidligere, og det giver plads til endnu mere forkælelse af kunderne, der kan se frem til flere events og oplevelser i forretningen.

Af
Lars Schmidt

Det er ikke hverdagskost, at forretninger vælger at indskærpe deres åbningstider. Tværtimod. Men det er imidlertid det, der blev en realitet 1. februar i Magasin Lyngby.

Her har man valgt at kigge nærmere på, hvad det egentlig er, kunderne efterspørger, og ifølge forretningschef, Michael Dupont, så er svaret klokkeklart: kunderne vil have endnu flere oplevelser i forretningen og endnu mere service.

"Med de nye åbningstider har vi mulighed for at intensivere hele oplevelsen i forretningen for vores mange kunder ved at lægge vores kræfter i de timer, hvor de rent faktisk besøger os. På den måde kan vi sørge for, at vi kan tilbyde et endnu højere serviceniveau, blandt andet med flere medarbejdere til at hjælpe vores kunder og endnu flere events og fokus på vores mange services som eksempelvis vores Personlige Shoppere."

Michael Dupont minder om, at selv om om stormagasinet skærer i åbningstiderne, så er det faktisk stadig en af de mest tilgængelige forretninger i Lyngby:

"Der vil selvfølgelig være udvidede åbningstider i forbindelse med store kampagner og events, såsom udsalg, jul og Super Bazaar – ganske som det plejer – lige som shoppelystne kunder, der gerne vil handle uden for almindelig åbningstid, kan bestille deres varer på Magasin.dk og få dem leveret til forretningen," siger Michael Dupont.

NYE ÅBNINGSTIDER I MAGASIN LYNGBY

Mandag-lørdag 10.00-19.00

Søndag 10.00-18.00

Publiceret 12 February 2019 19:00